- Det usandsynlige kan faktisk godt være det sande.
Foto af forsiden fra forlaget Sådan lyder det fra en af bogens hovedpersoner. Han taler om opklaring af et drab, men det kunne lige så godt have handlet om videnskab. Og det er netop det sidste, som er den ene af bogens omdrejningakser – og den der fylder mest:
Tonny Enggaard har gjort det godt i tilværelsen efter nogle tidlige ungdomsår, som godt kunne pege i en anden retning. Han er blevet gift med sin store kærlighed, hvis far endda er blevet styrtende rig på plastikprodukter. Efter på rekordtid ikke alene at have fuldført medicinstudiet, men også erhvervet en doktorgrad, har han ved eget engagement, hårdt arbejde og en betragtelig investering fra sin svigerfar etableret medicinalvirksomheden Sax Pharma. Her lykkedes det på under ti år (og det er lynhurtigt i den branche) at udvikle og få godkendt produktet Trimixal, som blev en stor succes, fordi det hjalp mange mennesker ud af depressive lidelser, som det ellers ikke havde været muligt at afhjælpe.
Men nu, efter at alt ellers er forløbet så fint for Trimixal, dukker der problemer op. Det viser sig, at der måske alligevel er nogle bivirkninger ved stoffet og nogle (ganske vist få) dødsfald ser ud til at være om ikke forårsaget af midlet, så dog at have ramt patienter, der indtog det.
Den anden omdrejningsakse er politiefterforskningen af en forsvunden 13-årig pige. Det er en sørgelig og forfærdelig sag, for pigen findes død, men at politiet finder de skyldige er netop et usandsynligt tilfælde – og har i øvrigt intet at gøre med Trimixal-problematikken. Lederen af efterforskning er Søren Marhauge, som den kvikke læser af Sissel-Jo Gazans tidligere bog, Dinosaurens fjer, kan nikke genkendende til. Sørens tidligere kæreste og mor til hans søn er Anna Bella Nor. Hende kender vi også fra Dinosaurens fjer - hun er biolog og en ambitiøs forsker – lige indtil hun ikke er det mere, da hun får et uventet og for hende uforståeligt afslag fra Dansk Grundforskningsfond. Anna Bella var leder af Institut for Naturfagenes Didaktik, IND, som indtil nu havde kørt med en bevilling fra denne fond – en bevilling som altså nu ikke blev forlænget.
De to handlingsspor flettes kun sammen af de metoder, som henholdsvis politiet bruger i deres efterforskning, og som videnskaben anvender i deres forskning. Forfatteren lader de to hovedpersoner Søren og Anna Bella forklare, hvad det handler om: mønstre snarere end statistik. Som Cand.scient. i biologi ved Gazan virkelig, hvad hun taler om, når hun skildrer Anna Bellas begejstring over, at det videnskabelige tidsskrift Nature nu også kunne trykke artikler om forskningsresultater, ” der ikke var statistisk signifikante, men til gengæld kunne give banebrydende resultater. ” ” Det er mønstrene i observationerne, der er vigtige – ikke de enkelte observationer”, siger hun et andet sted.
Hvad nu med Trimixal? Er der virkelig urent trav hos Sax Pharma? Og hvis der er urent trav, har den snedige hackergruppe MediLeaks så sovet i timen? En af virksomhedens egne videnskabelige medarbejdere, Frederik, gennemgår på sin direktørs opfordring alle de et tusinde skemaer, der følger samme antal patienter, som i testperioden havde givet deres feedback på midlets virkning og eventuelle bivirkninger. Skemaerne var løbende udfyldt i hånden, men blev naturligvis senere indtastet elektronisk og i den form sendt til den godkendende myndighed (s 228). At gennemgå hele det oprindelige, håndskrevne materiale er en enorm opgave, og Frederik får hjælp af en god veninde, Sille, som er farmakonom og vant til arbejdet med certificering af lægemidler. Men så indtræffer en katastrofe, som leder direkte frem til den overraskende slutning.
Gazan er en god sproghåndværker i de små rammende beskrivelser, overvejelser og dialoger. Der er er f.eks. denne refleksion over samtaleterapi lagt i munden på Tonny: ” Så sad man der og rørte rundt i livets lort med en pind og blev mindet om alt det, man havde at være trist over” . Noget smukkere er dog denne karakteristik af Tonnys datter ” Hun strøg som et glat, sort silkebånd gennem medicinstudiet”. Et andet sted møder læseren ”gråskraveret stilhed” i en forladt lejlighed.
På forsiden genresætter forlaget bogen som Spændingsroman. Jeg prøvede at se, hvad Wikipedia skriver om den genre – og her er artiklens første sætning: ” Spændingsromanerer en genre indenfor litteraturen, hvor handlingen er i centrum, mens personbeskrivelse, motiver og miljøbeskrivelser er af mindre betydning” . Men sådan er det slet ikke her, for ganske vist er handlingen forrygende, men beskrivelserne af personerne er meget mere end kun skitser – og deres motiver spiller en helt afgørende rolle. Jeg vil hellere kalde bogen for en roman, en spændende roman, som sætter tanker i gang om videnskab, forskning og forskeres vilkår.
Omslaget af Simon Lilholt er frapperende smukt, hvor en insektsamling breder sig over hele forside og bogryg fotograferet af Thomas A. Howalt.
Bogen er hæftet og i blødt bind med flapper – og den kan med lidt god overtalelse ligge åben på opslag.
Bogen på 370 sider er udgivet af Politikens Forlag.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
