|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 23-02-2021 Lars Bo Kirk: De sidste fiskere KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan lød ordene fra Kent Kirk lige før nytår 1983. ’Deres zone’ var briternes nyligt etablerede 12 milezone, og den historie vender vi tilbage til. Den er nemlig et dramatisk højdepunkt i Lars Bo Kirks beretning om Fiskeriets storhed og fald, som bogens undertitel lyder. Forfatteren rækker helt tilbage til 1893 og til en forfærdelig og voldsom storm, der uventet og overraskende efterlod 48 fiskere omkomne ud for Harboøre, hvor familien Kirk stammer fra. Beretningen slutter i 2020 med blandt andet bekymringer for, hvordan det skal gå med fiskeriet efter den britiske udtræden af EU. Forfatteren Lars Bo Kirk er selv en del af den kendte fiskerfamilie. Kent Kirk er hans morbror,og bogen er skrevet i samarbejde med ham. Læseren bliver inviteret til at lære familien Kirk at kende – og det er en invitation, man gerne tager imod, for hvor gemmer der sig mange oplevelser hos dem – navnlig naturligvis knyttet til hav og fiskeri, men også til udviklingen i byen Esbjerg og specielt dens havn. Kort kunne denne udvikling beskrives sådan: Havnen har levet først af fiskeri, så af olieefterforskning og -boring for nu i disse år at levere service til havvindmølleindustrien – lige uden for Esbjerg ligger nemlig nogle af de mest lovende områder til at høste havvind - altså: fra fisk til olie til vind! Men det er naturligvis fiskeriet, der er omdrejningspunktet for flere generationer af familien Kirk. Her lærer vi forfatterens morforældre rigtigt godt at kende: Brynhild kom oprindeligt fra Færøerne, men tog sammen med sin far til Esbjerg, hvor hun blev serveringspige på sømandshjemmet, og der mødte hun i 1937 Sand Kirk, en ung fisker fra Harboøre – det var kærlighed ved første blik, og i 1940 stiftede de familie, der kom til at bestå af fire sønner (en af dem Kent) og tre døtre (en af dem mor til bogens forfatter, Lars Bo). Der er mange gode historier ikke mindst om Kent og hans storebror Niels – begge fiskere, naturligvis. Det har nu ikke altid været let og fornøjeligt – en fiskerbåd var typisk på havet i ti dage, hvor man dårligt fik sovet mere end en enkelt times tid ad gangen: fiskegrejet skulle ud, så trækkes op igen, fisken ned i lasten, pakkes i is, beslutte om skibet skulle flyttes, sove lidt, op, drikke kaffe – og så: gentag! Jeg har lyst til at citere et par linjer, der krystalklart fortæller om vejret og vandet på Nordsøen, som er ’berygtet for bølger, der brækker og slår skævt. De ukurante bundforhold, kringlede kystlinjer og den direkte forbindelse til det enorme og dybe Atlanterhav skaber komplekse strømme og gør søerne uforudsigelige og ofte farlige’ – sådan skriver Lars Bo om sin morbrors oplevelser. En anden oplevelse stod Niels Kirk for, da han en nat slet og ret blev slynget ud over siden af skibet og ned i vandet – for så sekunder efter at blive revet tilbage igen af den line, han havde om hånden. Bølgerne den nat var ubegribeligt høje. I 1973 opstod en helt ny situation for de danske fiskere, for her trådte Danmark ind i EF – og var her den klart største fiskerination. Der er spændende kapitler om stridighederne mellem de tre nationer: Danmark, Island og Storbritannien, og det var her, Kent Kirk blev formand for Esbjergs Fiskeriforening og trådte ind i politik, hvor han som kandidat for de konservative blev indvalgt i Europa-Parlamentet, hvor han sad 1979 – 84. Voldsomheden i konflikten mellem de to EF-medlemmer Storbritannien og Danmark spidsede mere og mere til, da briterne hævdede en 12 sømilegrænse, som skulle træde i kraft 1. januar 1983. Her indtraf så den begivenhed, der skulle gøre Kent Kirk berømt ikke bare i Danmark, men også i udlandet: Historien, som forfatteren fortæller den, begyndte lige før nytår 1983, da en ung journalist, Oskar Lund, fra JyskeVestkysten spurgte Kent Kirk, om der var noget nyt i striden om de britiske sømilegrænser og fik svaret: ”Ja, jeg tror, jeg