|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 22-08-2022 Putins Rusland af Carsten Jensen og Mette Skak KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Der indledes med et særdeles nyttigt kapitel af Mette Skak. Hun giver et komprimeret indblik i den nyere russiske historie – og specielt i, hvordan Rusland blev til Putins Rusland. Derpå kommer tre kapitler om russiske samfundsforhold bredt som politik, økonomi og kultur, medens de følgende tre kapitler behandler mere snævert fokuserede, men brændende aktuelle problemstillinger: Rusland overfor Ukraine, Ruslands forhold til Mellemøsten – og sidst, men absolut ikke mindst Rusland og klimaforandringerne. Måske har mange af verdens lande ret sent fået øjnene op for, hvor store klimaforandringernes problemer er og vil blive. Men i Rusland er de tillukkede øjne (med få markante undtagelser) gennemgående lige fra bunden til toppen af samfundet, hvor Putin ligefrem blev berømt for på en klimakonference i 2003 at have spøgt med, at det da ville være fint med et lidt lunere klima, så man ikke behøvede pelsfrakker – og høsten kunne så også blive bedre. Helt forkert, kunne to russiske landbrugsanalytikere i en publikation i 2013 redegøre for: når det varmere klima rykkede nordpå, ville de frugtbare områder i de sydlige dele af Rusland blive alt for varme og tørre, medens de egne i nord, som nu ville blive lunere, er langt mindre frugtbare. Men den uhyggeligt truende katastrofe ligger et helt andet sted dybt begravet i jorden: nemlig permafrosten. En meget stor del af det russiske territorium er arktisk – og det betyder permafrost. Når den begynder at smelte, har det katastrofale følger for udledningen til atmosfæren af CO2 . Den udvikling er allerede i gang, fortæller Mette Skak og henviser til en by i det nordlige Sibirien, som i 2020 blev ramt af en hedebølge, der kulminerede 20 juni med 38 graders varme – og der er tale om et sted, hvor man i januar har målt helt ned til minus 31 grader. Undertegnede er rigtigt glad for, at vi i dette kapitel også får en virkelig god forklaring på, hvordan mekanismen i smeltende permafrost er – og hvad det kan give for voldsomme ulykker. Men der er nu russiske forskere, som har gjort et gedigent (og helt nødvendigt) stykke arbejde for at fremme ikke mindst solenergi ved at vise, at solceller producerer mere energi jo koldere der er, ja de gør! Desuden har den russiske regering ved årsskiftet 2019/20 vedtaget en handlingsplan for afbødning af klimaforandringernes skader, skriver forfatteren. Rusland og Ukraine: Fra brødre til krigsmodstandere lyder den melankolske titel på Jakob Tolstrups kapitel. Han gennemgår (efter en ultrakort ekskursion tilbage til 9. århundrede) de sidste 30 års historie – hvor Ukraine og Rusland hele tiden har stået i skiftende positioner i forhold til hinanden. Det er kompliceret stof, men også utroligt vigtigt for at forstå den nuværende situation, så nærværende anmelder vil gerne gengive hovedlinjerne i Tolstrups redegørelse for disse vitale 30 års historie efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991: I slutningen af 1991 stemte ganske vist 90,3% af ukrainerne for selvstændighed, men de var slet ikke på samme måde som balterne indstillet på at bryde helt med Rusland – der var også forskellige holdninger i henholdsvis østlige og vestlige dele af landet – og Ukraine er et stort land. I 1992 overdrog Ukraine sine ikke helt få atomvåben til Rusland. Men hvad med den sovjetiske sortehavsflåde? Den befandt sig jo nu indenfor ukrainsk territorium, men Rusland hævdede, at den var russisk. Her kom det så stærkt ind i billedet, at Nikita Khrusjtjov tilbage i 1954 i en flot gestus havde