3. september 1700 forlod de sidste svenske soldater dansk jord Foto af forside fra forlaget
Denne dato var lige i starten af den 21 år lange krig, som vi kalder Den Store Nordiske Krig, selvom mange andre lande deltog. Netop 3 sep 1700 var en historisk dag, skriver Dan H. Andersen, for siden denne dato har ingen svensk hær sat fjendtlig fod ’på de danske øer’ og Danmark var derpå ude af krigshandlingerne i 9 år, hvor der knapt nok var den nation i Europa, der ikke blev berørt af krigen. I år 1700 omfattede det svenske imperium store dele af det nuværende Tyskland og Baltikum, men Sverige led op til århundredeskiftet under en række år med katastrofalt dårlige høstudbytter, hvor det anslås, at omkring en kvart million mennesker i det svenske imperium døde af sult. I 1697 døde kong Karl 11, og Stockholms Slot brændte ned, mens hans kiste stadig stod der og i al hast måtte bæres ud. For mange, der stod og så slottets høje tårn styrte til jorden i en regn af gnister, var dette et ’jærtegn om frygtelige tider i vente’. Hvorfor kom så krigen? Andersen deler svaret op i to kapitler med overskrifterne Truslen fra vest og Truslen fra øst. Når den svenske konge, der nu hed Karl 12, kiggede mod vest, faldt opmærksomheden straks på Gottorp, hvis hertug han havde en alliance med – og alle udenrigspolitiske beslutninger blev afvejet i lyset af den alliance, skriver Andersen og tilføjer, at hertugens besiddelser i Slesvig og Holsten lå sammenfiltret med den danske konges. ” Gottorp var kanonen rettet mod Jylland….hvilket gjorde undertvingelsen af Gottorp til hovedpunktet i dansk sikkerhedspolitik. ” Når den svenske konge til gengæld så mod øst og mod imperiets næststørste by, Riga, var det ikke svært at regne ud, at den russiske zar kunne have planer om at tilbageerobre sine tidligere russiske besiddelser i Baltikum – og derved få adgang til Østersøen. Der blev dog indgået en traktat om evig fred mellem Sverige og Rusland – dog med det lille problem, at zar Peter 1 havde nægtet at kysse korset over traktaten…... Tilbage igen til Gottorp: her var hertugen blevet gift med den svenske Karl 12’s søster, og da han bad om svensk forstærkning mod Danmark, så fik han den. Det bekymrede til gengæld danskerne, der begyndte at overveje en alliance med Rusland – der forhandledes og i foråret 1699 var en dansk-russisk angrebsalliance rettet mod Sverige næsten færdigforhandlet. I efteråret samme år fulgte ”absurde scener i den russiske hovedstad”, skriver Andersen, ”hvor svenskerne forhandlede med Peter om fornyelse af traktaterne om evig fred, mens danskere og sachsere …..forhandlede med ham om afslutningen af et angrebsforbund mod Sverige” . Underskrifterne om angrebsforbundet blev sat af Peter 1, Frederik 4 og August d Stærke (af Polen-Sachsen), og den dag begyndte krigen, pointerer Andersen. Danmark var længst fremme med forberedelserne og en række danske regimenter fik marchordre mod hertugdømmerne. Kun et lille år efter var det så slut (foreløbigt) med krigen for dansk vedkommende. Hvad med Skåne? Her var det en vigtig faktor, at de europæiske stormagter bestemt IKKE ønskede samme hersker på begge sider af Øresund. Specielt Holland og Storbritannien gjorde dette ganske klart.
I de første mange år af krigen havde den svenske hær succeser mod Sachsen-Polen – og i begyndelsen også mod Rusland og Zar Peter 1. Derfor kom det overraskende og chokerende for svenske Karl 12, at hans hær led et stort nederlag overfor den russiske hær i det berømte slag ved Poltava (i det nuværende Ukraine) i juli 1709.Det blev vendepunktet i krigen. Karl 12 flygtede til Osmannerriget, og i Danmark var Frederik 4 nu efter Poltava i fuld gang med at forberede invasion i Skåne – en formel krigserklæring blev afsendt til svenskerne 28. oktober 1709 – ’Nu eller aldrig’ (godt nok på latin: ’nunc aut nunquam’), stod der malet på de danske vogne på vej gennem Skåne.
