|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 06-10-2020 Thomas Harder: De uønskede KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Der er naturligvis både ”et før” og ”et efter” flygtningenes ophold her i landet – hele den sammenhæng, som er med til at gøre Thomas Harders store værk så fremragende, medens selve den detaljerede gennemgang af de tyske flygtninges op til fire år i Danmark naturligvis er det centrale og det, der fylder mest. Sammenbrud og flugt er den ikke overdrevne titel på bogens første del, som med præcis omhu for detaljer forklarer begivenhederne forud for og under Tysklands fald, som drev millioner af mennesker på flugt. Heraf blev 1,2 millioner flygtninge og såredereddet ud af de tyske østområder ad søvejen. Cirka 250.000 af disse kom til Danmark – og det er deres historie Thomas Harders bog fortæller i bogens centrale del med overskriften Et uvelkomment ansvar. Vi kan her læse en meget grundig og detaljeret gennemgang af forholdene i lejrene – hvordan disse blev forvaltet, administreret og bevogtet, hvordan det hele skulle tilrettelægges og falde på pladsi løbet af kort tid i sommeren 1945 og sidst (men ikke mindst): forholdet til den danske befolkning. Det hele begyndte længe før den tyske kapitulation, nemlig 31. januar 1945, hvor chefen for den tyske rigsbefuldmægtiges politiske afdeling henvendte sig tildirektøren for det danske udenrigsministerium med besked om, at tyskerne planlagde at hente mindst 10.000 sårede soldater til Danmark.Det havde det danske hospitalsvæsen slet ikke kapacitet til, lød svaret. Ikke desto mindre var beskeden bare få dage senere, at behovet for pladser snarere ville være helt op mod 80.000. Fra dansk side blev der protesteret – både ved henvisning til, at værnemagten allerede havde lagt beslag på masser af danske bygninger, så alene det begrænsede kapaciteten. Dertil kom, at der midt i februar var blevet deporteret 250 danske fanger fra den tyske fangelejr Frøslevlejren til en koncentrationslejr i Tyskland – denne overflytning blev af tyskerne forklaret med pladsmangel i danske fængsler. Var det så rimeligt at mene, at der pludselig kunne skaffes plads til sårede tyske soldater og flygtninge? Ikke desto mindre kom der så i løbet af de sidste måneder af den tyske besættelse en strøm af flygtninge, som blev anbragt alle mulige steder, hvor man overhovedet kunne finde plads til dem – der var bare den forskel, at fra 5. maj 1945 var det nu dansk ansvar, hvad der foregik. Nogle få dage 5-8 maj var det modstandsbevægelsen, der bevogtede lejrene, men allerede 8. maj overgik opgaven til Statens civile Luftværn, SCL. Det vigtige arbejde med at lede hver enkelt lejr skulle så varetages af lejrledere – de var svære at få fat på, for jobbet var lavtlønnet og ikke særlig velanset. Et stykke tid efter tyskernes kapitulation fortsatte Tysk Røde Kors deres arbejde i lejrene – senere kom en ordning, hvor civile tyske læger og sygeplejersker kunne arbejde videre nu under delt dansk-tysk ledelse. Under alle omstændigheder var lejrchefen altid øverste myndighed. Thomas Harder forklarer de kolossale opgaver, der skulle løses: logistikken var overvældende – ikke bare skulle der på meget kort tid skaffes plads og naturligvis mad. Men hygiejniske forhold skulle sikres og lægehjælp var tit nødvendig. Desuden forekom sygdomme som tyfus og paratyfus hos en del flygtninge. Det var sygdomme, som det dog lykkedes det danske sundhedsvæsen at dæmme op for ved et grundigt vaccinationsprogram. Der var store forskelle mellem flygtningelejrene, både hvad de fysiske forhold angik, og i hvor høj grad der f.eks. blev tildelt udgangstilladelser til beboerne. Lejrene var bevogtede af de såkaldte CB’ere (civilbeskyttelsesbetjente), som havde strenge forbud mod at ’søge samkvem med flygtningene’, som det blev formuleret. Ikke desto mindre fremgår det, at CB-folkene ikke havde stor respekt for fraterniseringsforbudet, som de ellers netop skulle håndhæve. Dette forbud repræsenterede også en beskyttelse af de indespærrede kvinder, selvom det ikke blev begrundet på den måde, skriver Harder. 