|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 26-04-2022 Giorgio Parisi: I en stæreflok KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Foto af forside fra forlaget Sådan formulerede en nær ven af Giorgio Parisi den holdning til videnskabeligt arbejde, som de to er fælles om. Det er samtidig det syn på både egen og andres forskning, som forfatteren lader gennemsyre hele bogen. Han er selv professor i teoretisk fysik ved universitetet i Rom og han understreger her i bogen mange gange, at glæden ved arbejdet er en afgørende forudsætning for at lægge brikkerne til puslespillet, også selvom det kan tage år at lægge dem, og selvom der altid indgår frustrationer undervejs. Den veloplagte bog er både en introduktion til forfatterens liv som forsker (med kun få og spredte kig til privatlivet) og en gennemgang af en række af hans vigtigste videnskabelige resultater med hovedvægten på komplekse systemer, som gav ham Nobelprisen i fysik i 2021. Men så er der stæreflokkene. Den røde tråd i Parisis (og mange andre moderne fysikeres) forskning havde længe været vekselvirkning mellem de enkelte aktører i et meget stort system. Disse aktører kan være atomer, molekyler eller levende væsener – altså f.eks. stære. Det interessante er at prøve at forstå, ” hvordan den kollektive adfærd er udtryk for nogle simple regler for de enkelte aktørers vekselvirkning”, forklarer han. Derpå hører vi om, hvordan stærene ankommer til Rom i begyndelsen af november – der lever de så indtil først i marts måned. Hvordan de i denne periode stadig i flokke overnatter, søger føde og forsvarer sig mod rovfugle som f.eks. vandrefalkene beskrives meget grundigt og gribende. Nu er Parisi jo teoretisk fysiker, men her var han nødt til at designe et forsøg til fotografisk at vise flokkene i tre dimensioner – og husk, det var nødvendigt at kunne identificere hver enkelt fugl, når billederne skulle analyseres for at undersøge, hvordan de enkelte stære byttede plads indbyrdes, nærmede sig eller fjernede sig fra hinanden. Kunne man ikke bare have brugt en film i stedet for still-billeder? Nej, det kunne man ikke, forklarer han tålmodigt. Det hele lykkedes, selvom det tog endog meget lang tid – det fremgår, at han og en række kolleger og studerende bogstaveligt talt ’asfalterede, mens de kørte’, for der er ingen vej udenom – ’videnskaben bygger på forsøgsbaseret evidens’, som han noterer i et senere kapitel. Efter forsøgene kommer den analytiske argumentation, fortsætter han. Her er et enkelt eksempel: Mange tidligere computersimulationer af fugleflokke har taget udgangspunkt i kugleformede flokke. Men de tredimensionelle billeder fra Parisis gruppe viste noget andet, nemlig at flokkens facon ikke er en kugle, men en cirkelformet plade, en skive. Alle, der har set (enten i virkeligheden eller i en video), hvordan en stæreflok på et fascinerende splitsekund ændrer form, vil nu kunne forstå, at det er muligt, fordi vores synsvinkel brat ændres fra at se flokken fra den brede led til den smalle – og omvendt. Det fascinerende er, at de mange resultater fra studiet af stæreflokkene kan overføres til andre store, komplekse systemer. Parisi skriver selv, at det, der anses for hans væsentligste bidrag til fysikken er hans teori om de såkaldte spinglasser . Glas, altså f.eks. helt almindelige drikkeglas, har en uordnet struktur – i modsætning til f.eks. salt, der har en ordnet, krystallinsk struktur. Spinglasser har også en uordnet struktur – derfor kaldes de ’glasser’, selvom de på ingen måde ellers ligner vores velkendte drikke –eller vinduesglas . Det er ikke noget nemt emne, men hører naturligt til i bogen, og hvis læseren må kæmpe for at forstå, hvad det handler om – trods forfatteren både tegner og fortæller, - så kan man trøste sig med, at Parisi ærligt indrømmer, at han i begyndelsen selv ’ikke forstod et muk af’, hvad han havde med at gøre. Hans første artikel om emnet blev fagfællebedømt inden udgivelsen, og fagfællens bedømmelse lød mere eller mindre som ” Det, Parisi her forsøger at gøre, er komplet uforståeligt”. Artiklen endte nu med at blive publiceret, efter at Parisi selv havde fjernet det sidste afsnit, som fagfællen havde vurderet til ikke at være det papir værd, den er skrevet på. Bedre gik det så med opfølgende studier af samme emne, selvom det tog mange år at bevise, at Parisis teori om disse glasser var matematisk korrekt. Men det var umagen værd, for hans metode kunne overføres til de mange andre uordnede og komplekse systemer, der eksisterer – som Nobel komiteen formulerede det: ” Since then, his method has been used in many disordered systems and become a cornerstone of the theory of complex systems.” ” Det er vanvittigt at lægge så meget vægt på, at forskning skal være umiddelbart rentabel”, skriver Parisi – og citerer en anekdote, hvor ” en britisk minister en gang spurgte Michael Faraday, hvad hans forsøg med elektromagnetisme skulle gøre godt for. Fysikerens svar lød så: ”Det ved jeg ikke lige nu, men det er temmelig sandsynligt, at I kommer til at beskatte det en dag””. Forfatteren slår her et afgørende slag for den rene videnskab – som han opfatter som en del af kulturen sammen med kunst og musik, hvor den offentlige støtte i Italien år for år reduceres. Men forskerne må også selv på banen og forklare, hvad deres videnskab handler om. ” Med lidt god vilje kan man komme langt”, forsikrer han, og er jo med denne bog her selv godt i gang. Det er en fascinerende bog, som det i den grad er værd at bruge tid på, og den er skrevet sådan, at tråden er let at finde igen, hvis man skulle have tabt den i en af de lidt vanskeligere passager. Bogen tegner også et billede af forfatteren som menneske – en sympatisk mand, som man gerne vil lære at kende. Han tager sig selv og sin forskning alvorligt, men ikke så meget at han ikke kan grine af sig selv og sine fejltagelser undervejs. Han er mere end almindeligt generøs med at give fuld anerkendelse til studerende, kolleger og andre forskere for deres del i forsøg, inspirerende diskussioner og debatter. På titelbladet står der, at bogen er i samarbejde med Anna Parisi – det er et pudsigt tilfælde, men de er altså ikke i familie. I en afsluttende note fortæller Parisi desuden, at han har arbejdet med bogen i flere år, og at det begyndte med nogle interviews, som Anna Parisi lavede med ham, og han beskriver samarbejdet. Bogen er oversat fra italiensk til dansk af Lorens Juul Madsen. Den fysiske bog er prunkløs og enkel, men meget smukt udført af Sofie Winding med et forsidefoto af en stæreflok ved Søren Solkær – og bemærk en raffineret detalje: stæreflokken fortsætter nederst på bagsiden! Ryggen er blåt lærred og kapitælbåndene, der lige skimtes, er samme røde farve som titel, forfatternavn og forlagslogo. For - og bagsatsblade er noget så usædvanligt som en gengivelse af forfatterens og en kollegas frokostnoter til en senere berømt ligning. Det eneste lidt uheldige er, at bogen simpelthen nægter at ligge åben på opslag, men to tunge røde ordbøger (fra et helt andet forlag) klarede sagen. Bogen er på 128 sider og udgivet af forlaget Gutkind Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
