|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 12-12-2022 Per Øhrgaard: Eftertanker KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Øhrgaard har i mange år (blandt meget andet) været professor i germansk filologi ved Københavns universitet – og det har naturligvis sat sig spor i hans klummer – en af dem hedder simpelthen Det tyske rige. Dette rige blev (som han formulerer det) ’holdt over dåben’ i januar 1871, og det skete af alle steder i Versailles. Klummen er så skrevet i januar 2021 i anledning af rigets 150 års jubilæum, og han kommer ind på mange aspekter ikke mindst den tyske genforening, som en del andre europæiske lande ikke var begejstrede for – Frankrig og Storbritannien forsøgte direkte at forhindre den – men den blev jo en realitet. Hurtigt videre til eftertankerne i anledning af Tredive år efter, at ” Tyskland officielt blev til én stat”. Her har forfatteren meget klare og skarpe meninger, som det kommer frem allerede i klummens anden sætning: ” Man kan ikke kalde det en genforening, for dels har der ikke før eksisteret et Tyskland med de grænser, der gælder nu, dels blev der reelt tale om en indlemmelse af DDR i Forbundsrepublikken.” Det kom der virkelig mange problemer ud af, skriver Øhrgaard og nævner som eksempel, at det tidligere DDR er blevet et offer for urbaniseringen og er ved at blive direkte affolket, fordi der er få store byer og virksomheder i den del af landet. De kvikke piger rejser vestpå – og de dumme drenge bliver tilbage og er påvirkelige overfor nynazistisk propaganda, skriver forfatteren og indrømmer selv, at det er lidt firkantet stillet op. Meget gik på den anden side godt, skriver han og tilføjer, at det jo er let at være bagklog og indrømmer, at en fuldstændig problemfri forening var umulig – der var for eksempel ingen fortilfælde. Men alligevel: ”Det vestlige overmod, der i det hele taget hærgede de første ti tyve år efter kommunismens sammenbrud, bestemte også i så høj grad den tyske forening, at meget måtte gå galt”. Og klummen slutter med dette karatespark: ”Forening? Ikke det, der lignede.” Den vestlige overlegenhed kommer Øhrgaard ind på flere andre steder (i øvrigt også i forbindelse med krigen i Ukraine) blandt andet i en klumme fra oktober 2019 med titlen Murens fald og vores, hvor han slutter ”Godt at muren faldt, skidt at vi ikke var bedre til at forvalte vores overlegenhed” – og hamrer så pointen hjem ved at citere Günther Grass: ”Man bliver dum af at sejre”. Per Øhrgaard har tidligere været præsident for Dansk PEN. Dette er en forening, der arbejder mod hadefuld tale og for ytringsfrihed. Her fortæller han i klummen Identitet og krænkelseskultur om henvendelser til foreningen fra folk, som mener deres ytringsfrihed truet, fordi nogen ’har sagt Bøh til dem’. Men her understreger han, at foreningen tager sig af indskrænkninger i ytringsfriheden fra myndigheder eller systemers side, ikke fra folk, der er blevet generet af ukvemsord fra deres nabo. De forskellige sociale medier gør det jo i dag let at sprede fornærmelser, krænkelser og ukvemsord på nettet, men måske er der håb forude, håber Øhrgaard i en anden eftertanke (Ytring og frihed). Da bogtrykkerkunsten var ny, væltede det nemlig ud med flyveskrifter, der stort set betjente sig af lige så frygteligt sprogbrug, som visse dele af nettet i dag. Måske ukvemsord på nettet er en børnesygdom? Emnerne i Eftertanker spænder vidt – kunne det f.eks. ikke være praktisk at afskaffe kontanter – altså penge i form af mønter og sedler, som man kan tage og føle på? Nej, nej siger Øhrgaard allerede i klummens overskrift, hvor han formulerer det sådan her: Kontante penge er det sidste pant på frihed. Dette skrev han i 2018, da der var tanker fremme om det kontantløse samfund, hvor sort arbejde så kunne udelukkes. En begrundelse, som Øhrgaard helt fejer af bordet som værende af langt mindre betydning i praksis end alskens andre lyssky aktiviteter. Det helt katastrofale ved at opgive kontanterne ligger