|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 08-03-2019 Guldalderens billedverden er et skatkammer af viden KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Alt det bliver man meget klogere på ved at læse Charlotte Christensens bog, som er et skatkammer af viden om den periode, man nu til dags kalder ’guldalderen’, efter at denne betegnelse for alvor blev ”brandet” i 1963 ved en stor udstilling i Stockholm. Forfatteren viser, ”hvordan guldalderens billedverden fremstod for de danskere, der levede i tiden mellem1810 og 1848”, og hermed afgrænser hun perioden lidt mere snævert og præcist end f.eks. Glyptoteket, som angiver perioden til at ligge fra ca. 1800 til 1860. Begrundelsen for navnlig afslutningen på guldalderen argumenterer hun meget overbevisende for. Man kan ikke påstå, at det 19. århundrede havde en gylden start for danskerne: militært var der slaget på Reden i 1801 og Københavns bombardement i 1807 – og økonomisk led landet under statsbankerotten i 1813, og politisk var tiden præget af den censur og selvcensur, som i denne enevældens sidste tid prægede både tale, skrift og billedsprog. Guldalderens billedverden omfatter så meget, fortæller Christensen, – og rigtigt meget, der er gået tabt: f.eks. de handlendes mange skilte i byrummene. Der var teaterdekorationer, bagtæpper og fortæpper – og måske lidt overraskende: balletten. ”Hvad der kan males, kan også fremstilles i ballet”, sagde August Bournonville. Altertavler blev der malet en del af i perioden, men mange af dem er nu taget ned. Hjertet i bogen er gennemgangen af kunstudstillingerne 1810 -1848. Umiddelbart og ved et overfladisk gennemsyn kan disse sider virke lidt opremsende og tørre, men det er kun, indtil man læser dem ordentligt – ellers snyder man sig selv: Det kongelige Kunstakademis første udstilling var i 1769, så fulgte den næste i 1778 – og endelig den sidste i det århundrede var i 1794 – en mægtig succes, skriver en samtidig journalist,”Man havde, for at tilbageholde Pøbelen, fastsat, at indladelsen skulle betales med nogle skilling”, men det hjalp åbenbart ikke, kan man se, for journalisten er lidt bekymret, fordi ”Udstillingsstedet blev en samlingsplads for Folk af de laveste Stænder, Ammer med børn etc.; hvilket bortfjernede de mere dannede klasser”. Ja, Charlotte Christensen får det hele med, og selve guldalderen er jo ikke en gang begyndt endnu! Men det sker snart med periodens første udstilling på Charlottenborg i 1810 med kun 42 arbejder af danske kunstnere frem til mange hundrede i senere år frem til 1848. I udstillingen i 1810 var 36 ud af de nævnte 42 værker oliemalerier "endnu domineret af den nyklassicistiske smag" en smag, som i høj grad var baseret på den klassiske græske mythologi og på bibelens historier. Men kataloget omfattede også (endda som det allerførste nummer) et billede af en gade i regnvejr – billedet er nu forsvundet, men et motiv af en så dagligdags scene som en gade i regnvejr, et såkaldt genremaleri, er en type, der skulle blive mere og mere populær i de kommende år, skriver forfatteren. Den maler, som man nok ventede sig allermest af i 1810, var C.W.Eckersberg, og han var repræsenteret ved flere billeder, bl.a. fem fra Møn. Et af dem hænger i dag i Kunsthalle i Kiel og er efter Christensens mening det bedste af dem – og det er virkelig fantastisk: en sjælden dobbeltregnbue henover et landskab, der er belyst som det kun kan ses ved kombination af tung, kulsort sky med gennembrydende sol. Det bringer mig til en meget vigtig kvalitet ved bogen: der er naturligvis rigtigt mange reproduktioner, men bestemt ikke af alle omtalte malerier. Til gengæld er de omtalte billeder uden undtagelse forsynet med tilstrækkelige oplysninger til, at de er lette at finde på nettet, hvis de da ikke sørgeligt er forsvundet i tidens løb. Jeg kan anbefale at sidde med en tændt computer, mens man læser, for man kan ikke undgå at få lyst til at se billederne. Et gennemgående tema i bogen er, hvordan udvikling, tendens og smag i tiden løb har bragt nogle malere i glemmebogen og til gengæld halet andre kunstnere frem i lyset. Det gælder både når man sammenligner den tidligste generation af guldalderens kunstnere med de senere i samme epoke og når man sammenholder guldalderens favoritter med nutidens. Et eksempel på det sidste er blomsterbilleder og frugtstykker, hvor specielt en maler ved navn C.D.Fritzsch var meget populær med adskillige malerier optaget i Den Kongelige Malerisamling. Ikke et eneste af hans billeder er i dag udstillet på Statens Museum for Kunst. Den helt anden vej gik det for