Frihedsmuseet på Esplanaden i København
er museet for den danske modstandskamp under besættelsen i årene 1940 - 45.
I 1957 forærede modstandsbevægelsen den danske stat museet, som kom til at høre ind under Nationalmuseet. Men i 2013 brændte museet ned ved en påsat brand. Allerede efter kun syv år åbnede så det nye museum i 2020 - netop det år og det følgende var jo de bekendte corona-år med nedlukning af det nybyggede museum - sammen med alle de andre museer. Siden dengang er det ikke rigtigt lykkedes at få så mange besøgende ind ad døren, som det oprindelige museum kunne tiltrække.
Under overskriften ’ Publikum svigter nyt dyrt museum’ i dagbladet Politiken 10 januar 2024 giver museumschef David Høyer i et interview med avisen udtryk for utilfredshed med det lave antal besøgende - og med at kendskabet til museet generelt er alt for lav.
Undertegnede redaktør af kulturstoffet på Radioupdate (der noget genert må indrømme heller ikke at have besøgt museet før) besluttede at råde bod derpå - og jeg tog straks derind, lærte en masse og blev en del klogere.
Museet fortæller historien om den danske modstandsbevægelse - det sker gennem en række rum, der hver tager udgangspunkt i bestemte nøglesituationer - lige fra krisemøde på Christiansborg om aftenen 8. april 1940 frem til retsopgøret herhjemme efter Tysklands kapitulation. Hver af disse nøglesituationer giver plads til forskellige nedslag, hvor en række navngivne personer fortæller og forklarer. Rent praktisk sker dette ved, at man som besøgende får udleveret en lille såkaldt audioguide, hvor man ud fra QR-koder i de enkelte rum kan lytte til en fortælling (på selve audioguiden) - længere eller kortere - samtidig med man ser en lille film på væggen i rummet. Det fungerer fint, selvom man kan være lidt bekymret for problemer, hvis for mange besøgende er samtidigt i samme rum.
Hvad er det så for stemmer, der taler? Der er fem hovedpersoner og en række bipersoner - de fem hovedpersoner udgøres af fire modstandsfolk - og en enkelt nazist, nemlig Henning Brøndum, medlem af DNSAP, det danske nazistparti. Han var deltager i den brutale Petergruppe, der stod bag en lang række såkaldte ’clearingsdrab’ og havde dermed meget på samvittigheden. Han tilstod under retsopgøret selv 38 mord, blev dømt og henrettet. De fire modstandsfolk er tre mænd og en kvinde. Kvinden hed Musse Hartig, og hun deltog i den kommunistiske modstandsbevægelse, ikke altid lige afslappet - vi hører f.eks. om dengang hendes lille baby (vistnok) sluger en af bevægelsens patroner, mens mor står i køkkenet - det fremgår, at barnet nu ikke led skade….vi får disse menneskers historier langsomt rullet ud - og i en afsluttende sekvens får vi for hver af dem deres senere skæbne. Dilemmaerne for deltagerne i modstandsbevægelsen står i kø -måske mest tydeligt i Musse Hartigs beretning, hvor hun selv er i tvivl, om hun gør det rigtige, men siger det er jo netop for børnenes skyld. Et andet dilemma er, at valget af modstanden skete ’ stik imod lov og ret. Stik imod politikeres og myndigheders påbud og flertallets holdning’. Sådan formuleres det på museets meget grundige og nyttige hjemmeside, som også gør opmærksom på følgende: Gennem tiden har synet på, hvordan modstandskæmperne skulle fremstilles, ændret sig på Frihedsmuseet. Fra at fremstå som en fælles enhed af anonyme patrioter, er der i dag mere fokus på, at modstandsbevægelsen ikke var én stor, fælles bevægelse. Den bestod snarere af mange forskellige grupperinger spændende fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj.
Museets udstillinger går heller ikke udenom de ikke så glorværdige kapitler af besættelsestiden - lukker ikke øjnene for den skammelige behandling nogle gange af de piger, der var (eller måske bare angiveligt var) kærester med tyskere.
Nu skete modstandskampen i Danmark jo ikke i et vakuum. Udenom rasede 2. Verdenskrig, og det ligger hele tiden i baggrunden og lurer, uden at det altså er i fokus. Vi får historien om de danske sømænd der gik i allieret tjeneste - her er igen vinklen en enkelt person, nemlig Martin Bantz, som overlevede de fem år på konvojerne over Atlanterhavet - og skrev en bog om det. Et andet sted hænger en avisplakat - det er Berlingske Tidende, der 26 september 1942 kan fortælle, at ” AFGØRELSEN ventes nu ved STALINGRAD”. - en tidlig forudsigelse.
Men et museum - er det ikke et sted, hvor man ser udstillede genstande, som så taler for sig selv - eventuelt hjulpet af fagfolks tekster på ledsagende papir opslag? I det gamle, nu nedbrændte museum, lå der mange, rigtigt mange genstande - og lykkeligvis blev de reddet og indgår i det nye museums udstillinger. En stor tak til det meget effektive og lynhurtige brandvæsen, der i den grad fortjener den medalje, de fik for det vellykkede arbejde. Når man går rundt i udstillingen, er man selv herre over den lille audioguide - det er en god idé (synes jeg) at starte hvert nyt rum med at lytte til stemmerne, men derpå er det direkte dumt ikke at give sig tid til at studere indholdet af montrene - der er et væld af genstande nogle bittesmå som en knap eller bæltespænde - andre store f.eks. en hel jernbaneskinne, der illustrerer, hvordan man kunne sabotere et tog! Og hver udstillingsgenstand er ledsaget af virkelig fin tekst de steder, hvor genstandene ikke bare taler for sig selv - de kan faktisk næsten altid have gavn af et par ord med på vejen: et par sjove små huer i stærke farver f.eks. - hvad nu med dem? Jo, strikkegarnet var i RAFs farver og mønstre, så huerne var rigtigt populære blandt unge mennesker og skabte stærk tysk irritation. En træand på hjul behøvede nu ingen forklaring - jeg havde selv netop sådan en som efterkrigsbarn.
Så er der selve bygningen - den blev en af vinderne af Årets Byggeri i kategorien ’Åben’ (de andre kategorier var ’Erhverv’ og ’Bolig’) - der var lagt vægt på, at bygningen respekterede omgivelserne ikke mindst Kastellet. Begrundelsen for prisen slutter sådan her: ” man [får] en stor oplevelse, uden at det generer omgivelserne. Det er en meget fin egenskab, når arkitektur forstår at berige omgivelserne uden at kræve opmærksomhed”. Nu er det jo lidt op ad bakke på en frysende vinterdag uden et eneste grønt blad på klatreplanterne, der i lysere tider mildner murværket, og som med tiden vist ventes næsten at skjule det, men undertegnede kom simpelthen til at se museet som tårnet på en undervandsbåd - en uskøn kolos i stærk kontrast til det spinkle tårn på den engelske kirke i baggrunden.
Frihedsmuseet er helt klart et vigtigt museum, der både gør det, som man må forvente af et historisk museum: udstiller de genstande, der fortæller historien, sætter dem ind i sammenhænge, der gør dem forståelige og vedkommende og samtidig både tager hensyn til tidernes skiftende vurderinger - og er ærlig omkring det. Frihedsmuseet burde være mere besøgt, end det åbenbart er tilfældet.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