må sejle over og smide garnet bag deres zone, så vi kan få afprøvet sagen ved domstolene”. Som sagt så gjort: lige efter nytår sejlede Kirk, som udover at være fisker nu også var dansk medlem af Europa-parlamentet, ud fra Esbjerg havn. Ombord på stålkutteren Sand Kirk var der udover besætningen et større antal journalister – både engelske og danske, heriblandt Oskar Lund. Endnu flere fulgte med på et chartret følgeskib. Det blev en hård tur for dem, der ikke var vant til havet – bølgerne var tårnhøje, pisket op af en storm med vindstyrke 10, fortæller Lund her mange år efter til Lars Bo Kirk. Det var også en lang tur på 48 timer, før Kent Kirk kunne meddele, at nu var de indenfor den britiske 12-sømile grænse. Og der lå ganske rigtigt en velkomstkomité af britiske krigsskibe parat. Sand Kirk kastede sit trawl ud, og i samme sekund satte briterne en gummibåd ud og nåede på to minutter frem til Kirks kutter, hvor Kent selv venligt kastede lejdere ud til gæsterne, bød dem velkommen på skibet og inviterede til frokost. Hele stemningen var rolig og venlig, fortæller Lund. Den danske kutter blev nu tilbageholdt og eskorteret ind til Newcastle, hvor Kent Kirk næste dag blev stillet for en dommer. Her lød fiskerens forsvar, at han som EF-medlem havde ret til at fiske i fællesskabets farvande – det var jo blevet aftalt. Dommeren, der ganske som forventet var uenig, idømte ham en bøde på 30.000 pund, en dom, som Kirk på stedet ankede og viderebragte til EF-Domstolen. Det tog ganske vist halvandet år, men så kom afgørelsen: Kirks fiskeri havde været lovligt. Dermed var fiskeriets trængsler naturligvis ikke ovre, for i de følgende par årtier kom først fiske-rationer og derpå fiskekvoter – det er svært stof, men bliver grundigt forklaret af Lars Bo Kirk – (og i en bisætning: nærværende anmelder ved nu f.eks. hvad en ’trusseredder’ vil sige). Kent Kirk har været i mange flere søgange end dem på Vesterhavet også indenfor sin egen familie, og der er naturligvis altid en risiko ved at se konfliktfyldt stof gennem briller, som sidder på én af deltagerne i konflikterne. Det ved forfatteren Lars Bo Kirk udmærket, når det både handler om hans egen familie, og når der direkte på bogens forside står ’i samarbejde med Kent Kirk’. Så han forklarer i sit forord, hvordan han under arbejdet med bogen har skrevet ’frit og loyalt overfor kilderne’. Den er hele vejen spændende at læse – ind i mellem åndeløst spændende! Men jeg kunne godt have ønsket mig en slægtstavle eller stamtræ for familien Kirk – for det det kan altså være lidt svært at finde rundt i de mange mennesker. Bogen er helt klart en fortælling – ikke en fagbog i fiskeriets historie. Derfor er der f.eks. i kapitlet om den dramatiske aktion henover britisk sømilegrænse lige i underkanten af årstal – og navnlig datoer, og jeg var fem-seks sider henne i den fortælling, før jeg blev helt sikker på præcist, hvornår aktionen fandt sted. Men flowet i historien her er fremragende, og det er en god prioritering fra forfatterens side. Det er en bog, der kommer langt omkring i sin behandling af en særdeles vigtig del af dansk erhvervsliv – et erhverv, der har været en del af os siden den allertidligste stenalder. Denne læser sidder nu og håber, at bogens titel med det nedslående adjektiv om de ’sidste’ fiskere ikke helt kommer til at dække. På den anden side er der grund til at se med stor respekt på de fiskere, der fortælles om i bogen – for hvor er her fantastiske eksempler på stædighed, udholdenhed og omstillingsparathed! Så er der billederne – alle sammen sort-hvide. Det er en fin samling, som fortjener at blive studeret. Min personlige favorit er fotoet af engelske marinesoldater på vej op på Kent Kirks båd – høfligt hjulpet af den piberygende kaptajn. Billederne er samlet sidst i bogen – det er nok derfor, de er glemt i indholdsfortegnelsen. Men læseren gør klogt i ikke at glemme at nyde dem! Bogen på 272 sider er udgivet af Politikens Forlag Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
