Men kan det overhovedet lade sig gøre? Denne maler, en af Danmarks største, er så velkendt, beundret og i alle detaljer beskrevet og analyseret. Men alligevel skulle det vise sig, at der er meget om Anna Anchers kunstneriske produktion, der først blev kendt for nylig – næsten 85 år efter hendes død i 1935. Da Anna Ancher døde i 1935, låste hendes datter, Helga Ancher, stort set huset i Skagen af og lod det stå mere eller mindre urørt, indtil hun selv døde i 1964. Helga Ancher var enebarn og døde barnløs. Hun havde besluttet, at alt hvad hun ejede skulle gå i arv til en fond med navnet ’Helga Anchers Fond’, der drev huset som museum. I flere årtier stod huset næsten, som da Anna og Michael Ancher levede, men i 2018 skete der noget: der blev igangsat en grundig gennemgang af huset: alt skulle registreres og fotograferes. Skuffer, skabe og andre møbler, der havde været uåbnede i omkring 50 år, blev lukket op og viste sig at være rene skatkister af breve, studier, forarbejder og skitser. Anna Anchers produktion viste sig med et ét som meget mere omfattende, end det ellers havde været opfattelsen. Disse opdagelser udgør et solidt grundlag for netop det reviderede blik, bogen stiller i udsigt.
Bogen består af en række artikler af fremtrædende kendere af Anna Ancher og indledes med et kapitel af Peter Nørgaard Larsen, som gør opmærksom på, at både museer og privatpersoner (med enkelte væsentlige undtagelser) har været ret så tilbageholdende med indkøb af hendes værker sammenlignet med værker af samtidige mænd. Det er en bekymrende iagttagelse, der også tages op i et af bogens sidste artikler med titlen Kvindespørgsmålet. Nok var Anna Ancher anerkendt i sin samtid og fik priser og medaljer – det illustreres med fotos af to medaljer – en fra verdensudstillingen i Paris 1889 og en tildelt af Christian X i 1913. Der manglede heller ikke rosende omtale fra mange af datidens toneangivende mænd indenfor billedkunstens cirkler – hun blev for eksempel af sin lærer rost for sit ’ligefrem mandhaftige maleri’ og i en anmeldelse af Anchers debut på Charlottenborg i 1880 karakteriseredes hendes teknik som ’djærv’ og ’mandig’ – og det var klart nok ment som en ros! Men da ’kunsten skulle indsamles til evigheden’, som artiklens forfatter Cecilie Høgsbro Østergaard formulerer det, ’så blev døren smækket i’, skriver hun, og nævner også, at de andre kvindelige malere fra samme periode i dag stort set er glemte.
Når nu dette er sat på plads, er bogens vigtigste ærinde og langt hovedparten af artiklerne koncentrerede om Anchers kunst. Og det er virkeligt øjenåbnende, hvad man som læser bliver gjort opmærksom på.
Anna Ancher kendes for sitrende lys og intense farver hentet fra en fantastisk alsidig palet – perfekt illustreret af bogens omslag, som viser en detalje fra maleriet ”Aftensol i kunstnerens atelier på Markvej”. Lys og Farver er titlerne på to artikler, hvor Peter Nørgaard Larsen i den første omhyggeligt analyserer Anchers brug af lys som ikke bare en æstetisk effekt, men som ’oversanseligt’ med en åndelig dimension – blandt andet illustreret netop med maleriet fra omslaget – nu naturligvis gengivet i sin helhed. I Lilian Munk Rösings artikel om kunstnerens brug af farver vil jeg pege på nogle tankevækkende pointer: hvordan maler man farven hvid? Joh, der er jo nok en hvid oliefarve i en af tuberne, men se lige på en lille pige i hvid natkjole, der knæler ned ved en seng med hvidt sengetøj. Der er ikke meget hvidt, når man kigger ordentligt efter, men toner af blå, grønne og rosa reflekser, der ligesom hos impressionisterne giver øjet oplevelsen af gnistrende hvidhed. Men medens impressionisterne arbejdede med klare komplementærfarver med ’en tendens til at opløse verden i luftsyner’, som Rösing formulerer det, så kombinerede Anna Ancher disse farver med okker, rustrød og brun, som man aldrig ville finde på de franske impressionisters palet, men her i Danmark har vi faktisk vores helt egen ’almuepalet’, er det tidligere blevet påvist. Det er en vigtig del af Anchers geniale særpræg at kombinere de to.
At det faktisk er de samme farver som i ’almuepaletten’, er blevet udforsket af Elisabeth Fabritius, forklarer Rösing. Anna Anchers æske med pastelfarver står nemlig stadig i hendes atelier, og Fabritius har kortlagt den præcise brug af farver ved at sætte farvekridtene en ad gangen op mod pastelbillederne og lave en liste, som viste sig at være i stor overenstemmelse med ’almuepaletten’.
