|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 25-08-2021 Andrea Camilleri: Tvivlens alder KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Vejen var den, der fører fra politikommissær Montalbanos hus ved havet til politistationen i Vigàta, så umiddelbart kunne han netop den dag ikke komme på arbejde – han sad uhjælpeligt fast i en kø, der strakte sig helt hen til det sted, hvor vejen forsvandt. Til gengæld gav situationen ham mulighed for at hjælpe en dame i vanskeligheder. Kvinden sad nemlig i den forreste bil i køen - lige akkurat så få centimeter fra afgrunden, at den stadigt strømmende regn, kunne blive katastrofal. Hun tog mod Montalbanos tilbud om at gå den korte tur tilbage til hans hus og få tørret tøjet og lidt senere få en lift ad en anden vej til havnen i Vigàta, hvor hun skulle møde sin tante, der ville komme sejlende på sin luksuriøse yacht, Vanna– samme navn som den unge kvinde. Hende mødte Montalbano igen meget senere – da han for længst havde regnet ud, at hele hendes historie og identitet var opspind. Til gengæld er yachten Vanna ægte nok, og den er netop kommet ind i Vigàtas havn – med en gummibåd på slæb – en båd, hvori der ligger et lig. Og så er selve fortællingens kriminalintrige blæst i gang. For hvem er den døde? Er der - modsat forklaringen fra skibets ejer og fra dets kaptajn - en forbindelse mellem denne døde mand og luksusyachten? Hvorfor sejler Vannahele tiden rundt til så mange forskellige havne? Hvem er den mystiske ejer af luksusfartøjet – en ejer, som både har bedre forstand på maskiner, motorer og bunkerolie end de fleste mekanikere – en ejer, der hedder Livia Giovannini og er en ualmindelig flot kvinde, noterer Montalbano sig – den slags overser han jo aldrig. Alle de spørgsmål bliver naturligvis besvaret og gåderne tilfredsstillende løst – spændingen holder hele vejen. Det er en god solid historie, som er drevet ikke så meget af selve den kriminelle gåde, som udgør aksen i fortællingen, men mere af de forskellige personer og deres personligheder, som Camilleri finpudser fra den ene bog i serien til den næste. Montalbano er den klare hovedperson – den eneste person i bogen, som vi ser indefra – vi har aldeles fri adgang til hans tanker og følelser. Han er den systematisk arbejdende politikommissær, som skriver en udførlig huskeseddel om, hvad han allerede ved i sagen, og hvad han bør tænke videre over. Huskesedlen er i form af et brev fra ham selv til ham selv – sluttende med en ’kærlig hilsen’. Han er på den ene side i bestandig konflikt med sine overordnede, som han ikke har den ringeste respekt for, og på den anden side er han en loyal politikommissær overfor kolleger og underordnede – samt overfor en retsstats principper. Så er der alle de andre personer, hvis tanker og indre overvejelser, vi ikke får ret meget at vide om: en central figur er Mimì Augello, en vellidt vicekommissær og en ualmindelig flot mand – det sidste er ikke bare en tilfældig iagttagelse, men en vigtig del af plottet. Montalbano har nemlig en kraftig mistanke om, at ejeren af yachten Vanna og måske også medlemmer af besætningen står bag drabet på manden i gummibåden og desuden er involveret i forskellige kriminelle aktiviteter. Men hvordan skal politiet afdække og bevise det? Montalbano sætter nu sin vicekommissær til simpelthen at forføre Livia Giovannini og på den måde håber han at finde frem til, hvad der i virkeligheden er formålet med alle de sejladser fartøjet har i sin logbog. Ikke nok med det: Augello skal også forsøge at blive ansat af fru Giovannini og få chancen for at afsløre et eventuelt netværk. Det hele lykkes, men nu står det bare tilbage at få Augello exfiltreret fra yachtejerens seng og fra hele situationen, som spidser til, da fru Giovannini med få timers varsel vil sende sin nye medarbejder på en opgave i Sierra Leone via Paris. Løsningen: politiet skal simpelthen anholde Augello. Det sker med masser af udrykningsblink og hylende sirener og såmænd også et varselsskud, inden betjentene kan putte deres kollega iført håndjern i sikkerhed i politibilen. En anden fast figur på politistationen er den naive og ikke alt for kvikke Catarella – en betjent med et besynderligt sprog og optræden, som Montalbano nogle gange har mere tålmodighed overfor end andre gange. Som læser er jeg kommet til at holde af ham, men i den eneste filmatisering af en Montalbano-bog, som jeg har set, var Catarella karikeret til langt over min irritationsgrænse. Så jeg holder mig til bøgerne. Blandt kvinderne spiller Montalbanos kæreste, Livia (navnesøster til yachtejeren), en pudsig rolle – de har været forlovet i årevis, men Livia bor altså langt væk i Norditalien, og Montalbano skænker hende kun få tanker, da han forelsker sig (ja, det gør han!) i en ung kvindelig løjtnant hos havnemyndighederne, Laura Belladonna – fantastisk navn. Forelskelsen er endda gengældt – hvordan det ender? Læs selv! Hvis man skal hele vejen rundt om Montalbano, kommer man ikke uden om det sicilianske køkken – politimanden elsker det simpelthen – specielt fiskeretterne, og allerhelst små muller hvad enten de er grillede, lagt i tomatsauce eller friturestegte og sprøde. Han spiser de lækre sicilianske fiskeretter enten hos Enzo, på sin yndlingsrestaurant eller derhjemme, hvor hans hushjælp Adelina typisk har stillet lækre overraskelser klar til ham i ovnen. Jeg fik lyst til at forsøge mig med selv at tilberede nogle af kommissærens yndlingsretter, og fandt efter kort tids søgning det helt rigtige sted på nettet. Prøv at søge på cooking with andrea camilleri evt. tilføjet the paris review. Dette er (modsat hvad man skulle tro) et engelsproget litterært magasin, hvor journalist og forfatter Valerie Stivers i en serie med titlen Eat Your Words tager fat i romaner med kærlighed til mad, afprøver deres opskrifter og offentliggør dem med praktiske detaljer, gode råd og højt humør. Herligt! Bogen er skrevet på et italiensk stærkt præget af den lokale sicilianske dialekt, som er Andrea Camilleris egen. Han har selv sammen med en professor i lingvistik skrevet en lille bog om Italiens dialekter, og hvordan disse fungerer i forhold til italiensk. Hvad så, når en bog skrevet på dette nærmest dobbelte sprog skal oversættes til dansk? For når Camilleri betjener sig af netop dette sprog, så har det jo en betydning, som oversætteren, i dette tilfælde Thomas Harder, forholder sig til. Hvordan har han dog klaret det? Jamen, det ved jeg ikke og kan kun konstatere, at det hele flyder og fungerer som det naturligste og mest elegante sprog i verden – magien er bevaret. Tvivlens alder er den fjortende i Montalbano-serien udgivet af Arvids Forlag, 229 sider, hæftet i fin papirkvalitet, til gengæld lidt svær at få til at ligge åben på opslag. Forlaget har selv copyrighten til forsideillustrationen – godt for dem, for det er et meget smukt billede (smukkere end den italienske udgave), hvor vi gennem en gammel port (er det vist) kigger ud over havet. Mathias Joong Dahl Jeppesen har stået for sats og tilrettelæggelse af omslaget – så mon ikke det er ham, der har stået for den lille elegante detalje i ’e’et i ordet ’alder’? Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