to andre kunstnere, nemlig Constantin Hansen og Christen Købke – begge fik i 1846 af kunstakademiet forkastet deres ’medlemsstykker’. Constantin Hansen blev ganske vist optaget 18 år senere, men fik til sin store sorg aldrig lov at blive lærer. Christen Købke døde af sygdom halvandet år senere – i hele sin ganske vist korte levetid (maj 1810-februar 1848) fik han kun solgt to værker til Den Kongelige Malerisamling, men Charlotte Christensen fremhæver flere af hans billedersom højere værdsatte i dag end ”samtlige malerier af datidens favoritter” . ”Det glemmes ofte”, skriver hun i samme forbindelse, ”hvor hårdt Kunstakademiet og Kunstforeningen,…., behandlede de mest begavede af tidens kunstnere.” Der er også malere, der egentlig var populære nok i deres samtid, men så gik i glemmebogen for at dukke op igen i nutiden – måske dog kun med ganske få billeder. Charlotte Christensen har selv i 1982 tilrettelagt en udstilling af ”De ukendte guldaldermalere” i Kunstforeningen. En af disse var Emil Bærentzen, som skal have udført omkring 2000 portrætter. Udstillingens katalog bragte på forsiden en familiegruppe af Bærentzen (fra Charlottenborgkataloget i 1827). Billedet indgår også i nærværende bog med en ledsagetekst, der fremhæver et kubistisk forløb af lyse husfacader set gennem vinduet. Billedet er efterfølgende erhvervet af Statens Museum for Kunst. Det er sørgeligt så mange af periodens kunstnere, der levede alt for kort. Charlotte Christensen fremhæver Wilhelm Bendz (1804-32) som ”….den eneste, der viste ud over sin tids og sit lands billedkunst”. Litteratur hører bestemt med til billedet af Guldalderen, og det fremgår tydeligt af H.C.Andersens bådedagbøger, breve – og eventyr - , at han fulgte med i, hvad der foregik på kunstscenen. Charlotte Christensen er godt hjemme i hans værker og bruger dem flittigt. Moden i kunsten skifter – men det gør motiverne også, og de er interessante at følge: Medens tidlige guldaldermalere i vid udstrækning hentede deres motiver fra antikken, så ændrede situationen sig i 1840’erne, ”hvor patriotismen fejede hen over landet”, som Charlotte Christensen formulerer det. Det var en snak, som Wilhelm Marstrand slet ikke brød sig om, skriver hun og tilføjer, at det derfor er paradoksalt, at netop han udførte historiske malerier, der også i dag gengives i danmarkshistoriske billedværker. Charlottenborgudstillingen 1843 var skelsættende i ordets helt præcise betydning: her introducerede katalogets allersidste nummer nemlig fotografiets forløber: Daguerreotypiet! Resten er historie, for selvom de malende kunstnere ikke øjeblikkeligt forstod, hvad der havde ramt dem, så var der mange motiver og genrer, der stod overfor at blive forandret for altid. Men netop i dette Guldalderens sidste årti skete der meget andet: Enevælden sang på sidste vers og blev sammen med censuren afviklet i 1848. Dette år døde ikke bare Købke, men også Rørbye og Lundbye – og Kong Christian VIII. Ingen anden dansk konge har været så interesseret i kunst både som kronprins (kaldet Christian Frederik) og som konge fra 1839. Han støttede kunsten både ved køb af billeder og desuden ved at yde økonomisk støtte til kunstneres udlandsrejser. På hans vagt erhvervede Den Kongelige Malerisamling ca. 500 stykker samtidskunst – værker, som nu er en del af Statens Museum for Kunst. Det er et fremragende værk, som ud over det, jeg her har omtalt, også rummer kapitler om bl.a. Kunsten i det offentlige rum og Grafikken og populariseringen af billedkunsten 1810 – 1830. Det er dejligt, at forfatteren midt i al fagligheden også har givet plads til personlige synspunkter og vurderinger. Så kan man selv tænke videre. Hvis nogen synes, at de i forvejen har hylderne pænt besat med Guldalderens malerkunst, så vil jeg netop anbefale denne bog, fordi den skaber så meget baggrund og dybere indsigt i perioden og dens kunstnere. På grund af fondsstøtte er den endda rimeligt prissat fra forlaget. Bogen er i særklasse veldokumenteret – der er oversigter, appendices, registre og i hundredvis af noter, som i mange tilfælde er hele små artikler i egen ret – det samme gælder faktisk forfatterens omfattende ”Tak” bagerst i bogen. Fra forlagets side har redaktøren været Joakim Werner, og Nethe Ellinge Nielsen, Trefold, har stået for det smukke omslag og den klare og elegante grafiske tilrettelægning. På grund af det lækre blanke papir, der gengiver billederne så flot, er bogen ret tung. Men jeg er glad for at fremhæve, at den ligger fint åben på opslag. Gyldendal har udgivet bogen. Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