Elisabeth Fabritius har også bidraget til bogen med en artikel – dog ikke om farver, men om Ancher og det moderne gennembruds mænd. Det viser sig, at parret Anna og Michael Ancher gennem årene havde tæt kontakt til Georg Brandes, som nærmest var et slags idol, for gennembrudsmalerne, der stræbte efter at skildre virkeligheden, også når den ikke var smuk. Brandes beundrede Anna Anchers kunst og fortalte Michael Ancher, at han ville være så glad for et af hendes billeder. Brandes foreslog til bytte at give hende sit manuskript til sin bog om Søren Kierkegaard. Anna blev glad for idéen og sendte ham maleriet Blå Ane– en gammel blind kone. Brandes blev meget glad for billedet og roste det i høje toner overfor Michael, som entusiastisk gav ham ret! Det var i øvrigt samme billede, der sammen med et af en mor med sit lille barn affødte kritik fra Annas gamle lærer af det han kaldte den realistiske tendens i hendes kunst. ”Hun var et udpræget øjemenneske, og de få gange hun prøvede at male efter fantasien lykkedes det ikke”, vurderer Fabritius og tilføjer, at hun tilsyneladende ikke diskuterede sine arbejder med andre end sin mand.
Hun var i det hele taget meget privat omkring sin kunst og brød sig bestemt ikke om gæster i sit atelier, skriver Mette Houlberg Rung i sin artikel, Forenkling. Hvis nogen dukkede op inde hos hende, skyndte hun sig at vende lærredet om og opfordrede gæsten til at gå ud til ’Mikkel’ i hans atelier. Anna Ancher fortalte heller ikke om sine arbejdsmetoder, så det er bare med at se på billederne selv og prøve at finde frem til, hvad man kan. I Skagen som atelier, skriver Houlberg om hendes billeder med motiver lige udenfor huset på Markvej, fra de små gader i byen og fra landskabet lidt længere væk. Her har Houlberg arbejdet med malerens skitser og studier og kunnet se, hvordan hun har forenklet et motiv igen og igen, indtil kun det absolut essentielle stod tilbage som f.eks. lysrefleksioner på en væg – og intet andet. Eller landskabsstudier, som til sidst står som to eller tre farveflader overfor hinanden. Mon Mark Rothko (1903-1970) har ladet sig inspirere af Anna Ancher – det er vel ikke umuligt, tænker nærværende anmelder.
Bogen er et formidabelt værk – intet mindre. Der er ikke her plads til at nævne alle forfatterne til artiklerne, men det er fint at opleve dem hver især gå helt dybt ned i deres eget område, men også meget tydeligt henvise til hinanden de (mange) gange, hvor emnerne naturligt nok lapper ind over hinanden. Stadigvæk kan artiklerne læses uafhængigt af hinanden og i vilkårlig rækkefølge. Forfatterne regner heldigvis ikke bare med, at læserne uden videre kender til alle –ismerne i den sidste del af 19. og første del af 20. århundrede, men forklarer, hvad der menes med de enkelte strømninger. Billederne er i særklasse smukt reproducerede på det kraftige, halvmatte papir, der gør bogen rigtigt lækker, og det er dejligt, at detaljer, der bliver grundigt behandlet, tit er reproduceret ved siden af det fulde billede. Nærværende anmelder har kun en eneste ting at kritisere – og det er skrifttyperne. De er simpelthen ikke sorte nok, værre er det med de fine og brugbare noter, som hverken er store nok eller sorte nok, og helt galt går det med de alt for små tal i teksten, der henviser til noterne. Jeg har lagt mærke til tilsvarende tendens i mange bøger (men bestemt ikke alle), som udgives i disse år, så måske er det en modesag.
Når nu bogen er så prægtig, kan man så springe udstillingen over? NEJ! Det kan man bestemt ikke, hvis man har mulighed for at se den enten på SMK i København indtil 24 maj eller på Skagens Museum 13 juni – 18 oktober 2020. Desuden er chancen der 14. november 2020 – 15. marts 2021 på Lillehammer Kunstmuseum.
Udover at det naturligvis er dejligt at se de omkring 150 billeder, sådan som de er og ikke i selv en fin reproduktion, så kan man på udstillingen desuden se eksempler på Anna Anchers nævnte mange skitser og forstudier. Som det er fremgået, malede Ancher både med olie og pastel – og det er interessant at se og tænke over, hvor forskellige ting disse to metoder kan – specielt i de tilfælde, hvor næsten det samme motiv er malet to gange både med pastel og med olie. På udstillingen er der både en lille uanseelig metalæske med er par tuber, hvis maling sikkert for længst er tørret ind – og så er der Anna Anchers dejlige, store æske med godt nedslidte pastelkridt. Lad os håbe, den kommer hjem til hendes gamle hus igen med kridtstykkerne på deres præcise plads, for Fru Anna kommer af og til på besøg og har lyst til at male lidt, kan kustoderne berette i flg Lilian Rõsing. Hvordan skulle det ellers gå til, at der af og til ligger farvekridt spredt rundt i atelieret, når de kommer om morgenen?
Bogudgivelsen fra SMK Forlag er støttet af en lang række fonde – og det må være derfor, at prisen kan holdes på 250 kr.
Foto: Skagens Kunstmuseer
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
