|
 |
|||||
|
KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
I de allerseneste årtier er vi blevet mere fremmede overfor vores dybe afhængighed af planterne og den samlede biodiversitet, skriver forfatterne i et forord, der som overskrift citerer Charles Darwin for ordene: ”Kærlighed til alt levende er Menneskets ædleste egenskab” Lad os straks gå de 3,5 mia år tilbage til dengang bakterierne dominerede: de var encellede og havde ingen cellekerne, men en bestemt gruppe af dem, cyanobakterierne, havde noget andet: Klorofyl a, som kan opsuge solens energi, carbondioxid samt vand og udskille ilt til atmosfæren, altså udføre fotosyntese. Cyanobakterien var den første organisme, der havde netop den egenskab, forklarer forfatterne, som fortsætter med et hop på halvanden milliard år frem til de første encellede organismer med cellekerne - disse organismer udgøres af en lang række alger, og nogle af dem indoptog i sig en cyanobakterie, som ikke blev fordøjet, men optaget som en del af algen selv. Disse alger kaldes grønalger, de kunne nu udføre fotosyntese, og den lange vej til alle nulevende landplanter var dermed banet. Det er netop alt det, der siden er sket i planternes historie, vi møder i bogen, hvor vi bringes frem til nutiden i lange spring. Vi møder i Kultiden (460-299 mio år før nu) kæmpestore nu uddøde slægtninge til padderokker, som kunne nå en højde på 18 meter og gennem en central hulhed i stænglen kunne transportere op mod flere tusind liter ilt i timen. Bregnerne er blandt de allermest artsrige af landplanter. De dukkede op for omkring 380 millioner år siden og har vist sig enormt flexible og tilpasningsdygtige. De har det jo stadig fint i den danske natur, selvom de ikke mere når op på fortidens imponerende 10 meters højde. De enorme padderokker og bregner mistede siden terræn til planter som nåletræer og koglepalmer, som dominerede til langt ind i Kridttiden (145 - 66 mio år før nu). Mange af denne periodes slægter af nåletræer som gran, fyr og cypres er stadig i dag repræsenteret med mange arter, medens Tempeltræet, Gingko biloba er eneste nulevende art i sin slægt. Slutningen på Kridttiden var præget af voldsomme temperaturfald - og voldsom vækst af blomsterplanterne, som nu myldrede frem og først udkonkurrerede bregnerne i lysningerne under nåletræerne - og senere, da høje løvtræer udviklede sig fra de lave planter, var det nåletræerne, der bukkede under. Men nu var dyrene også begyndt at dukke op - de hører dog ikke hjemme i denne bog, bortset fra i samspillet mellem planter og dyr, som forfatterne i et par meget interessante kapitler tager fat i. Blandt de dyr, vi hører om her, er dinosaurerne, som levede i perioden fra 245 mio til 66 mio år før nu, hvor de brat blev udryddet ved meteornedslaget i Mexico. Insekterne til gengæld må nødvendigvis være med i en bog om planter, for de udgør et væld af arter og deres samspil med planter spiller en mildt sagt stor rolle. De er nyttige tjenere for blomsterplanter ved at overføre pollen, men de kan også ødelægge planter ved at spise deres blade eller gnave finere roddele over. Der er forbløffende præcis viden om insekter og deres føde helt op til for 100 mio år siden - såmænd fordi insekter med alle kropsdele samt maveindhold tit er blevet ’fastfrosset’ i ravklumper. Insekternes indhold af protein er typisk højere end planters, og det peger i retning af, at insekternes foretrukne menu netop er pollen, frø og unge blade, altså proteinrige plantedele. Men planter kan netop beskytte sig mod gnavende insekter (og andre dyr) ved at udvikle stoffer, der er giftige for dyr, der spiser dem. Disse stoffer kaldes sekundærstoffer - her er et par eksempler: smagsstoffet i mynte, vanilje, chili, peberkorn, kaffebønner - og der er altså mange flere. Så kan man glæde sig over, at disse gode sager ikke er giftige for mennesker. Vi får også her helt relevant fortællingen om malaria, kinin og gin&tonic. Arterne af både blomsterplanter og af insekter er meget talrige - så talrige, at selveste Darwin for 150 år siden kaldte det et ’ afskyeligt mysterium’ med denne artsrigdom. Den nyeste forskning med inddrag af DNA-data er kommet et skridt på vejen til at belyse dette mysterium, forklarer forfatterne i et fascinerende kapitel. Blandt blomsterplanterne har Ranunkelfamilien fået sit eget kapitel - her optræder i Danmark