overført Krimhalvøen fra den russiske til den ukrainske sovjet republik. I det russiske parlament blev den ellers ret pragmatiske præsident Jeltsin presset til at stå fast på, at både Krim og sortehavsflåden var russisk. I 1997 gav Ukraine efter og sortehavsflåden blev først delt i to – og derpå fik russerne lov at købe det meste af den ukrainske del – og fik mulighed for at leje havnefaciliteter i Sevastopol frem til 2017 – en mulighed, der efter 2014 blev uaktuel. Samtidig skete forskellige tiltag, der kunne lede frem til tættere forhold mellem Ukraine og det øvrige Europa – og i efteråret 2013 var der forberedt en associeringsaftale mellem EU og Ukraine. Men op til topmødet, hvor denne aftale skulle underskrives, holdt den ukrainske præsident Janukovitj og den russiske præsident Putin adskillige møder – aftalen med EU blev ikke underskrevet, men Ukraine fik i stedet en række favorable aftaler med Rusland. Så kom demonstrationerne på Majdan-pladsen, Janukovitj flygtede til Rusland, Krim blev annekteret. I Kiev kom i 2014 Porosjenko til magten, i 2019 Zelenskij, og så er vi fremme ved i dag. I forbindelse med de begivenheder, der kort her er refereret, giver Tolstrup et fremragende indblik ikke bare i den russiske hårdhændede indblanding i Ukraines indre forhold, men sandelig også i, som det formuleres, ”urene og uskønne valg” med korrupte både politikere og forretningsfolk - samt stenrige, manipulerende oligarker (hvor mon de forresten er henne i dag?). Hvordan så med udviklingen i Rusland internt? I kapitlet Fra svagt demokrati til robust diktatur forklarer Jakob Tolstrup de sidste godt 30 års politiske udvikling, medens Peter Toft i kapitlet Nedstigende magt drøfter økonomiens udvikling i Rusland i samme periode. Det er ikke kun i de tidligere sovjetrepublikker, at Putin søger indflydelse – i kapitlet Mellemøsten som eksempel på russisk udenrigspolitik giver Birthe Hansen og Carsten Jensen en omhyggelig beskrivelse og analyse af, hvordan Putin afvejer sine forskellige engagementer i Mellemøsten, hvor Syrien klart ses at være tænkt som en satsning på længere sigt, medens f.eks. Iran mere er et taktisk bestemt partnerskab. Analysen omfatter også en diskussion af, hvorvidt den nuværende russiske udenrigspolitik er en trussel mod verdensordenen, et begreb, som er en af forfatternes centrale metoder til at forstå og forklare storpolitik og alliancer. Her er debatten om ’balancering’ i international politik et vigtigt element. I deres forord skriver de to redaktører, Mette Skak og Carsten Jensen, at bogen er ” tænkt med et folkeoplysende sigte …..som et vidensbaseret bidrag til forudsætningerne for debat. ” Det må man sige er lykkedes - bogen giver i hvert fald svar på rigtigt mange af de spørgsmål, som nærværende anmelder har lyst til at stille i forbindelse med Rusland og Putins ageren i verden i dag – naturligvis specielt i Ukraine. Der er et nyttigt stikordsregister – og navnlig er der henvisninger til supplerende litteratur efter hvert kapitel. De stikprøver, jeg tog, førte for bøgers vedkommende fint frem til mulige lån på bibliotek.dk og for artiklerne enten til selve artiklen – eller (hvis den lå bag betalingsmur) til et nyttigt abstract. Bogen er skrevet af seks forskere og ruslandseksperter - deres biografier er samlet i et kort afsnit lige før stikordsregistret. Forfatterne donerer alle deres indtægter fra bogsalget til Røde Kors’ arbejde for ukrainske flygtninge Et enkelt lille bedrøvet pip: Det må være en fejl på trykkeriet efter korrekturen, at CO2 er blevet til CO2, så vidt jeg kan se alle steder. Bogen 196 sider er udgivet af Frydenlund Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
