Jo mere af mit liv der var synligt, jo mere fyldte alt det i mig, der ikke var synligt.
Sådan tænker forfatteren, mens hun står på biblioteket i Svendborg og lige har fortalt om sin foregående bog, bestselleren fra 2018, Den der lever stille. Hun ser ud over tilhørernes venlige, opmærksomme og spørgelystne ansigter – de skulle bare vide, hvor meget hun stadig har beholdt for sig selv, tænker hun og fører samtidig en indre dialog med sit yngre jeg – endda i flere forskellige udgaver. Hendes ikke-tilstedeværende far kommer også i hendes fantasi til orde med en dyster forudsigelse om, at der nu ikke var andet tilbage af hende end en rygende ruin, fordi hun havde givet sit brændstof bort ved at lægge hele hovedstolen ud til fri beskuelse for læserne i Den der lever stille.
Det er nu ikke en urimelig bekymring, for hun har virkelig i sin foregående bog brugt af hovedstolen i generøse håndfulde – så hvad er der tilbage? Tænkte nærværende anmelder inden overhovedet at have åbnet den nye bog. Der er nu masser tilbage, ja, der er: medens bogen fra 2018 fortalte om, hvordan Leonora Skov gjorde sig fri af sine forældre og hele baggrund og gav sig selv lov til at leve det liv, der var hendes, så handler den aktuelle bog fra 2021 om, hvordan hun udvikler sig som forfatter – og det er noget helt andet, også selvom det er den samme hovedstol, der leverer stoffet. De to bøger komplementerer hinanden, fortæller hun selv – ganske rammende. Flere steder i bogen indvier hun læserne i sin skriveproces – de to bøger skal kunne læses hver for sig og i vilkårlig rækkefølge. Hvordan får man nødvendige informationer med uden, at de virker som overflødige gentagelser? Det lykkes for hende – med mobbende piger i grundskoleklasserne som en mulig undtagelse, men lad det nu ligge. Forfatteren færdes (sådan virker det) lige hjemmevant i sit nutidsspor og sine erindrede oplevelser – mange af dem ikke så lykkelige og mange direkte smertelige.
På bogens titelblad står der ROMAN – ikke biografi eller erindringer, og her er jeg glad for at gribe tilbage til det indledende kapitel i Den der lever stille. Her vånder forfatteren sig ved projektets vanskeligheder ’….jeg ville blive nødt til at skrive længere forløb sammen, reducere hele år til bisætninger, udskrive vigtige personer og stramme dialogerne, og jeg svedte allerede’, skrev hun dengang. Løsningen kom fra Leonora Skovs elskede Annette: ’Hvis du kalder den en roman, er du friere stillet’. Sådan! Men når det er sagt, er der meget stof til eftertanke omkring, hvad det betyder, når en bog på titelbladet deklareres som ’roman’.
Forfatterens første udgivelse og dermed første skridt ind i det, hun vil arbejde med resten af livet, er en antologi, der udkom i 2002. De røde sko - feminisme nu, hedder den. Begivenhederne omkring den antologi fylder meget både i hendes liv og i denne bog, og det meste var pinefuldt – ’det er det mest skamfulde, jeg nogensinde har skrevet’ sagde Leonora til Annette, som tørt bad hende ’trække et nummer i køen over alle dem, der skammer sig over en historie som den her’. Så mange var der nu ikke dengang, skriver Leonora. Hele MeToo-bevægelsen havde jo slet ikke rejst sig på det tidspunkt. Men små 20 år senere var opmærksomheden på krænkelser af kvinder jo en helt anden og gjorde det nu muligt for hende at åbne kapitlet om den indflydelsesrige forlægger, hun havde skrevet kontrakt med om antologien, og som gang på gang udsatte hende for ’uønsket intimitet’, som hun ikke afviste, indrømmer hun skamfuldt. ’Noget i mig var slukket. Jeg måtte have gjort et eller andet galt….selv have lagt op til det uden mit vidende’. Sådan tænkte hun dengang, og hvis hun havde sendt den slags signaler, var det en misforståelse, som skulle opklares, skrev hun i en lang og gennemtænkt mail til forlæggeren, hvis faglige sparring og opbakning, hun havde så hårdt brug for i den situation, hvor hun kun lige akkurat var på vej ind i sin forfatterkarriere. Men mareridtet fortsatte – og for at gøre situationen endnu mere trist for hende, lod forlæggeren hende selv dække en del af udgifterne i forbindelse med bogen, som hun dermed endte med ingenting at tjene på. Antologien udkom og fik masser af omtale, men jeg skal lige love for, at Leonora Skov måtte stå model til hårrejsende og aggressive håndkantsslag fra andre debattører og journalister, flest mænd, men enkelte kvinder holdt sig heller ikke tilbage. Til gengæld lykkedes det hende straks efter udgivelsen at sige et så klart ’nej’ til forlæggeren, at han forstod budskabet nu, hvor ’han ikke længere havde magten over mig’.
Straks efter antologien var udkommet, gik Leonora i gang med det, hun anser for sit virkelige projekt her i tilværelsen: at skrive romaner. Det begyndte helt godt: den forlagschef, hun havde sendt de første 80 sider af Rygsvømmeren til, var begejstret, anmeldelserne var overstrømmende, Leonora var euforisk – og få dage efter udgivelsen inviterede Annette hende for første gang til middag, og de blev efter kort tid kærester og flyttede sammen.
