Sådan lyder bogens undertitel - men hvad har de to ting med hinanden at gøre? Svaret er i al sin korthed: Alt! Anæstesi, bedøvelse, er en forudsætning for stort alle de operationer, vi i dag kender - både de store og komplicerede og mindre indgreb. Kun ganske få af dem ville kunne gennemføres med en lysvågen patient. Hvis det alligevel tidligere var nødvendigt f.eks. at amputere et ben, måtte man drikke patienten fuld og/eller få et par stærke mænd til at holde ham fast. Så kom muligheden for egentlig bedøvelse, hvor patienten var helt sovende gennem operationen. Men hvad så bagefter? Hvad hvis patienten efter nogle timer pludselig ikke mere trækker vejret? Eller pludselig begynder at bløde voldsomt? Eller går i krampe? Netop de helt store operationer - som f.eks. udskiftning af en hjerteklap - er en voldsom belastning for hele organismen, og her kommer så hospitalernes intensivafdelinger ind i billedet: verdens første af slagsen kan fejre en flot 70-årsfødselsdag d 1. april 2024. Det kommer jeg tilbage til.
Det er underligt at tænke på, at anæstesi som selvstændigt speciale herhjemme ikke engang er 100 år gammelt. Det illustreres af en lille historie fra bogen, hvor man læser, at det var en ung studerende, der af den opererende kirurg fik et enkelt minuts instruktion i, hvordan han skulle betjene en ætermaske foran en noget urolig ældre kvindes næse og mund - det var engang i begyndelsen af 1930-erne. Det var først cirka 20 år derefter, at anæstesiologi i Danmark blev et selvstændigt speciale i 1952.
Inden da havde man nu i mange år kendt til to forskellige bedøvelsesmidler: æter og siden også kloroform - men hvad var nu bedst? Æter er en letfordampelig og letantændelig væske. Bogen giver en række eksempler på brand eller eksplosion ved brug af æter. Kloroform er også en letfordampelig væske, men den er ikke letantændelig og er desuden lettere at administrere end æter. Skulle man så vælge kloroform? Den diskussion blev afsluttet af en artikel i 1888 i British Medical Journal, som med klar statistik dokumenterede, at æter havde langt færre patientdødsfald på samvittigheden end kloroform. Så må man på grund af brandfaren lade være med at bruge f.eks. en elektrisk kniv ved en æterbedøvelse. Hvad nu med lattergas? Her er der tale om, ja, en gas. Det går fint med brug af denne gas hos f.eks. tandlæger ved mindre indgreb, hvor patienten ikke kommer i dyb bevidstløshed - men her drejer det sig vel at mærke om medicinsk lattergas, som er 50% lattergas og 50% ilt. De små metalcylindre med lattergas beregnet til at puste fløde til flødeskum indeholder ingen ilt - så det er forbundet med meget stor risiko for hjerneskader eller død af kvælning, hvis man for sjovs skyld forsøger sig med at inhalere disse udgaver af lattergassen.
Kirurgerne havde generelt i mange årtier en opfattelse omkring anæstesi, som kan koges ned til: ”hvor svært kan det være?”. Derfor var der vel heller ikke grund til en egentlig specialisering i faget. Men så alligevel skete der noget nyt i slutningen af 1930’erne, noget som i store spring førte frem til anæstesien i moderne tid.
Det spring stod i England John Snow for - en læge, som anses for verdens første speciallæge i anæstesi, som blandt andet bedøvede dronning Victoria i forbindelse med fødslen af to af hendes børn. Herhjemme var to personer at takke for at bringe anæstesi ind som et fag i egen ret, fortæller bogens forfattere i et par voldsomt spændende afsnit: I 1939 ville en kirurg med speciale indenfor hjerte/lunge området (thoraxkirurgien) nemlig fjerne en hel lunge fra en patient med cancer. Kirurgen hed Erik Husfeldt, som var højt anerkendt indenfor sit faglige område og for at foretage svære - og risikofyldte operationer. Men at bortoperere en lunge! Husfeldt var klar over, at kravene til anæstesi her ville være voldsomme og satte sig i forbindelse med en helt ung mand, som var handelsuddannet og arbejdede i sin egen families firma, Simonsen og Weel, som fremstillede medicinsk udstyr. Den unge mand hed Ole Lippmann, og han havde allerede på adskillige besøg i USA lært både i teori og praksis at håndtere avanceret udstyr til anæstesi specielt egnet til den type operation, det her drejede sig om. ” Husfeldt førte kniven, mens Lippmann passede narkoseapparatet”, skriver forfatterne.