Men det gik alt andet end godt for danskerne i Skåne - allerede året efter led de nederlag i Helsingborg og måtte returnere til Sjælland tidligt i 1710. Karl 12 kom imidlertid tilbage fra Osmannerriget i 1714 og ville i 1718 med et voldsomt angreb mod Norge definitivt afslutte krigen med Danmark-Norge. Der skete så det d. 11. december, at Karl, der aldrig havde været bange for at være tilstede i kampens hede, blev dræbt af et skud under belejringen af en fæstning i det syd-østligste Norge (Frederiksten) – og svenskerne trak sig straks fra belejringen. Nu gjaldt det om at være den første, der kunne overbringe disse gode nyheder til den danske kong Frederik 4 – den, der vandt kapløbet, var ingen ringere end Peter Wessel Tordenskjold – som lynhurtigt blev belønnet med udnævnelse til kontreadmiral.
Hvad kom der så ud af de 21 års krig? Hvordan sluttede den? I juli 1720 blev en fredstraktat mellem Danmark og Sverige underskrevet – men først mere end et år senere var aftalerne mellem Sverige og de øvrige krigsførende (og det var mange!) på plads. Dan Andersen gør regnebrættet op: Rusland er den store vinder – og Sverige den store taber. Netop dette anskueliggøres ved at sammenligne kortene over det svenske imperium på forsatsbladet forrest i bøgerne i henholdsvis 1700 og 1721. Danmark fik Slesvig inkl. Gottorp (vel at mærke med stormagtsgaranti, men hvor langt gjaldt den?), Sveriges toldfrihed i Øresund blev ophævet – og endelig en økonomisk kompensation til Danmark for at rømme en række svenskbesatte områder (Wismar og Forpommern samt Marstrand (lidt sydvest for Göteborg)). Tabene af menneskeliv skal tælles i millioner, fastslår forfatteren, selvom der ikke er sikre befolkningstal i perioden. Endnu flere millioner havde lidt tab og afsavn – og kort sagt alle var blevet meget, meget fattigere.Alliancer om angreb/ikke-angreb blev indgået og brudt igen i løbet af de mere end 20 år. Englands rolle er et kapitel for sig, og i et fascinerende afsnitmed overskriften Gæld og bobler beskrives, hvordan en børskrise i slutningen af 1720 tvang den britiske konge til at opgive at støtte Sverige militært mod Rusland og i stedet råde den svenske konge til at indlede fredsforhandlinger. Beskrivelsen af den børskrise ligner noget, vi kender fra vort eget århundrede – komplet med spekulative instrumenter og aktier, der stiger og stiger – for så at falde som sten.
Økonomien er i det hele taget en af de mange interessante vinkler, som Andersen vælger at følge. En anden vinkel er, hvordan han trækker lange linjer fra Rusland og Peter den Stores handlinger frem til nutiden. For eksempel: Hvad skete der egentlig ved Poltava? Sådan indledes det meget detaljerede kapitel om slaget, som den russiske hær til alles (specielt svenskernes) forbløffelse vandt – tilsyneladende ved at overraske den ellers så sejrrige svenske hær, som knapt var klar til kamp. Det skete i en uventet taktik, hvor ’utallige bataljoner’ marcherede frem med ’vejende faner og trommehvirvler’. Karl 12 blev såret, men slap væk sammen med resterne af sin hær, mens zar Peter og hans soldater var optaget af at fejre sejren. Zaren beordrede en kirke bygget til minde om den sejr. 200 år efter, i 1909, var zar Nikolaj 2. interesseret i at fejre mindet om denne sejr – og lod opføre en underjordisk kirke og en gravhøj for de faldne russere. ”Et regime og et system i forfald vil have tendens til at bygge mindesmærker for fortidige bedrifter”, kommenterer Andersen tørt. Kun få år efter, i 1917, blev kirke og gravhøj plyndret under revolution og borgerkrig. Det kommunistiske styre genfortolkede derpå slaget som et skridt på vejen mod det kommunistiske Rusland. Så gik årene, Sovjetunionen gik i opløsning – og Poltava ligger nu i Ukraine, og slaget er endnu en gang blevet genfortolket.
Dan Andersen har skrevet historien som en ’fortælling, et epos, om man vil’, skriver han selv i indledningen til værket. Det er nok den eneste måde at formidle dette stof på, sådan at ikke-fagfolk kan få forståelse og overblik over en krig, hvis resultater har været ganske betydelige for Europas geografi og nationalstaters grænser.