omkring fyrre arter omfattende både Hvid og Blå Anemone. Men der er mange flere arter. I Sydøstasien er der hele 220 arter ranunkel og i den kinesiske traditionelle folkemedicin er der lang tradition for brug af ranunkler mod forskellige sygdomme, og også i dag forskes der i disse planters muligheder. Evolutionen er tilsyneladende sket i spring - f.eks. skete meget i den sidste del af kridttiden både lige før og efter meteornedslaget i Mexico for omkring 66 mio år siden. Det var bl.a. her, den kæmpestore Ærteblomstfamilien opstod: på verdensplan rummer den 19.500 arter, og selvom vi her i landet kun har 59 arter, så gør adskillige af dem meget fint opmærksom på sig selv i kraft af deres farver - f.eks. Gyvel, Guldregn og Blåregn. ” ”Ærteplanter kan noget helt særligt - de laver deres egen kvælstofgødning”” understreger forfatterne og forklarer, hvordan det præcist går til i en symbiose mellem plantens rodknolde og en bestemt bakterie. Græsser er meget dominerende verden over, og disse dukkede også op i kridttiden, og for 60 mio år siden var der græsser på samtlige kontinenter. De har allesammen et fælles ophav, men er splittet i en række familier og underfamilier. Vores kornsorter Byg, Havre, Rug og Hvede tilhører samme underfamilie, medens Ris tilhører en anden og Majs en tredje underfamilie. Meget naturligt kommer efter græsserne kapitlet om korn, og det er en spændende historie, hvordan den helt dominerende hvedetype, Brød-Hvede, er blevet udviklet fra vilde hvedearter, som havde små og få kerner, der endda hurtigt falder af. Men i 10% af den vilde hvedeart blev akset med kerner faktisk siddende - så det er lykkedes ved løbende forædling at udvikle en sort, hvor akset bliver siddende - og med store, tætsiddende kerner. Der er tilsvarende historier om forædling af Ris og Majs. Men forædling har en skyggeside. Fordi man med forædling mindsker den genetiske variation, og fordi forædlede former, der bruger ressourcer på større kerneudbytte, investerer mindre i plantens egen beskyttelse, så det f.eks. bliver mere påkrævet f.eks. at sprøjte mod ukrudt. Hermed er vi tilbage til de bekymrede og bekymrende tanker i bogens forord, hvor det med rene ord formuleres, at ’ ”vi tankeløst tillader, at vores næromgivelser søles ind i gødningsstoffer og ikke-nedbrydelige giftstoffer”’. Bogen slutter med et kig ud i fremtiden - i lyset af katastrofer i fortiden: Meteornedslaget for 66 mio år siden betød umiddelbart en voldsom reduktion i biodiversitet, men derpå kom der et væld af nye arter med masser af blomster og de mange, mange insekter og andre dyr, der knytter sig til disse planter. ” ”Artsdiversiteten har aldrig nogensinde tidligere været så høj, som den var for omkring 100.000 år siden””, skriver forfatterne, som vender tilbage til forordets advarsler om nutidens tilbagegang i biodiversitet og indskrænkning af naturen drevet af stigende antal mennesker. Der er vi nu. ”Ingen arter lever evigt”, advarer forfatterne. Kaj Sand-Jensen og Jens Christian Schou har i den grad formået at sammenkoble høj faglighed med varmt engagement og på den måde fortælle om planterne og deres historie: de er ikke bare smukke, planterne, de er uundværlige - og vi skal passe godt på dem og på de insekter, blomsterfloret har brug for. Bogen er stopfyldt af spændende stof, men teksten er ind i mellem krævende i de nødvendige tekniske passager. Det er forfatterne godt selv klare over og anbefaler at se grundigt på billederne, som ganske rigtigt kan forklare en del. Der er ganske vist en ordliste, men undertegnede kunne også godt have brugt et stikordsregister. Listen med faglitteratur til hvert kapitel er nyttig, hvis man gerne vil videre. De mange fotos og illustrationer af vidt forskellig art er næsten alle sammen fotograferet/tegnet af Jens Christian Schou, den ene af bogens to forfattere. Den anden forfatter er Kaj Sand-Jensen, professor i ferskvandsøkologi ved KU - han er hovedredaktør på det store fem-bindsværk Naturen i Danmark, hvor han til bindet om De ferske vande er forfatter til 15 ud af de 23 kapitler. Bogen på 280 sider er støttet af Aage V. Jensens Fond og udkommet på Gads Forlag 13. maj 2024 Sendt på Radioupdate 30 maj 2024 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
| RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne. | 
Søg på RadioUpdate- skriv et enkelt ord |
