Foto af forside fra forlaget En fantastisk historie om to mennesker, hvis forskning har betydet så utrolig meget for ikke bare menneskers liv og helbred her i landet - men for mennesker overalt i verden.
Samtidig fortæller bogen om disse to menneskers liv sammen – og på bogens første side læser vi det brev, hvor August erklærer Marie sin uforbeholdne kærlighed. De havde kendt hinanden mindre end et år, da de i marts 1905 blev gift på Københavns Rådhus – en ganske beskeden ceremoni, efter at de på selve dagen havde passet hver deres arbejde. Marie og August var ganske jævnaldrende – begge født i 1874. De havde samme interesser – ingen tvivl om det, men medens August så sig selv som videnskabsmand, vidste Marie, at hun skulle være læge. Begge nåede deres mål – og meget mere end det.
Bogen er inddelt i fire store afsnit: Forår (Vår), Sommer, Høst og Vinter. Disse overskrifter er rammende: Det første afsnit starter med Augusts frieri til Marie – så hele begges familiebaggrund.
Inden parret bliver gift i 1905, måtte de igennem en hård periode – det virker som om de simpelthen talte forbi hinanden i hele tre måneder: August syntes egentlig ikke det betød så meget med den officielle indgåelse af ægteskab – de stolede jo på hinanden. Marie var ikke glad i den tid, der gik uden kontakt imellem dem. Men alt endte godt – forlovelsen blev gjort officiel gennem en annonce i Politiken – og så blev de gift, borgerligt, August havde meldt sig ud af folkekirken – for at være sikker på ikke at kunne blive viet i kirken.
Nu er det Sommer, der er den overordnede titel på det lange afsnit, hvor der arbejdes, fødes børn og tages eksaminer, og i juni 1907 var Marie færdiguddannet som læge, og hun kunne begynde at arbejde. Syv år senere forsvarede hun som den kun tiende danske kvinde sin doktorafhandling – og i løbet af de samme syv år havde hun født fire børn – hvoraf kun de to overlevede til den dag. For August var den helt store begivenhed tildelingen af Nobelprisen i 1920 i fysiologi/medicin. Han fik prisen for sin forskning i, hvordan ilt transporteres ud i musklerne. Dette arbejde havde i mange år været en helt central del af både hans og Maries forskning, som kun var gennemført i andres laboratorier – ikke hensigtsmæssigt, som August også pointerede overfor de bevilligende myndigheder, da han søgte om midler til egne faciliteter i Ny Vestergade. Et vigtigt element her var, at Marie så også kunne få både sit laboratorium og sin lægepraksis samme sted. Desuden kunne de også have deres hjem der. Marie arbejdede hårdt – hun var nemlig også ansat på Løvens Kemiske Fabrik til at sørge for standardisering af fabrikkens hjertemedicin. Et engagement, der senere skulle få stor betydning. Men Marie havde det ikke helt godt – hun tabte sig, og August var bekymret og sendte hende på rekreation, mens han selv passede hjem og børn – som nu også omfattede et helt lille blebarn, som mange år efter har fortalt forfatteren til denne bog, at det var hendes tidligste barndomsminde: hun lå i sin vugge ved siden af sin fars seng. ’Det er uvist’, skriver Hanne Sindbæk, ’ om Marie på dette tidspunkt selv havde mistanke om, at hendes symptomer skyldtes sukkersyge’. Det var netop kort efter, at meddelelsen om nobelprisen kom -og hermed slutter afsnittet Sommer – og næste afsnit med titlen …..
Høst indledes med festlighederne i Stockholm. Derpå fulgte et væld af anerkendelser og invitationer til foredrag overalt i verden. Og Marie skulle med! Allerede i 1918 havde en ung forsker og læge ved navn H.C. Hagedorn opfundet en metode til at måle blodsukker. Han var blevet kollega og ven til August og Marie – og nu også Maries læge. Ikke andre end Hagedorn, August og Marie selv vidste, at hun havde sygdommen, og INGEN anden måtte vide det. Netop på det tidspunkt dukkede oplysninger frem om en lovende ny metode til at behandle diabetes, som fysiologiprofessor Macleod ved Toronto University havde under udvikling. Marie var meget interesseret og foreslog August at skrive til ham og spørge, om han efter USA-turen kunne komme på besøg i Canada og ja, han blev budt hjerteligt velkommen.