1. april 1946 blev der åbnet for postforbindelse mellem Tyskland og flygtningelejrene – udover breve kunne flygtningene modtage pakker – som dog ikke måtte indeholde madvarer, tobak eller nydelsesmidler – det var der flere grunde til: man ville forhindre både misundelse mellem flygtningene indbyrdes og en paralleløkonomi i lejrene. Desuden var der det princip, at flygtningene skulle ’have det forsvarligt, men ikke bedre end den fattigste dansker’. Naturligvis kunne det ikke undgås, at der i lejrene opstod brud på reglerne, stridigheder mellem flygtningene eller kriminalitet, men først i august 1946 blev der indført fælles retsregler for samtlige lejre. NSU (Nationalsocialistisk Ungdom) hjalp i de tidlige forårsmåneder i 1945 til med syge og sårede flygtninge. En sådan ung pige på 15-16 år var med til sammen med nogle nonner at hente de mindste børn ude i Frihavnen. Hun fortæller, at de sad med hver deres lille barn i armene og ”da jeg afleverede mit lille barn, som jeg havde siddet med, så siger den nonne [….] ’Det er jo dødt, det lille barn’, så sagde jeg ”jamen det var det ikke, da jeg holdt det” – jeg var rystet, men så sagde hun noget [….] ”Ja, men det lille barn har mærket hjerteslag og varme omkring sig, da det døde”, og det har jeg altid tænkt på….”, sluttede pigen. Der var virkelig mange af flygtningene, der havde behov for lægehjælp – akut hjælp i nogle tilfælde, som f.eks. da der 10. marts 1945 fra tysk side blev anmodet om hjælp til et skib med 10.000 flygtninge, der netop var ankommet med otte kvinder om bord, som lige havde født og 40, som var lige ved at gå i fødsel. Lægeforeningen, DADL’s, formand Mogens Fenger ville gerne hjælpe, men havde sin hovedbestyrelse i mod sig – det endte med et kompromis, hvor de, der mest trængte, fik hjælp. Netop i de samme dage tog professor Bent Andersen mod 11 små børn på Aarhus Kommunehospital – det var ganske vist under trusler fra tysk side, men efterfølgende skrev han i et brev til Fenger, at han ikke tror, at hans ”samvittighed ville kunne have båret en afvisning”. Thomas Harder behandler grundigt hele diskussionsforløbet mellem de danske sundhedsmyndigheder og lægerne på den ene side og tyskerne på den anden side – samt diskussionerne mellem lægerne indbyrdes. Der var meget forskellige holdninger blandt dem til hvilken hjælp og til hvilke grupper flygtninge hjælp skulle ydes! Et eksempel på en kæmpestor lejr var Oksbøl, som med et areal på ca. 15 km2 og op mod 36.000 indbyggere på det tidspunkt var Danmarks sjette største by organiseret som en slags kommune med f.eks. et demokratisk valgt byråd. Det var vigtigt at sørge for, at børnene i lejrene havde noget at tage sig til – de skulle nemlig lære noget, som kunne komme dem til gavn senere efter hjemkomst til Tyskland. Der var omkring 50.000 skolepligtige børn og det var lidt af en opgave at finde lærere til dem. Men det lykkedes at få fat i 2000 lærere i lejrene – som kom fra alle mulige erhverv! Disse mennesker, som altså selv var flygtninge, blev omhyggeligt screenede for nazistiske tendenser. Harder gennemgår overvejelserne over, hvilke fag, der skulle undervises i og hvilket pensum – ikke mindst i faget historie. Men én ting var helt sikkert: Dansk stod ikke på skemaet – de skulle ikke slå rødder her i landet. Allerede så tidligt som september-oktober 1945 kunne et par tyske gymnasier afholde studentereksaminer i Oksbøllejren, og de unge mennesker var på den måde allerede rustet til at komme videre, når de en gang kom hjem. Og hjem ville de alle sammen – det fremgår helt klart, at her var interesserne sammenfaldende for danskere og tyskere! Det er en bedrift, at forfatteren formår at beskrive og nøgternt forklare alle disse aspekter af flygtningeproblemet (her har jeg kun givet nogle meget få eksempler!) og samtidigt hele tiden holde en empatisk, men