Så kom 2. verdenskrig - og Husfeldt og Lippmann kom (i fortsat samarbejde) til at spille væsentlige roller i modstandskampen. Erik Husfeldt blev i 1945 på Danmarks vegne medunderskriver af FN-pagten. Og helt kort spillede det en væsentlig rolle, da WHO valgte netop at oprette et kursus i anæstesiologi i Danmark som det første land i verden - detaljerne her er lidt kringlede, men i hvert fald anerkendte Sundhedsstyrelsen derpå anæstesiologiområdet som speciale i 1950. Året efter fik seks læger autorisation og var dermed speciallæger i anæstesi. En fascinerende del af bogen, hvor forfatterne har fundet frem til og citerer en lang række samtidige kilder.
I sensommer og efterår 1952 ramte den forfærdelige polioepidemi Danmark: børn kunne i løbet af ingen tid gå fra at være sunde og raske til at ligge med lammelser i arme og ben - eller i brystmuskulaturen. Dette sidste betød, at de ikke kunne trække vejret og ikke sluge eget spyt. Virusinfektion var årsagen, mente Københavns Epidemihospitals chef, men endnu engang er der en enkelt person, der trods skepsis fra ledelsen udførte et mirakel. Det var Bjørn Ibsen, som dels havde erfaring som kirurg, dels i USA havde fået indblik i det nyeste indenfor anæstesi og intensiv behandling. Beretningen om, hvordan han med indtil da i Danmark utraditionelle metoder redder en lille pige, er absorberende læsning. Samtidig blev vejen dermed banet for denne utraditionelle, såkaldte ’Ibsens metode’: Dødeligheden for polioramte faldt fra 80% til 20%. Denne mulighed for intensiv behandling af patienterne førte 1. april 1954 frem til, at landets første intensiv afdeling åbnede.
Forfatterne trækker i de følgende kapitler linjerne fra Bjørn Ibsens metode med kombination af anæstesi og intensiv behandling helt frem til COVID-19, mens der krydres med beskrivelser af akutlægebiler, ambulancehelikoptere og færdselsbetjente på hurtige motorcykler.
Kirurgerne får i løbet af bogen mange hug for at være arrogante, bedrevidende og bagstræberiske. Men det gjaldt jo ikke alle - f.eks. er en af bogens helte kirurgen Erik Husfeldt, og i hvert fald kan den ene faggruppe nu ikke undvære den anden - kirurgerne kom bare først.
Til sidst et godt spørgsmål: hvordan virker så bedøvelse? Hvorfor falder vi i søvn ved at indånde/få indsprøjtet specielle stoffer? Svaret er, skriver forfatterne, at det ved ingen -- i hvert fald ikke helt præcist. Kan det virkelig være rigtigt? Det må i så fald være vigtigt at finde ud af i forbindelse med det videre arbejde med nye anæstesimidler.
Bogen er proppet med viden samtidig med, at den er i den grad velskreven og mere spændende end de fleste spændingsromaner. Der er cases, som inddrager ikke bare læger og andet hospitalspersonale, men også lader os se centrale forløb fra patienters og pårørendes side. Bogen behandler anæstesiens og den intensive terapis historie i udlandet, men mest udtømmende i Danmark. Her har mange har høstet erfaringer i udlandet og derpå på afgørende vis videreudviklet dem herhjemme - f.eks. for Ole Lippmann som ung i USA.
Forfatterne er de to journalister Henriette Bendix og Preben Lund, som har arbejdet sammen før - og denne gang også med lægen Joachim Hoffmann- Petersen, han er overlæge på intensiv- og anæstesiafdelingen på OUH i Svendborg og desuden tidligere formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin.
Sidst i bogen er en række biografier af vigtige personer i udviklingen af dansk anæstesi, der er en ordliste og litteraturliste.
Bogen, 192 sider, er i solid indbinding og ligger fint åben på opslag.
Udgivet af Frydenlund med støtte fra Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
