|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 09-06-2020 Jan Kjærstad: Mr. Woolf KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan lyder et appetitvækkende, men mildt sagt også mystificerende citat fra bogen. Så lad os tage det fra en ende af: William Abelson var en ung og mere end lovende forsker indenfor partikelfysik. Med en afhandling, der havde vakt international opmærksomhed, stod han foran en spændende fremtid, men valgte så et job som barista på en smart kaffebar. Hans far udtrykte (forståelig) bekymring over sønnens karrierevalg – ”dette der barista-pjat”, kaldte han det, da han og sønnen spiste frokost sammen i en stilfærdig café skråt overfor faderens legetøjsforretning i Storgata i Oslo. Sådan en frokost spiste de to hyppigt sammen, men denne gang havde faderen en opgave til sønnen: William skal tage til Hongkong og finde sin søster, Liz, som faderen har fået problemer med at kontakte, og han er bekymret. Efter nogle indvendinger tager sønnen afsted – og den tur fylder det meste af bogen, men på en meget speciel måde. Romanen er nemlig bygget op som én lang enetale af William Abelson. Han taler til en kvinde, Nina, der er ved at afslutte en biografi over hans liv og prisbelønnede forskning, men synes hun mangler noget om denne rejse til Hongkong – den må jo have haft betydning for hans efterfølgende Nobelprisvindende arbejde med dark matter, mener hun. Abelson svarer på hendes spørgsmål – beredvilligt og meget grundigt, nærmest omstændeligt. Alt tyder på, at hun er tilfreds med informationerne, medens hun i løbet af bogens mange sider og de fem samtaler fordelt over samme antal dage ikke får indført en eneste replik. Men vi får hele beretningen både fra starten i Oslo (hvor fortællingen også slutter) og derpå i Hongkong. Vi kommer også til at forstå, hvilken betydning rejsen med dens indsigter har haft for Abelsons genoptagne forskningsarbejde, som med den model, der i fortællingen bærer hans navn, kombinerer Higgs-bosonen (partiklen) med universets mørke stof. Det her lyder, som det kunne være en ganske vist spændende, men trods alt nogenlunde traditionel historie om en forsker, der gør et afbræk i en lovende karriere, men har held til at komme tilbage på sporet igen og endda få en Nobelpris. Men forfatteren vil meget andet end det, når han får læseren til at se hele verden gennem Abelsons øjne. Det gælder navnlig Hongkong, som han vandrer igennem på kryds og tværs og giver læseren en svimlende oplevelse af et byskab, som er meget smukt, men også farligt at færdes i. Det er fascinerende at læse, og samtidigt er det foruroligende og utraditionelt. Det skyldes fortællingens elementer af science fiction, magi eller eventyr. Der foregår altså rigtigt meget mystisk – ikke bare i Hongkong, men også hjemme i Oslo. Der er en kvinde, som pludselig viser sig at være to kvinder, der er skurke, der bringes til at forsvinde nærmest ved et trylleslag og hestevæddeløb, hvor en mystisk kinesisk kvinde altid vinder. Lige når man har vænnet sig til, at det hele er hyllet i mystik, så er alt pludselig aldeles normal dagligdag. Forfatteren kan vist godt lide at drille. Hvordan med Liz? Fandt William Abelson sin søster? Hvordan fik han formidlet sine erkendelser fra Hongkong ind i den faglige ramme, der kunne afprøves af kollegerne ved CERN? Og hvordan gik det ham så i årene efter triumfen med Nobelprisen? Historien er fortalt, så læseren føler, der er noget, som er værd at interessere sig for psykologisk og menneskeligt. Forfatteren skaber stor trang til at forstå Abelsons gang gennem liv og forskning – og det sidste kapitel rammer her helt rent ind hos en anmelder, der undervejs i perioder blev frustreret af de overnaturlige elementer. Hovedpersonens far spiller en meget stor rolle i handlingen – han sætter bogstaveligt talt sønnen i gang med hele udflugten til Hongkong – og ikke bare det. Han viser sig også at have orkestreret et væld af begivenheder derude, som får indflydelse på handlingen. Forfatteren Jan Kjærstad selv henvender sig ’til læseren’. Det sker i et i et brev, som forlaget har lagt ind i pressematerialet om bogen. Her skriver han, at lige da han var midt i arbejdet med romanen, og alt med hans egne ord ’fremdeles var kaos’, døde hans egen far i en alder af 99 år. Og Kjærstad fortsætter med at fortælle, at bogen ’også er en selvbiografisk roman’ – ’dette er en bog til far. Dette er en bog om far.’ Desuden blev Kjærstad inspireret af fundet af noget af sit eget gamle legetøj, da han ryddede op sin fars hus. Legetøj spiller da også en nærmest selvstændig rolle i handlingen. Bogen er smukt oversat af Camilla Christensen, omslaget er lige spot on og skyldes Terese Moe Leiner og Gyldendal har udgivet romanen. 300 sider Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