ikke sentimental, vinkel. Vi får Harders egen systematiske gennemgang af lejrene, deres fysiske indretning, administration og ledelsesamt beskrivelsen af alle de mange etiske konflikter – specielt i lægebranchen. For det andet hører vi alle de mange, mange menneskers stemmer, som omfatter alt lige fra politikere og embedsmænds udtalelser, over læserbreve i aviserne samt disses ledende artikler til flygtninges dagbogsoptegnelser, hvoraf specielt en lille syvårig piges beretninger er stof til eftertanke, når hun f.eks. fortæller om de ret sjældne udgangstilladelser, hvor de risikerede, at ”folk spyttede på os og sparkede til os”. Men der var også eksempler på venlige mennesker, der f.eks. diskret gav en familie, der stod med lange øjne udenfor en bager butik, en lækker pose bagværk. Eller en dansk mand, der i sporvognen rejste sig for en tysk kvinde med et lille barn og ikke engang prøvede at skjule det for eventuelt skulende landsmænd – det sidste blev allermest påskønnet. Bureaukrati, administration inklusiv upassende konkurrence mellem forskellige instanser ståroverfor god vilje og empati i et afsnit om eftersøgning af savnede børn, savnede forældre eller andre slægtninge. Den næstsidste del af bogen, Forhandlinger og udsendelser behandler så de enorme praktiske vanskeligheder ved repatrieringen af de mange mennesker.Umiddelbart tænkte jeg, at det var underligt, at det skulle være så svært at få dem hjem – tyskerne ville hellere end gerne rejse – og danskerne så dem hellere end gerne forsvinde. Spørgsmålet var nemlig, hvad flygtningene skulle hjem til. Langt de fleste (95%) af de tyske flygtninge i Danmark kom fra øst, og USSR’s gesandt i Danmark havde meget tidligt meldt ud, at de ikke agtede at modtage en eneste flygtning i deres besættelseszone. Briterne og amerikanerne i deres respektive zoner havde store vanskeligheder ved at brødføde flere mennesker end dem, der allerede var i zonen. Og rigtigt mange af flygtningene i Danmark ville gerne tilbage til netop den britiske zone, selvom manges tilknytning dertil var ret tynd. Endelig sluttes bogen af med et Efterspil, som belyser de ikke helt sjældne problemer, der opstod i et Tyskland, der nu var skrumpet, fordi øst-grænsen var rykket mod vest. Mange, der før krigen havde boet i det tyske rige, var blevet fordrevet og indkvarteret i tyske lejre, som materielt set var ringere, end de danske havde været. Disse fordrevne fik ikke altid god modtagelse af lokale tyskere. Specielt prøjserne blev tit omtalt som ’artsfremmede’ og som ’ikke landsmænd’. Der er stof til mange, mange timers fordybelse i denne velskrevne og gennemdokumenterede bog. Man lukker den til sidst langt mere vidende end før om en af de vanskeligste og mest traumatiske perioder i europæisk og dansk historie. Det er en bedrift, at Harders egen tekst og de mange, mange citater fra kilder perfekt integreres i hinanden og udgør et læseværdigt hele. Bogens noter er guld – intet mindre, hvor en række af dem er uddybende – nogle af dem små artikler i egen ret. Bagest et bilag med en total registrering af tyske flygtningelejre i midten af maj 1945, en meget nødvendig liste over forkortelser, en liste over kilder samt en bibliografi, og en liste over de stednavne, som hedder noget forskelligt på forskellige relevante sprog. Der er stikordsregistre til både steder og personer – og så altså noterne – 652 styks! Tre kort er fra Møllers – Grafisk tegnestue og er i den grad nyttige – nærværende anmelder brugte dem hele tiden. Det fremgår af kolofonen, at forfatteren har modtaget støtte fra en række fonde – disse kan være særdeles tilfredse. Som så mange gange er det interessant at læse, hvem en forfatter takker – her er Erik Ingemann Sørensen nævnt som den første, og det fremgår af kolofonen, at han har været fagkonsulent og billedredaktør. Thomas Takla Helsted har stået for forlagsredaktionen. Bogen er udgivet af Gyldendal. 481 sider. Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
