”Måske er verden bare tragisk”, tænker Marianne. Hun er bange og ulykkelig - med god grund: hendes voksne søn, Nikolaj, er netop blevet (tvangs)indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Hun stod ellers netop med kufferten pakket og høje forventninger til den dejlige rejse til Nordnorge, som hun havde foræret sin kæreste, Morten, i fødselsdagsgave - en rejse, der naturligvis skulle være deres fælles. Men rejser man væk fra muligheden for at besøge sin søn under de omstændigheder? Nej, det vil ingen mor kunne. Bliver kæresten så solidarisk hjemme? Nej, han skal da tage af sted, siger Marianne - og det gør han og sender hende lidt senere en sød mail (inkl. billede) allerede fra Oslobåden.
Marianne havde tidligere haft en frisørsalon, men har nu etableret sig som parterapeut. Vi møder sideløbende med hendes egen historie tre par til deres sessions i hendes terapilokale - fint indrettet komplet med Børge Mogensen borde og PH-lamper. Tilsyneladende er mændene typisk blevet slæbt hen til terapien mod deres vilje: ’ Enten afskyr de mig i stilhed, eller også afskyr de mig bare’, tænker hun. I et indsigtsfuldt øjeblik noterer hun sig, at hendes arbejde (dybest set) går ud på at oversætte, hvad den ene part siger til den anden. Nikolaj er hele tiden til stede i baggrunden - hvad er der helt præcist galt med ham? Han har ganske vist været indlagt på samme måde før, men hans mor må ikke komme på besøg hos ham, får hun at vide fra den ikke særligt opmærksomme og ansigtsløse psykiatriske afdeling.
Ind på scenen kommer nu også datteren Sille med sin lille pige. Sille er alt det, hendes mor ikke er (erkender hendes mor): ’ Ung, glad og fuld af energi’. Og hun går øjeblikkeligt i gang med at styre sin mor og dennes umiddelbare tilværelse - hvorfor hun ikke tænder mere lys, tænder for lidt radio - og til gengæld dropper den elendige frostpizza i mikrobølgeovn (ved hun slet ikke hvad mikrobølger gør ved maden? ). Sille når også at bebrejde sin mor hendes slaphed i forhold til barnebarnets TV-vaner. Endnu er kun dag 1 gået ud af de 18 dage af Mariannes liv, vi får indblik i.
Men hvad er der galt med Nikolaj? Hvorfor må hans mor ikke komme på besøg? Hvorfor må hun så alligevel? Vi kommer langsomt i spiraler tættere og tættere på en forklaring. Får vi den overhovedet? Her er megen gæld til Kafka gennem bogens korte kapitler, som hovedpersonen vrider sig igennem, mens hun hele tiden prøver at forstå, hvad der er galt med hendes søn - og med psykiatrien. Helt central er her portrættet af den afdeling, han er indlagt på med den komplet ansigts-og navnløse behandlingsansvarlige overlæge, der skiftevis er på kursus, til møde eller på ferie. De medarbejdere, der tager telefonen, er for det meste anonyme og sjældent hjælpsomme, selvom en SOSU-assistent afslutter en samtale med det, der også er bogens titel: ’ Jeg hører, hvad du siger’. Marianne havde prøvet at forklare, at den depotmedicin Nikolaj er begyndt på er farlig for ham - fordi han ikke kan kaste den op! Ja, i det psykiatriske system er det patienterne, der skal være stærke, tænker Marianne ved sig selv.
Den første af tre mænd i Mariannes tilværelse, var de to børns far, Gerry - det var gået hurtigt og uden drøftelse: han stod bare udenfor min hoveddør med to plastikposer fra ALDI og en stuebirk. Så kom datteren Sille til verden - derpå tre gode år og så, kort efter at Nikolaj var kommet til verden, flyttede han fra Marianne lige så brat, som han var flyttet ind. Den næste mand var Nils, der igen kom nærmest tilfældigt ind i hendes liv og lejlighed - bare indtil han selv fandt en anden lejlighed. Det gjorde han så, og Marianne savnede ham ikke - forklarer det med, at han var som et afløb midt i lejligheden, som al energi forsvandt ud af. Sjældent er en mere brutal karakteristik skrevet med så få velvalgte ord.
Den tredje og sidste mand i hovedpersonens liv er Morten - kæresten, der fik hendes smukke gave: turen til Norge, som hun så ikke kunne bære at tage med på, når hendes søn var så syg. Holder han hende så konstant opdateret på rejsen? Vil han regelmæssigt høre til nyt om Nikolaj? Det kan man ikke påstå, han gør - men ’ endelig ringer Morten’. Fandme på tide! Tænker nærværende anmelder arrigt (Undskyld mit ordvalg). Så går der igen lang tid uden kontakt - Marianne tjekker ustandselig sin telefon og får omsider den korte besked ” Jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage”. Hun kan så overveje om det er til hende eller til Nordnorge, han mener. ” For helvede”. ” Han kan kramme et rensdyr, kan han”. Guldagers prosa er uforligneligt skarp og ordknap.
Hvordan ender det hele så? Nu skal jeg ikke spoile, men det begynder ligesom at lysne lidt - på psykiatrien begynder den ellers så fraværende behandlingsansvarlige overlæge at dukke op (dog kun på zoom), medens en sygeplejerske pludselig engagerer sig i sin patient (Nikolaj!), hans journal og hans mor - hun træder endda ud af anonymiteten og viser sig at hedde Marie. Morten kommer hjem (selvom det da er lidt underligt, at han kan gå rundt og snakke med naboer m.fl. uden at give besked til sin kone). Så stille og roligt lægger bølgerne sig.
I pressematerialet præsenteres bogen som afsluttende ’trilogien om vrede kvinder’. Men er Marianne virkelig vred? Er det den mest fremtrædende side af hende i situationen? Er hun ikke mest bange og ulykkelig, medens hun prøver at få det hele til at fungere? Det er ikke lette spillekort, hun har fået tildelt af skæbnen. Som læser bliver man oprigtigt interesseret i, hvordan hun klarer at tackle psykiatrien - og vi læsere hepper på hende!
De tre indlejrede fortællinger om de tre par i terapiforløb hos Marianne, er i sig selv tre mininoveller - det fungerer fint.
Blandt tidens mange elefanttykke romaner på voksende antal hundreder af sider er det dejligt med en så stramt tilrettelagt fortælling, som den vi her har - endda med plads til så mange bipersoner med skarpt tegnede profiler.
Bogen på 200 sider er udkommet hos Gyldendal 5. januar 2024
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