Det viste sig, at der på Torontolaboratoriet var udviklet en metode til fra oksebugspytkirtler at udvinde et ekstrakt, som indeholdt insulin. Det virkede mirakuløst. Men hvordan nu komme videre med produktion, kontrol af renhed og distribution? Det var Toronto Universitet, der havde rettighederne til insulin, og der blev her nedsat en komité, der skulle sørge for det praktiske med så mange steder som muligt at få patenteret stoffet og sikret, at prisen blev så lav som overhovedet muligt. August fik udleveret alt relevant materiale om insulinen og teknikken til at få den ekstraheret – men i Danmark kunne man ikke udtage patent på medicin, men kun varemærkebeskytte navnet ’insulin’. August tænkte så, at hvis Insulinkomitéen udsendte en meddelelse om, at han, nobelprisvinderen, havde fået rettighederne, så ville det blive respekteret.
12 december 1922 kom Marie og August tilbage til København. I bogen er gengivet et beskedent sort-hvidt foto, hvor man ser dem gå i land fra Amerikadamperen, og den lille kuffert i Maries hånd indeholdt alt det materiale om insulin, som canadierne havde overdraget til dem.
Hvad det skulle komme til at betyde, var de helt bevidste om, men de var også klar over, at der var et stykke vej at gå, før insulinen var klar til patienter med diabetes. Men hurtigt gik det nu alligevel – allerede 21 december 1922 (kun ni dage efter hjemkomsten) lykkedes det at fremstille en beskeden mængde dansk insulin – det skete i et samarbejde mellem Hagedorn i hans privatlaboratorium og Augusts Dyrefysiologisk Laboratorium. Den egentlige produktion blev overdraget til Løvens Kemiske Fabrik, som var ejet af August Kongsted. Ham kendte Marie udmærket og stolede på. Kvalitetstest stod August Krogh selv for. Allerede i marts gav Hagedorn insulinen til en ni-årig pige, der efter et langt sygdomsforløb nu lå stille hen og ikke havde anden udsigt end at dø af sin sukkersyge. Insulinen virkede nærmest øjeblikkeligt, og efter kun to dage kunne hun gå omkring –’ hun er næsten ikke til at styre’, skrev Hagedorn i hendes journal. Den eneste måde, hvorpå produktion og kontrol af insulin kunne sikres, skete sådan: Krogh, Hagedorn og Kongsted grundlagde Nordisk Insulinlaboratorium med Hagedorn som leder og Krogh som bestyrelsesformand for Nordisk Insulinfond. Desværre for alle parter var Hagedorn ganske vist en særdeles dygtig leder, men også meget egenrådig – i den grad, at han efter en uenighed fyrede den meget dygtige farmaceut og kemiker ved navn Thorvald Pedersen, som han selv havde ansat et halvt år inden. Resultat: Thorvald Pedersens bror Robert Pedersen, værkstedsleder, hos August Krogh sagde også op. De to brødre gik ud ad døren med en afskedssalut om, at de nu selv ville fremstille insulin – det blev til Novo Terapeutisk Laboratorium, som i mange år lå i konkurrence med deres gamle arbejdsplads, Nordisk Insulinlaboratorium. I 1989 fusionerede de to virksomheder til Novo Nordisk.
Hvornår Marie selv begyndte at få insulin vides ikke, men hun fulgte en diæt, der i hvert fald et stykke hen ad vejen var tilstrækkelig. Det var en udtrykkelig betingelse fra Nordisk Insulinlaboratoriums side, at insulin skulle gå til de mest syge – og en indledt behandling måtte ikke afbrydes på grund af insulinmangel. Marie var langt tilbage i køen, men til gengæld i fuld vigør og arbejdede blandt meget andet stadig for Løvens Kemiske Fabrik. Hun var også husmor med stort ’H’. som medlem af bestyrelsen for Københavns Husmoderforening arbejdede hun for at udbrede kundskaben til børn gode ernæring.