De næste romaner mødte mere modstand – den tidligere så entusiastiske forlagschef var ikke begejstret, og bøgerne solgte heller ikke så godt. Det var dels fagligt en skuffelse, dels et problem for økonomien. Så for at overleve skrev Leonora anmeldelser – først i Politiken og senere i Weekendavisen, hvor litteraturredaktøren støttede hende, når mandlige forfattere i utilfredshed med en kritisk anmeldelse krævede hende fyret, fordi ’jeg var lesbisk, feminist….og mandehader’. Den store effekt for de vrede mænd af de sidste års voldsomme debat om "MeToo" og "krænkelser", har været, at den har gjort det umuligt for mænd - som de fleste ellers plejede tidligere - slet ikke at tænke over, at de er mænd. Det var de bare - og kvinderne var "det interessante andet køn". Da den nævnte litteraturredaktør fik et nyt job, tilbød Weekendavisens chefredaktør Leonora at overtage stillingen. Men nej tak, svarede hun, hun var forfatter og ville hellere skrive selv end redigere andres værk. Chefredaktøren tilbød betænkningstid, men hun holdt fast.
Det må virkelig have krævet viljekraft og beslutsomhed at takke nej til det, der bestemt må kaldes et godt tilbud, specielt fordi hendes romaner i samme periode ikke ligefrem solgte særligt godt – Leonora er hudløst ærlig omkring sine nedture i den forbindelse.
Men så vender lykken: hun får helt nye vilkår med en ny forlagsdirektør (det er den tredje!) og ny forlagschef – de tror begge på hendes forfatterskab og tilbyder al mulig støtte. Og som om dette ikke var nok, så lå der selvsamme dag som mødet på det nye forlag en mail i hendes inbox fra Statens Kunstfond: hun havde til sin overraskelse fået et treårigt arbejdsstipendium, som hun havde søgt- åbenbart uden meget optimisme.
Det fremgår krystalklart af det følgende forløb, at forlaget står 100% ved deres løfte også, selvom Leonoras romaner ikke er de helt store succeser. Da hendes mor døde, besluttede hun, at nu kunne hun skrive sin egen historie, men det kunne hun så bare ikke - der gik et helt år og trekvart, uden der kom et ord på papir, men forlaget holdt fast, og en oplæsning på et bibliotek af de første manuskriptsider i Den, der lever stille blev en uventet og meget opmuntrende oplevelse. Derpå gik det slag i slag, og bogen udkom i 2018 og er blevet solgt i opsigtsvækkende mere end 140.000 eksemplarer – og vandt boghandlernes Gyldne Laurbær. Sådan slutter nærværende bog om en forfatters kamp for at være den forfatter, hun selv tror på. Hvad der driver en forfatter til at skrive om sig selv, sin familie, kolleger, venner – og det modsatte? Det ved vi nu, når vi har læst de to romaner, som supplerer hinanden fint. Men hvad får læseren ud af den nye bog Hvis vi ikke taler om det? Hvis vi springer tilbage til 2018 og udgivelsesreceptionen af Den, der lever stille, leverede hendes far denne replik: ’Bogen kommer ikke til at sælge noget særligt. Hvem gider dog læse om vores familie? Nej, det må være et lille homopublikum i København.’ Tja, med sådan en far behøver man dårligt nok andres kritik. Og hendes far tog i øvrigt fejl. Mange mennesker har fortalt Leonora, at de genkender egne oplevelser i hendes bøger. Genkendelser/spejlinger, der rummer meget andet end seksuel identitet, og det gør bogen (eller rettere bøgerne) meget mere interessante for mange flere mennesker, end den taktløse far forestillede sig. Forfatteren selv blev nu også solidt overrasket af succesen. For alle, som interesserer sig for den danske bogverden – bredt forstået – er Hvis vi ikke taler om det – også dybt interessant.
Den fysiske bog er der gjort meget ud af – og Leonora Skov fortæller, at hun selv i den grad har arbejdet med at få det indhold, som betyder så meget for hende, til at præsentere sig på smukkest mulige måde. Smudsomslaget er designet af Simon Lilholt fra Imperiet – og for en gangs skyld ikke af ham alene, men i samarbejde med forfatteren. Og marmoreringen på omslaget og på både for-og bagsats har hun alene stået for, mens fotoet på omslagets forside er af Elle Moss. Titel og forfatternavn på omslaget er med forhøjede guldtyper – og for at gå helt i detaljer er typerne lakerede for ikke at blive beskadigede. Sidst (men for denne læser absolut ikke mindst) ligger bogen fint åben på opslag, og hver gang jeg vendte et blad, nød jeg fornemmelsen af det lækre papir. Det er næsten for nørdet at nævne det, men altså bogmærkebåndet (kaldet læsebåndet) er gyldent, og det samme gælder det såkaldte kapitælbånd (de smalle stofstrimler, der findes øverst og nederst i ryggen af indbindingen). Selve den hårde indbinding er i mørkegråt lærred. Flot – også fra forlagets side, som støttede hende også før den store succes kom.
Bogen på 384 sider er udgivet af Politikens Forlag – både på print, som ebog og lydbog indlæst af forfatteren selv.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
