Vi blev straks fra Skibet opvagoneret i meget beskidte Kreaturvogne….....…...Fru Salomonsen blev firet op fra Lasten ved Hjælp af Staalwirer, og de andre syge blev hjulpet godt op i Vognene, medens Tyskerne morede sig derover.
Foto fra forlaget Sådan husker Elias Levin, marskandiser og synagogeforstander begivenhederne, da skibet fra København med danske jøder 3. oktober 1943 ankom til tysk havn. To døgn tidligere var Eva Salomonsen 88 år gammel, syg og uden at forstå, hvad der skete, af tyskerne blevet båret ud fra sit hjem på sin madras og transporteret hen til de andre tilfangetagne jøder i synagogen, hvor Levin også var bragt hen og genkendte hende. Eva døde få dage efter i Theresienstadt. Hun er mindet ved en snublesten ud for sin bopæl i København. Eva er bogens centrum.
De to forfattere forklarer selv, at det er en bog om Eva Salomonsens ”liv og tid”. Hvis man studerer det nyttige slægtstræ, der er sat ind lige før kapitel 1, så fremgår det, at den beretning, der fortælles begynder med Evas farfar og farmor og slutter med hendes to sønnedøtre. Eva selv blev født i 1855 i Bogense, hvor hendes far, David Wagner, var manufakturhandler. Hendes mor, Amalie, var født i Tyskland. Hvis vi går en generation tilbage, møder vi i bogen Evas farfar, Isaac Israel, som var indvandret fra Holland til Odense, hvor han fik næringsbrev og etablerede en delikatesseforretning. Men da den såkaldte Jødefejde, der var begyndt i Tyskland i 1813, nåede til Danmark i 1819 gik det hårdt ud over Isaac Israels hus og forretning, der blev plyndret og nær brændt ned. Isaacs søn David flyttede derpå til Bogense – og fik ændret sit efternavn til Wagner. I 1867 var Eva 12 år og familien flyttede til København, hvor der på det tidspunkt var en hektisk byggeaktivitet. Der var gang i en voldsom bevægelse fra land mod by (også dengang!).
David Wagner døde af infektionssygdommen rosen i 1875 i en alder af 59 år, så han nåede ikke at opleve, at hans datter Eva efter kun få måneders forlovelse blev gift med den meget velhavende Frederik Salomonsen i januar 1878 – og i november samme år fik de deres (første og eneste) søn, David. Et skår i glæden kom, da den lille David blev ramt af noget, der kunne være influenza, men viste sig at angribe hans førlighed i det ene ben. Det var et meget tidligt udbrud af ”børnelammelse”/polio, som slet ikke var kendt ellers i Danmark på den tid. Alt tyder på, at drengen ved flittig genoptræning og specielle støvler ikke blev alt for voldsomt hindret i sin udfoldelse. Evas og Frederiks ægteskab var lykkeligt – han skrev rørende breve og digte til hende, som citeres i bogen – det er de næsten for private til, men smukt er det. Sørgeligt nok døde Frederik Salomonsen kun knapt 47 år gammel i 1885 af bughindebetændelse – Eva var ikke fyldt 30 endnu og enke efter kun syv års ægteskab. ”Verden må være styrtet i grus for hende” , skriver forfatterne. Hun blev aldrig gift igen, men havde rigeligt midler til at forsørge sig selv og sin lille søn, David.
I slutningen af det nittende århundrede kom en ny bølge af antisemitisme, som denne gang lænede sig op ad pseudovidenskabelige forestillinger om racer. Der er i det kapitel fine beskrivelser af de forskellige veje medlemmer af det jødiske borgerskab valgte i den forbindelse – for eksempel ved at støtte nationale og kulturelle formål. Gaven af hele Heinrich og Pauline Hirschsprungs samling af attenhundredetals dansk kunst til den danske stat i 1902 for eksempel er af varig værdi.
På den private front må det have smertet Eva, at hendes søn David i den grad gjorde oprør både mod hende og hendes opdragelse af ham og mod alt jødisk. Der citeres fra hans dagbog rene giftigheder. Lykkeligvis var denne holdning og optræden fra Davids side overstået, efter at han i 1904 havde bestået juridisk embedseksamen med topkarakter – og var blevet rigtigt voksen. David blev gift i 1918 – og skilt igen i 1925, hvor parret var enige om, at den yngste af døtrene, Tove, skulle bo hos sin mor – og den ældste, Annelise hos sin far. Det er den Annelise, som spiller en meget stor rolle i bogen, fordi hun både har fortalt og skrevet så meget om sin farmor, Eva Salomonsen, som hun havde et nært forhold til.
Med Hitler ved magten i Tyskland blev antisemitismen systematiseret og gennemsyrede samfundet. Til gengæld forsvandt den i Danmark som dug for solen, da landet blev besat – undtagen selvfølgelig blandt de overbeviste danske nazister. Efter den danske regering var gået af 29. august 1943, skrev det tyske udenrigsministerium 17. september til Werner Best, at deportering af de danske jøder nu var besluttet, og samme dato beslaglagde Gestapo materiale fra Det Mosaiske Trossamfunds kontor – materiale, som kunne bruges til at finde frem til danske jøder. Best meddelte sit udenrigsministerium, at han agtede at slå til 1. og 2. oktober. Det hører med til billedet af situationen, at det tyske gesandtskabs søfartsattaché faktisk advarede danske kontakter om, hvad der var på vej. Advarsler, der blev videregivet til menigheden i synagogen 29. september. Advarslerne blev naturligvis lynhurtigt spredt, så mange kom jo væk i tide.