Kapitlet Høst slutter vemodigt – med besættelsen af Danmark og med Marie, der mærker en knude i brystet, som hun ikke tager sig af og smerter, som hun ignorerer. Efter to år fik August hende til en kompetent læge, men da havde canceren bredt sig til knoglerne.
25. marts 1943 døde Marie Krogh. Dermed indledes bogens sidste del Vinter. ’ Han savnede sin Marie så forfærdeligt’, skriver Hanne Sindbæk og fortæller, at han faktisk kom ud af balance, og selv små ting kunne slå ham ud. Der var dog også gode oplevelser, som August værdsatte – f.eks. at kunne genoptage kontakt til forskere fra andre lande efter krigens ophør. Der var også helt nye eksperimentelle projekter – specielt en undersøgelse af græshoppesværmes flyvemønstre. August havde stærke meninger, når det drejede sig om videnskab og forskning. For eksempel mente han, at Videnskabernes Selskab skulle påtage sig langt mere samfundsansvar og rådgivning, når det gjaldt naturvidenskabelig forskning – og så mente han i øvrigt også, at der sad for mange gamle mænd og for få unge arbejdsduelige i selskabet. August valgte i 1949 at træde ud af Videnskabernes Selskab, hvilket han meddelte i et brev, som han endda også havde sendt til adskillige journalister – så det var forsidestof i aviserne dagen efter. August Krogh døde af kræft 13. september 1949.
Bogen er virkelig en bog om de to mennesker: Marie og August om deres kærlighed til hinanden, om deres børn og børnebørn, som de på mirakuløs vis har formået at være gode og opmærksomme forældre/bedsteforældre for, samtidig med deres arbejde som fuldtidsforskere. Bogens undertitel er Dansk videnskabs glemte stjerner, og bogen lever til fulde op til at fortælle deres videnskabs- og forskningshistorie. Insulin spiller bestemt hovedrollen, men der er andre roller til parrets forskning i blandt andet lungefunktionen, samt oxygen og carbondioxid i organismen (og i atmosfæren!) og uorganiske ioners passage gennem cellevægge og standardisering af lægemidler. Det er sørgeligt at læse om stridigheder mellem medarbejdere i forskningsverden – f.eks. om de mange gode kræfter, der blev spildt, da Hagedorn fyrede nøglemedarbejderen Thorvald Pedersen.
Vi får det hele med i denne fantastiske bog, som hylder hovedpersonerne uden at forfalde til heltedyrkelse, medens læseren glæder sig over de bedrifter, som disse to mennesker gennemførte.
Stod Marie i skyggen af August? Sindbæk kommer ind på det nogle gange f.eks. i forbindelse med Augusts nobelpris, hvor Marie i høj grad havde været en del af forskningen i lungernes funktion, men det var altså hendes mand alene, der fik prisen. August kunne godt ind i mellem glemme at nævne Maries del i det fælles arbejde. Det gjaldt meget markant i forbindelse med udviklingen af insulin i Danmark, hvor han overhovedet ikke omtalte hendes rolle, som jo havde været ganske betydelig. Måske han opfattede hendes del i projektet som en selvfølge og fælles i ordets fulde betydning. Efter hendes død blev han til gengæld ulykkelig, hvis nogen negligerede hende og hendes arbejde. ” Han vidste jo selv, hvad hun havde præsteret, og hvad hun havde betydet. Men det havde han måske glemt at fortælle andre? ”, funderer Sindbæk.
Hanne Sindbæk har trukket på en imponerende mængde materiale til at illustrere både ægteparrets professionelle liv og deres private. Hun har fået god hjælp af adskillige af parrets børnebørn, hvor de fleste stadig lever og helt tydeligt har været glade for at fortælle om deres bedsteforældre. Dem takker hun udførligt sidst i bogen inden den lange kildeliste. Det er også fra familien, hun har fået en stor del af bogens mange billeder.
Allerbagerst i bogen, lige inden kolofonen er der en meget nyttig slægtstavle over de to hovedpersoners familier.
Bogen på 440 sider er udkommet på Politikens Forlag 12 december 2022 – på selve hundredårsdagen for insulinmaterialets ankomst til Danmark.
Forfatteren takker varmt Novo Nordisk Fonden og Statens Kunstfond for økonomisk støtte.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
