|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 17-08-2023 Heidi Laura: Den stille filantrop KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Formålet med bogen er skriver Heidi Laura at rokke ved den indgroede idé om, at kun de store mænd tæller. Det er ikke alene et yderst sympatisk projekt, men også (som i dette tilfælde) i den grad nyttigt, når det handler om at forstå en enkelt periode i Danmarkshistorien: Johannes Hage levede fra 1842 til 1923, og i hans barndom og ungdom satte de slesvigske krige dybe spor, hvor hans bror faldt og han selv blev alvorligt såret ved Dybbøl i 1864. Da var Junigrundloven i 1849 allerede på plads, selvom forfatteren gør opmærksom på, hvor langt Danmark var fra et egentligt demokrati, når kun 16% af befolkningen havde stemmeret, og hun sammenligner med det atheniensiske demokrati, der jo f.eks. heller ikke omfattede kvinder. Den nye forfatning var dog en første omfordeling af magt og indflydelse fra den enevældige konge til toppen af landets mænd. Der bredte sig en følelse af nye muligheder og radikal forandring, og i århundredets sidste årtier tog urbaniseringen voldsom fart i København. Alt dette flettes familien Hages egen familiehistorie ind i. Det var en familie med rigtigt mange kontakter både forretningsmæssigt, selskabeligt og kulturelt - Heidi Laura formulerer det sådan, at den københavnske gren af familien havde markeret sig som crème de la crème af hovedstadens borgerskab. Familien havde baggrund i Stege, hvor den havde skabt sig en formue på handel i kompagniskab med familien Puggaard. Men med baggrund i denne økonomiske succes havde Alfred Hage etableret forretning i København, hvor han og hustruen Vilhelmine fik deres tre sønner, hvor Johannes var den midterste. Familien gik fra at være velhavende til at være stenrig og rykkede til sidst bopælen til intet ringere end Harsdorffs Palæ på Kongens Nytorv. I 1860 havde Alfred Hage hos Constantin Hansen bestilt et maleri af den Grundlovgivende Rigsforsamling, sådan som det kunne have set ud på deres første møde 23. oktober 1849. Maleriet er kæmpestort - næsten 17 m2 - og i dag hænger det på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Men da det dengang endelig var færdigt efter fem år, stod den største og flotteste sal parat til at rumme det i familien Hages palæ på Kongens Nytorv - og billedet kunne i juni 1865 i to uger vises frem for offentligheden. På det tidspunkt havde familien allerede skabt sig en omfattende kunstsamling - den skulle senere blive endnu større. Heidi Laura beskriver detaljeret familiens omgangskreds i det nationalliberale miljø, som både omfattede kunstnere som maleren Marstrand og politikere som Orla Lehmann - og altså mange, mange flere. Alfred og Vilhelmine Hage satte en del af deres voksende formue i fast ejendom i form bl.a. af en række herregårde - herunder blev Nivaagaard med sit teglværk købt i 1862 og i 1869 suppleret med yderligere køb, så gårdens samlede areal kom op på 500 tønder land. I 1872 fik Alfred Hage lungebetændelse og døde efter ganske kort tids sygdom i marts. Det er tankevækkende, når man læser bogen, hvor mange der på den tid døde af enten lungebetændelse eller tuberkulose. Hans død betød, at nu skulle arven fordeles - Johannes fik Nivaagaard, hvor hans far i 1870 havde fået teglværket udstyret med den absolut nyeste teknologi indenfor ovne - 20.000 mursten om dagen kunne værket producere - og der var brug for stenene blandt andet til det ekspanderende København. De fleste af den lokale befolkning på et par hundrede mennesker arbejdede enten på gården eller på teglværket - Nivaa var ellers øde, vildt og smukt. Lige et sted, hvor et politisk menneske som Johannes kunne folde sig ud, skriver Laura. For han var faktisk et politisk menneske - han sad i Folketinget fra 1876 til 1901 valgt ind for Højre, som de nationalliberale på det tidspunkt havde fusioneret med (Fredensborgkredsen). Han engagerede sig i en lang række lokale, filantropiske projekter i nogle tilfælde sammen med sin mor eller søster. Og så var der jo kunsten: Johannes Hage skabte en fin samling af kunst, og det skete i et langt og meget produktivt forhold til kunstneren og kunstelskeren Frederik Grünwaldt i løbet af årene 1896 - 1912. Hvert år i den periode tog de sammen på en