|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 22-09-2023 Iben Mondrup: Bjørn KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Ja, sådan forlod femtenårige Tabita en nat i 1976 huset i Humlebæk og lagde sin far Berthel og hans overgreb bag sig. Sætningen var den sidste i bogen Tabita, første bind i trilogien, hvor den nye bog er bind 3. Hvad er det dog, der er sket? Vi skal tilbage til 1965. Her kommer et dansk barnløst par, Berthel og Eva, til Upernavik, hvor han skal være handelsbestyrer. Parret har en hushjælp, Abelone, som er alene med en femårig pige, Tabita, og en helt lille dreng, Vitus. Han er Berthels biologiske søn - det aner hans kone intet om. Eva ønsker sig i den grad at få et barn, parret tilbyder at passe de to børn, men efter nærmest ubegribelig kort tid rejser hun og Berthel brat til Danmark med begge børn. En tragedie med disse rødder er gået i gang med at række sine grene langt ud i fremtiden - i første omgang til Berthel og Eva, der sidder alene tilbage i Humlebæk - Vitus har de adopteret bort - og Tabita løb jo hjemmefra, og hun kom ikke igen. Bogen er inddelt i fire lange afsnit, hvor det første er om Eva og Berthel. Vi er i Humlebæk juni 1982, og det er uhyggelig læsning - ægtefællerne sover og spiser under samme tag i den lækre villa, ægteskabet føles hult og tomt. Berthel arbejder i Grønlandsministeriet. Efter en bilulykke, stiller han sig selv spørgsmålet: ” Hvad laver de to, ham og Eva? ”. Pludselig kommer det hele væltende - den eneste mulige konklusion hen over bordet: ” Vi skal skilles”. Huset bliver solgt, Berthel får et glimrende job i Nuuk. Næste afsnit foregår også i juni 1982, men i Upernavik. Her finder Tabita sin mor, Abelone. Gensynet bliver i første omgang lykkeligt, men ret hurtigt også akavet. For Abelone bliver ved med at sige, at Berthel og Eva jo var gode mod børnene - og ’ du har været heldig’ siger hun til Tabita, som bliver rasende og ikke vil blive boende hos sin mor, men hellere hos naboen, Marie. Abelone håber og håber, at Tabita igen vil være hendes og blive sød. Men nej. Så er der de gamle, frygtelige breve fra Berthel fulde af løgn om glade og tilfredse børn. Nu brænder Abelone brevene - hun havde jo troet på dem - kort efter er hun død. Pludselig, juleaften får Tabita så at vide, at hendes bror faktisk lever og bor ikke ret langt væk - Berthel havde ellers dengang fortalt hende, at han var død, så i hendes tanker har han været til stede som et lille spøgelse. Tabita finder nu hurtigt frem til Vittu, og deres møde er rørende, men heller ikke her ender genforeningen godt. Han har siddet helt alene i en hytte helt ude i det allermest øde i op mod to år - endda for nyligt haft besøg af en bjørn, som åd to af hans hunde. Bjørnen kommer læseren til at høre mere om. Pludselig er Vittu væk, og folk i byen leder efter ham på havet. Han sejlede alene ud i en jolle, som nu ligger og pjasker mellem nogle isflager - er han druknet, død? Så er hans spøgelse der pludselig igen - Tabita skubber ham væk -det er jo bare et spøgelse - men nu ved hun, at Vittu er død. Men er han, tænker denne læser - folk der gerne vil forsvinde - lader de ikke netop en jolle ligge og plaske? Tabita rejser til Nuuk - Marie-nabo kender en pige der, Nina, som kan hjælpe hende med et sted at bo og noget arbejde. Hun får da også arbejde - som styrmand på en båd, der sejler turister. Så en af de første dage på jobbet står en kunde ved båden, en turist, som hun synes hun kender. Hun skynder sig op i båden, får fat i geværet, lægger en patron i kammeret og skubber den i. Så står han foran hende med ansigtet åbent i forbløffelse. ”Bliv stående”, siger hun. ”Tag brillerne af”. Mekanisk løfter han brillerne af næsen. Det er ham. Det er første gang hun møder sin far, siden hun som 15-årig rædselsslagen sneg sig ud af den seng, hun havde delt med ham, med rystende hænder fik låst soveværelsesdøren med den nøgle, hun havde skjult for ham og forlod huset stadig i nattøj. Der er meget på spil på båden i det øjeblik. Berthel går i land og tænker over situationen - det samme gør Tabita, inden hun opsøger ham igen med ordene: ” Vi sejler som aftalt”. Den sejltur på mange timer og dage afslutter beretningen om Tabita. Fortællingen er dramatisk og elementært spændende. Kunne det tænkes, at alting faldt på plads og endte i hvert fald bare lidt bedre for Tabita? Måske. Men, tænker hun selv et sted, ” hun er alene…..Hun er et ribbet menneske….Alt hvad hun rører ved, forsvinder. ” Det er også det, hun fortæller til Nina, som mener, at man da altid har nogen. Og netop Nina selv er måske den, som kan være en del af Tabitas fremtid. Forfatteren Iben Mondrup skriver i et efterord, at fortællingen kunne have taget mange andre veje. Men med så meget gift, der lige fra begyndelsen var kommet ind i dramaets hovedpersoners liv i form af løgn, egoisme og simpel dovenskab, er det svært at se megen lykke forude. Tabita har naturligt nok vores sympati, hun har jo gået så utroligt meget igennem. Men man bliver ked af hendes vrede mod Abelone. Hun vender sig væk fra sin mor, fordi hun ikke straks indser, at de to bortadopterede børn ikke var så lykkelige, som Berthel havde fået hende til at tro. Abelone håber og håber, at hendes datter vil komme tilbage til hende og ’være sød’. Det er hjerteskærende. Et usædvanligt greb er, at Vittu hele bogen igennem følger sin søster som et spøgelse. Undtagen den korte tid, hvor hun har fundet ham ude i hans hytte. Da hun så lidt senere frygter han er druknet, får hun vished, fordi hans lille spøgelse igen er dukket op. Undertegnede har undret sig over, at han skiftevis hedder Vitus og Vittu. Først troede jeg, at Vitus var navnet blandt fremmede og Vittu kælenavnet, men det har jeg alligevel ikke kunnet få til at passe. Sproget er flot - man kan se det hele for sig: det skiftende vejr og isen, når den skruer ude på havet. Bjørnen, den arketypiske, legemliggjorte fare, når den angriber en sæl - eller et menneske? Iben Mondrup har god baggrund for at skrive bøgerne om Tabita - hun kender Grønland virkelig godt - har boet der fra hun var tre år til hun var 18. Man kan læse mere om forfatteren på hendes hjemmeside Det er tre år siden 1.bog i trilogien udkom og et år siden 2. bind, så det er virkelig godt tænkt af redaktionen at trykke et solidt handlingsreferat af de to bøger foran i dette 3. bind. Bogen på 341 sider er udkommet på Politikens Forlag. Det smukke omslag har Alette Bertelsen stået for, medens tegningerne på for-og bagsats er af Iben Mondrup selv. Sendt på Radioupdate 22 september 2023 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
