”På væggen over sofaen hænger en ægte Lundstrøm. Den nøgne kvinde er malet med brede, sikre penselstrøg. …..men ansigtet er tomt som et æg. Der er hverken øjne, næse eller mund.”
Det er Sidsel, en af bogens tre hovedpersoner, der ser på maleriet, da hun henter sin datter hos sin bror, Niels. Han havde passet den seksårige pige, mens søsteren selv var på en arbejdsvisit i London. Niels bor af indviklede årsager midlertidigt i en ældrebolig i luksusklassen. Han lever af at sætte plakater op. Sidsel er konservator på et museum, der kun kan være Glyptoteket. Der er endnu en søster, Ea, som bor i San Francisco. Hun har efter eget ønske ingen børn – endnu, men er måske ved at ændre sin holdning? Hun er også efter lang tids pause begyndt at kigge på sine to søskende i København – dog kun ved googlesøgning. Det er jo ikke forpligtende. Og så vil hun rigtigt gerne forstå mere om sin mor, der døde tidligt.
Bogens handling udspiller sig over mindre end en uge, men det vrimler med tilbageblik. Ind i mellem de forholdsvis korte kapitler dukker der ejendommelige scener op, hvor de optrædende er hovedpersonernes forældre – begge døde inden bogens handling.
Den første af disse scener indleder bogen.
Der er et væld af sekundære hoved- og bipersoner mere eller mindre tæt knyttet til de tre søskende.
Forlaget beskriver bogen som ’en fortælling om familiens mytologi’. Selv vil jeg måske snarere tale om arkæologi – for meget handler om at grave op: gamle bekendtskaber, for eksempel, som (måske) er ens barns far. Og så er der forholdet til de afdøde forældre, hvor navnlig Ea gør intense og utraditionelle forsøg på at frigøre sig - specielt fra sin mor. Men først og fremmest handler bogen om interaktioner mellem mennesker: søskende, børn, nuværende og tidligere partnere - for slet ikke at tale om sit eget tidligere liv. Derfor er bogen ligesom et granatæble, forekommer det mig, hvor de mange små lækre kerner nærmest eksploderer en ad gangen, når man spiser granatæblet. I stedet for kerner er her bare mange, mange små individuelle historier, skarpe iagttagelser og sproglige billeder. Men de er svære at tage ud af deres sammenhæng, uden at de brister – eller bliver uforståelige. Men lad mig prøve: Et eksempel er den lille historie bag bogens ellers noget kryptiske titel. Undrer læseren sig over titlen
’Hummerens skjold’ – så bare læs løs: forklaringen kommer efter cirka en tredjedels læsning og er lidt af en aha-oplevelse.
Men der er mange andre historier: ”Som en sand hippieunge havde hendes datter, fra hun var ganske lille, været tiltrukket af alt, hvad der lugtede af småborgerlig orden”, sådan lyder den lidt bittersøde iagttagelse af egen datter, som en af personerne byder på. Samme datter har mange følgere til sine geniale videoer, som leverer en kombination af mange forskellige lyde akkompagneret af venlig talestrøm – effekten er beroligende, søvndyssende og vanedannende, og et par californiske tech-fyre aner muligheden af så at sige putte hendes performances ind i en – app! Den skal åbenbart hedde ’Sleepi’. Den unge pige er betaget af hele det spændende set-up – og muligheden af at tjene penge på noget, hun nærmest har udviklet for sjov. MEN hun har taget sin mor med til mødet med tech-gutterne – moren bryder ind i disses sleske, kælne talestrøm og erklærer højlydt og kort fortalt, at de pønser på at udvande og drive rovdrift på datterens koncept. Godt mor!, tænkte nærværende anmelder. Datteren med det spændende projekt er bestemt ikke enig, men lader sig formilde af moderens løfte om, at hun vil hjælpe hende med at finde frem til sin far. En far som i parentes bemærket i 24 år ikke har anet, at han havde en datter.
Alle de mange historier fletter sig ind og ud mellem hinanden på smidige og snedige måder. Forfatteren gør det sandelig ikke alt for let for læseren – det er ment som en ros. Og hun kan noget, forfatteren – f.eks. lader hun i et af bogens sidste kapitler et ’bizart sammenrend’ af mennesker indtage en teaterscene og agere sammen – bortset fra, at det ikke er en scene, men en dagligstue. Jeg følte mig næsten hensat til slutkapitlet i en Poirot-krimi, hvor lige alle enderne skal samles. Her samles enderne så (ikke helt).
Jamen, hvad er så bogens handling, hvad sker der? Der sker en masse, men det er spredt på så mange enkeltstående historier, at det egentligt samlende er de nævnte scener med de tre søskendes tidligt afdøde forældre – her er der forbløffende nok egentlig fremdrift. En slægtsroman, ja, men en dekonstrueret slægtsroman?
Hummerens skjold er Caroline Albertine Minors tredje udgivelse. I stilen minder den om forfatterens debutroman, Pura Vida, hvor der dog (i modsætning til her) var en klart gennemgående hovedperson. Til gengæld afsøgte forfatteren i sin anden udgivelse, novellesamlingen Velsignelser, de muligheder, som kortere fortællinger giver. Det hele er lykkedes i Hummerens skjold, og læseren får en krævende, men tankevækkende og givende oplevelse.
Bogen er med støtte fra Statens Kunstfond udgivet af Gutkind, 296 sider.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