lang rejse til europæiske byer, hvor de kunne finde billeder specielt valgt fra italiensk renæssance og hollandsk barok. Frederik havde flere års studier på Kunstakademiet bag sig, og Johannes havde pengene. Byerne de besøgte kunne være Paris, Bern eller Berlin, og de var omhyggelige, når de mødtes med kunsthandlere og eksperter, og det var kun et lille udvalg af malerier, der faldt i deres smag - ’ dejlige værker’ kaldte de dem, der fandt nåde for deres fælles øjne. Deres egen samtids kunst brød de sig ikke om - hverken impressionismen (den flimrede!) eller ekspressionismen (åbenlyst grim!). I de år brugte Johannes årligt 40.000 - 60.000 kroner på kunst. Et af Johannes Hages allerdejligste værker stammer nu ikke fra rejserne rundt i Europa, men var et, som han købte her i landet allerede i 1873 fra boet efter Wilhelm Marstrand. Det var et maleri, som Marstrand havde købt på en rejse til Italien i 1861, hvor han specielt havde været på udkig efter malerier, der gav indtryk af renæssancedragter - han var nemlig ved at forberede udsmykningen af Christian 4.s kapel i Roskilde. Hvor Marstrand købte billedet, kan ikke præcist fastslås, for han rejste hjem via Paris. Noget tyder på, at han ikke var klar over, hvem kunstneren var, for på inventarlisten fra hans dødsbo optræder maleren som ’anonym’. Men familieportrættets kunstner viste sig altså at være renæssancemaleren Sofonisba Anguisola. Det var nu ikke helt færdigt fra hendes side, og Marstrand havde gjort forsøg på at råde bod på det - og i øvrigt ændre nogle detaljer. Disse tilføjelser er i dag helt væk. Johannes var slet ikke klar over, hvem maleren var - der gik flere årtier, før en fjern slægtning af ham fortalte, at billedet lignede andre værker af Sofonisba Anguisola - desuden blev han opmærksom på, at netop dette familieportræt af en samtidig kunsthistoriker (Vasari 1568) er omtalt som et af Anguisolas værker. Det er virkelig en perle i samlingen på Nivaagaard, og man gyser ved at tænke på, at det hang i det gamle stuehus på gården, som brændte i 1879, men lykkeligvis blev reddet ud. Der er meget og spændende stof netop om Anguisola på museets hjemmeside 
Sofonisba-Anguissola-Portrætgruppe, Nivaagaards-Malerisamling Der foregik meget på den danske, specielt københavnske kunstscene netop i de år, hvor Johannes Hage begyndte at samle systematisk. Statens Museum for Kunst åbnede i 1896, og faktisk havde Johannes oprindeligt tænkt, at hans samling skulle indgå der, men han ændrede mening til, at hans værker skulle forblive samlet - og forblive på Nivaagaard. Carl og Ottilia Jacobsens kunstsamling blev i 1897 flyttet ind i den nyopførte bygning, Glyptoteket. I 1908 skrev Carl Jacobsen et brev til Johannes Hage, hvor han indledte sådan ” Hjertelig Tak for at Du har sendt mig Fortegnelsen over Din prægtige Samling” . Carl og Johannes var altså dus - men de havde så også gået i skole sammen. Ellers var selv nære venner som Johannes og Frederik Des - i hvert fald i alle deres breve. Johannes Hage efterlod sig ingen børn, men året før han døde, etablerede han Fonden Den Hageske Stiftelse, der har til formål at hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Det er denne fond, der ejer og driver Nivaagaards bygninger, jorder og skov samt parken ved museet. Af overskuddet fra fondens arbejde uddeles der legater til psykisk syge. Udover den fine samling af kunst på Nivaagaard og parken rundt om bygningerne kom Nivå mange steder til at bære hans præg. Nivå Kirke med den kirkegård, hvor han selv ligger begravet, blev i 1910 hans sidste gave til egnen. Heidi Laura fortæller i bogen om, hvor smukt der stadig er i Nivå med fuglereservat og kun få bebyggelser - og så det dejlige museum. Man får lyst til at komme der en tur. Forfatteren formår elegant at knytte Johannes Hages liv og indsats for kunsten sammen med de store begivenheder i samfundet i hans tid. Bogen er på 288 sider og med mange og meget smukke illustrationer. Der er litteraturliste, fyldige noter, et meget nyttigt personregister - og en helt uundværlig slægtsoversigt over familien Hage i fem led. Bogen er udgivet på Gads Forlag med støtte fra Bergiafonden og fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond Sendt 17 august 2023 Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
