|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 17-09-2020 Arno Saar: Sneen under sneen KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan overvejer kommissær Marko Kurismaa på vej ud til et mordoffer liggende begravet i en drive af Estlands iskolde vintersne. Det var en gammel mand, som havde tilkaldt politiet, da hans hund på en sen luftetur havde stillet sig til at gø ved snedriven, som viser sig at rumme liget af en ung pige. Hvem er pigen? Hvem har dræbt hende og hvorfor? Og hvilken rolle spiller sneen og sneen under sneen? Det sidste er en interessant pointe – med en lille fin hilsen til Frøken Smilla og hendes fornemmelse for sne. Pigen viser sig at være hviderussisk escortpige – og det er i sammenhængen naturligt at inddrage lederen af Afdelingen for Forbrydelser i Nære Relationer og Vold Mod Kvinder i efterforskningen. Denne leder er politiassistent Kristina Lupp. Hun og Kurismaa er kærester – et forhold, som de ihærdigt (men tit lidt klodset) forsøger at hemmeligholde. Bogen er 2. bind i serien ’En sag for Marko Kurismaa’ og læseren kan også nikke genkendende til Kristina Lupp – og faktisk også til flere andre i persongalleriet fra seriens Bind 1, ’Toget til Tallinn’, hvor kulden også holdt den estiske hovedstad i en jernnæve. Efter grundig gennemtrawling af hjemmesider med annoncer for hviderussiske kvinder på udkig efter kunder bliver ofret identificeret – og desuden finder Kurismaa ud af, at den dræbte havde en samarbejdspartner eller makker – hun får senere stor betydning for at levere vigtige spor i sagen. Men så er der ikke så meget mere for politiet at gribe til: der var ganske vist fingeraftryk, men de pegede ikke på nogen i deres database, så morderen var ikke kendt af politiet i forvejen. DNA var der sandelig også – men hvad kunne man bruge det til, tænker Kurismaa, for et DNA-spor er ligesom en nøgle. Man har kun glæde af den, hvis man ved, hvilket nøglehul, den passer til. Langsomt og omhyggeligt trevler Marko og Kristina de spegede tråde op i sagen – tråde, der kan se ud til måske at lede frem til Kurismaas chef. Politiafhøringer af mistænkte er et klassisk element i krimigenren – og vi snydes ikke her i et intenst forhør af tre personer samtidigt. Kurismaa lader en kollega stå for afhøringen, medens han selv følger med bag spejlruden og funderer over spillet mellem politiet og en af de mistænkte, der på snedig vis (måske) prøver at vride mistanken bort fra sig selv: ”Der foregik det samme spil mellem dem og ham som mellem målmanden og modstanderen, der skal sparke et straffespark: Hvis du ser til den ene side, ved jeg, at du vil sparke til den anden, eller også sparker du netop til den side, fordi du regner med, at jeg regner med….”. Ja, finten inde i finten er altid den lækreste nougatbid i skålen. Bliver sagen løst? Ja! Hvordan og hvem – skal det med i en anmeldelse? NEJ, selvfølgelig ikke! Men anmelderen her kunne såmænd sagtens havde skrevet det, for det spændende i bogen er ikke først og fremmest gådens løsning, men alt det, der fører hen til løsningen: alle de miljøer, der optegnes for læseren, alle de personer, vi møder undervejs og først og fremmest Marko Kurismaa selv. Forfatteren ved sandelig alt om sin hovedperson – det er et held, at vi på den måde f.eks. kan få at vide, at han er lidt flov over mænds krybdyrhjerne, der sommetider hos ham får overtaget over hjernebarken, tænker han. Hm. Mange af dialogerne (og dem er der heldigvis mange af) er direkte guddommelige – de kan være f.eks. mellem Marko og hans logerende, Pedro, eller med kæresten, Kristina, eller med en læge. Der er nok at vælge mellem. Dialogerne er en af forfatterens metoder til at tegne en meget præcis profil af Kurismaa som en mand, der kæmper sig gennem efterforskningen og ikke giver op, selvom han lider af en tilstand, der aldrig forlader ham ret længe ad gangen: Narkolepsi, en sygdom der blandt andet fører til hyppige anfald af uimodståelig søvnighed. Dette er beskrevet i mange detaljer, og måske det er godt at blive klog på en sygdom, der ifølge Rigshospitalets hjemmeside plager rigtigt mange mennesker i Danmark. Marko vil helst bevæge sig til fods på opgaverne, hvis det overhovedet er muligt. Hans fødder og hjerne er tæt forbundne – når han går, tænker han så godt, men når fødderne står stille, så…..kører hjernen fast. Sådan som historien er fortalt, må forfatteren tage ansvaret for sin hovedperson – og man kommer virkelig til at sætte pris på gennemsympatiske Marko Kurismaa, som i den grad er på de svagestes side og bogstaveligt talt ikke lader nogen snedrive komme i vejen for sin Lada Zhiguli årgang 1976 i håbet om at redde et offer i en håbløs situation. Selvom den sag, der skal opklares, er uhyggelig nok, så svælges der ikke i detaljerne. Det kan ellers godt ske i ikke mindst skandinaviske krimier, og jeg må indrømme det ikke er min smag. Der er meget at komme efter, hvis man er interesseret i forholdene Estland/Rusland/Hviderusland – eller måske mere rammende: estere overfor hviderussere – og navnlig overfor russere. Temaet dukker op flere gange, allermest elegant i skildringen af en sauna, som benyttes af både russere og estere, som har held med en metode ”til at holde afstand til hinanden på, selv i så lille et rum”. Konklusion: en fantastisk god læseoplevelse – bogen ikke bare spændende, der er også en del at tænke over i udfoldelsen af handlingen og en masse at nyde i de rappe dialoger. Desuden er bogen en fornem introduktion til Tallinn – man får lyst til at besøge byen og omegn. Hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke være i tvivl om, at bogen var skrevet på estisk af en estisk forfatter. Men det fremgår af titelbladet, at bogen er oversat fra italiensk af Thomas Harder, og allerede inderflappen på bogens omslag fortæller, at navnet Arno Saar er et pseudonym for Alessandro Perissinotto. Så vi er her langt fra den dybe hemmelighedsfuldhed, der effektivt omgærder et andet italiensk pseudonyms, Elena Ferrantes, anonymitet. Perissinotto er ansat ved Torinos universitet og har udover de to udgivelser, der er skrevet under pseudonym, under eget navn udgivet bl.a. tre krimier med psykologen Anna Pavesi – de er også oversat til dansk og udgivet af Arvids Forlag. Desuden har han skrevet flere essays om det at fortælle en historie og gjort sig overvejelser om detektivromanernes succes. Disse essays er mig bekendt ikke oversat. Men det er spændende at erfare, hvor meget selve fortællekunstens strategier og teknikker interesserer ham teoretisk, når man lige har nydt hans håndværk i praksis. Bogen er oversat fra italiensk af Harder til et dansk, der med stor sikkerhed leverer ikke mindst de flotte dialoger, så de falder rapt, rigtigt og rammende. Omslagstilrettelæggelsen skyldes Mathias Joong Dahl Jeppesen – illustrationen er fra Colourbox. Bogen er hæftet i god kvalitet – ikke bare limet, men også syet. Jeg var nødt til at knække den i ryggen, men den gik på ingen måde fra hinanden. Det kan jeg lide. Bogen udgivet med støtte fra Det Italienske Udenrigsministerium. Udgivet af Forlaget Arvids, 294 sider Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