Under Store Nordiske Krig var alt nemlig så komplekst og filtret ind i hinanden (det gjaldt både militært og diplomatiske forhandlinger), at en tilfældighedeller en enkelt forkert beslutning kunne komme til at spille en afgørende rolle. Hvordan ville det f.eks. være gået, hvis russerne efter slaget ved Poltava havde valgt at forfølge og tilfangetage Karl 12 i stedet for at fejre sejren (som de gjorde)? Men vi får også typisk forfatterens analyse og vurdering af begivenhederne – efter de er blevet fortalt: som f.eks. felttoget ind i Skåne i 1709, der oftest af eftertiden er kaldt en fiasko. Men var det nu også det, overvejer Andersen i et interessant afsnit.
Det er nyttigt med forfatterens regibemærkninger – hvor han f.eks.i slutningen af et kapitel, skriver ’I de næste kapitler flyttes perspektivet til Danmark….’ Eller når han gør opmærksom på, at selvom vi kender en persons handlinger, så betyder det ikke, at vi ved, hvad han tænker. Undertegnede overvejer, om forfatteren måske gerne vil gøre opmærksom på, at selvom teksten er spændende, så er det altså ikke en roman, han skriver.
Men gode historier er der nu mange af – en del er måske anekdotiske – eller måske ikke - som nu denne: under den danske belejring af Landskrona i 1709-10 ville en højtstående svensk officer sende en hilsen til sin gravide hustru, Eva, som opholdt sig bag belejringslinjerne. Det gjorde han ved at lade en dansk krigsfange overbringe brevet til lederen af den danske belejring med en høflig forespørgsel, om han ville sørge for det nåede frem. Det tog nogle uger, men så kom brevet da frem til den gravide Eva – uåbnet, naturligvis.
Så er der de velkendte Tordenskjolds soldater – historien er som følger: i 1718 belejrede Tordenskjold og hans soldater Marstrands fæstning på en lille øsyd for Göteborg. Efter at Tordenskjold havde bearbejdet den svenske kommandant med en blanding af trusler og løfter om belønning, foreslog kommandanten våbenhvile til næste dag. Så var det, at Tordenskjold lod en del af sine omkring 500 soldater marchere frem og tilbage foran fæstningen. Det underlige er, skriver Andersen, at svenskeren udmærket vidste, hvor mange (eller rettere: hvor få) soldater Tordenskjold rådede over. Men hvad grunden så end kan være, kapitulerede kommandanten og fik lov at marchere ud med kone, børn, proviant og musikledsagelse – og (som en ekstra service) – transport ind til fastlandet. Historien er faktisk en del længere og mere detaljeret – man mærker, at Dan H. Andersen tidligere har skrevet en hel bog om Tordenskjold.
Bogen om Store Nordiske Krig er et imponerende værk – fuldt af viden om alle de detaljer, der gør personerne levende og begivenhederne konkrete.Det har været en gigantisk opgave, som forfatteren har stillet sig selv. Det er lykkedes for ham at videregive sit engagement og sin interesse bl.a. i kraft af et sprog, der både er personligt og varieret. De 21 års krig er tilsammen et komplekst væv af Europas historie. Krigshandlingerne med alle deres mange, mange ofre udgør en stor del af bogen. Men alliancer, handelshindringer og-embargoer samt spekulationer i værdipapirer minder mange gange om noget, vi kender – og, som forfatteren i forbindelse med sidstnævnte ironisk skriver, ”så siger det sig selv, at enhver sammenligning med vores dage er utilsigtet”.
Læg mærke til forsatsbladet forrest i bøgerne. Bind I Det Svenske Imperium 1700 og bind II Det Svenske Imperium 1721. Sammenholdt fortæller disse to kort krigens resultat. Tankevækkende.
Der er et væld af illustrationer og kort i de to bind – kortene er desuden lagt i en pdf-fil på forlagets hjemmeside. Der er naturligvis litteraturlister og kilder samt noter hele vejen igennem. Det er dejligt, at der i vores udgiververden er plads til en bog af denne slags.
Bogen på imponerende 1112 sider fordelt på to bind er udgivet af Politikens Forlag med støtte fra en lang række fonde.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