Sent på aftenen 1. oktober ankom tyskerne til Bredgade 51, hvor Eva nu 88 år gammel, syg, træt og uklar boede alene – bortset fra først en stuepige, siden en hjemmesygeplejerske. I hvert fald blev der lukket op, da tyskerne bankede på – og de slæbte hende i bevidstløs tilstand på hendes egen madras hen til synagogen, hvor de opsamlede fangerne. Tyskerne var meget interesserede i deres fangers medbragte penge eller værdier – de skulle jo kunne betale for sig, når de nåede frem. Eva Salomonsens forladte værdier, bohave og lejlighed har fået sit eget kapitel – hendes smykker er en gåde for sig. Sammen med de andre fanger blev Eva bragt ombord på skibet Wartheland, som nåede frem til Swinemünde om morgenen 3. oktober. Derpå med toget til Theresienstadt, hvor de ankom om aftenen 5. oktober. Eva døde 14.oktober og blev kremeret to dage efter. Hendes aske lå efter al sandsynlighed i en af de ca 22.000 urner, som en gruppe unge mænd fra lejren senere blev sat til at hælde i floden Eger. Disse unge mænd blev derpå skudt.
Da Evas sønnedatter Annelise fik beskeden om den kommende aktion 30 september, prøvede hun at bringe advarslen til sin far, David, men fik kun med besvær overbevist ham om situationens alvor og fik ham til at overnatte hos hende selv og hendes ikke-jødiske mand, Mogens. 1. oktober tilbragte familien med at finde ud af, hvordan de kunne komme ud af landet, når det kun var Mogens, der havde et gyldigt pas. Annelise fik også først kontakt til sin søster, Tove, dagen efter, altså 2. oktober. Det endte (efter mange vanskeligheder) med at Annelise, Tove og deres far David kom ud af landet på et fragtskib, der afsejlede til Sverige 5. oktober.
Imens havde Werner Best allerede 2. oktober meddelt det tyske udenrigsministerium, at ”Danmark nu var renset for jøder”. På anholdelseskommandoernes lister stod opført ca 5000 jøder. Da de tyske myndigheder gjorde regnskabet op, viste det sig, at 232 personer var indbragt til opsamlingsstederne. Tankevækkende.
Annelise døde i 2017, men havde inden da både fortalt og skrevet om sin farmors skæbne og sin egen nære families flugt til Sverige – ikke uden at være mærket af dårlig samvittighed over ikke at have fået farmoderen med – det ville have været totalt umuligt, sådan som sejladsen kom til at foregå.
28 juli 2020 blev snublestenen til Eva lagt ned i Bredgade lige udenfor nr 51. Evas oldebørn, tip og tiptipoldebørn var der samt blandt en del andre også Jane Andreassen, der som barn boede lige overfor Eva Salomonsen i hendes sidste år. Jane er en af de ikke så mange nulevende mennesker, der personligt har kendt Eva, og hun har bidraget til bogen med erindringer. Andre, der har kunnet fortælle om Evas allersidste tid på vej til og i Tyskland, lever ikke mere, men har skrevet deres erindringer eller fortalt deres egen og Evas historie.
Bogens to forfattere har gjort et formidabelt og i særklasse omhyggeligt arbejde for at få alle de detaljer med, der gør bogen til fantastisk læsning. Alle detaljer er nøje dokumenterede med mange siders kilder i form af bøger, artikler, arkivmateriale samt interviews. Alt sammen sat ind bagerst i bogen. Illustrationerne skal også nævnes for deres relevans og desuden smukke gengivelse. De næsten firehundrede noter er i mange tilfælde små artikler i sig selv.
Det er ikke en historiebog – dem findes der jo mange af, hvis man vil have overblik over begivenhederne i de relevante år. Det er en familiekrønike, men navnlig hvis man læser bogen i et langt hug, er det et panorama hen gennem det danske samfund gennem godt 150 år, hvor læseren får det klare udsyn til, hvor meget samfundsforhold, sundhed og sygdom samt levevilkår for den enkelte har ændret sig fra den ene generation til den næste.
Hvilket billede af Eva sidder man med efter endt læsning? Der er ingen kilder til Evas skolegang. Til gengæld får læseren et klart billede af Eva som en højtelsket hustru – i kraft af de mange digte og breve til hende fra hendes mand Frederik. Var hun interesseret i læsning? Hun meldte sig i hvert fald ind i Kvindelig Læseforening. Igennem hele sit liv var hun generøs med støtte til velgørenhed. Efter Frederiks død stiftede hun i hans navn et mindelegat, som i 1887 donerede 400 kr (dengang et stort beløb!) til Sygeplejeselskabet for det Mosaiske Trossamfund. Hun støttede i 1893 også Friskolebørns Bespisning med 10 kr (kongen støttede med 100 kr). Men der var også mange andre hun støttede – de er listet op i bogen og fylder næsten en halv side.
Hun havde en stor omgangskreds og holdt mange middagsselskaber. Der findes en lille smuk notesbog over menuerne fra perioden 1913 – 16 i Bredgade 51. Menuerne var ret anderledes end nutidens ditto, kan man orientere sig om! Der nævnes retter med både skildpadde og hummer, som ikke er kosher. Medens svinekød aldrig forekommer. Selskabeligheden hørte brat op i 1938 (39?), da Eva blev ramt af en bil, fordi hendes syn var blevet meget svækket, og hun blev, fortalte Annelise til forfatterne, ”aldrig rigtig sig selv igen” . Den lille pige hos naboerne, syntes hun så sur ud, når hun så hende ved vinduet. Måske ikke så underligt – hendes helbreds situation taget i betragtning.
To billeder (et foto s. 209 og et lille maleri s. 284) i bogen fortæller i mine øjne om en venlig og klog kvinde.
Forfatterne og bogens udgivelse har modtaget støtte fra en lang række fonde.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