i, at vi så helt og holdent overgives til bankernes forgodtbefindende, når vores penge ikke kan være andre steder end på bankkontoen – som kan udsættes for negative renter, gebyrer og alle mulige forringelser, vi ikke kan gøre noget ved. Så har han desuden et dejligt argument – noget der i hvert fald for nærværende anmelder var helt ukendt, nemlig at de tyske banker har kæmpesummer i kontanter liggende i deres bokse, fordi de ellers skulle betale negativ rente til Den europæiske Centralbank. ”Det skal såmænd nok være de samme banker, som anbefaler deres kunder at gå over til elektroniske betalinger”, tordner han videre: ”Stol ikke på dem”. Nu vi er ved bankerne, så passer Eftertanken ugen efter den med kontanterne fint – den hedder Corporate Social Responsibility? (Bemærk spørgsmålstegnet). Øhrgaard oversætter selv: Virksomhedernes ansvar overfor samfundet. ”Og hvad er så det for noget”? spørger han retorisk og svarer selv ”Det er at opføre sig ordentligt” og det gør de fleste nok, fortsætter han, men er til gengæld sikker på, at de virksomheder, der ikke lever op til deres ansvar, helt sikkert har en CSR figurerende i regnskabet, som på den måde signalerer ansvarlighed – men det burde jo være en selvfølge. Her aner Øhrgaard så en tendens til, at virksomhederne måske har en skjult dagsorden: nemlig selv at definere, ”hvad der er deres samfundsmæssige ansvar”. Problemet her er, at det er samfundets opgave at pålægge virksomhederne det ansvar – og hvis definitionen af dette ansvar glider fra samfundet over til virksomhederne, så falder samfundet fra hinanden. Forfatteren er naturligvis godt klar over, at det faktisk ikke er lige ved at gå så galt – men det er jo et fint advarselsflag at hejse. Den slags advarsler er der mange af i klummerne – de fleste af dem (men ikke alle) er letlæste, men de er alle sammen væsentlige i både deres fokus og i forfatterens omhyggelige diskussion og analyse af, hvad der foregår. Klummerne har allesammen været trykt i Kristeligt Dagblad – den første behandlede Internet og kundskaber og blev bragt 15. september 2017 – den sidste Mere af det samme – eller noget andet? er fra 17. juni 2022. Jeg læste Eftertankerne i den kronologiske orden, de er skrevet i, og det giver en fin glidende fornemmelse af verdens (skæve) gang gennem årene. Men man kan også sagtens springe lidt rundt i dem – tag nogle få ad gangen, så holder de længere. Det er nemlig en fornøjelse at læse disse Eftertanker. Hvad er det, som gør denne bog til noget helt særligt? De fleste temaer er alvorlige, men Øhrgaard mestrer med kombinationen af stor viden, selvironi og – indsigt samt en god portion tør humor – at få læseren til både at underholdes og tænke over de problemer, der rejses. De skaber kort sagt eftertanke hos læseren – og man kan måske også blive klogere. Så hvad mere kan man forlange. Men hvis man vil have mere, så kan det jo lade sig gøre ved at læse Kristeligt Dagblad, som hver fredag bringer Eftertanken af Per Øhrgaard. Forsidefotoet er taget af Morten Holtum – vinklen er usædvanlig for et portræt, men det sidder lige i øjet! Omslag og tilrettelægning skyldes Rikke Vagner – omhyggeligt gennemtænkt. Hver eneste Eftertanke starter øverst på en højreside og slutter nederst på den følgende venstreside. Det kunne være gjort på så mange rodede måder, men det er her gjort perfekt og støtter læsningen. Det eneste jeg er lidt ked af, at bogen er helt håbløs at få til at ligge åben på opslag. Jeg plejer at kunne klare mig med en lommeregner på den ene side og min telefon på den anden – denne gang måtte jeg bruge fransk/dansk ordbog og nederste del af min mikrofon – det var kun lige akkurat nok – men det er næppe den grafiske designers ansvarsområde. Jeg prøvede at knække den i ryggen, ja, jeg gjorde, men det ville kræve ren voldsudøvelse, og det kunne jeg jo alligevel ikke nænne. Bogen, 224 sider, er støttet af Velux Fonden og udgivet af U Press. Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
