|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 28-09-2020 Lone Frank: Størst af alt – Om kærlighedens natur KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
sådan slutter Lone Frank bogens prolog, hvor hun fortæller om sin mands død, men også fortæller, at hun aldrig havde sådan for alvor tænkt over kærligheden, men bare taget den for givet. Men nu tager hun fat – ikke bare ud fra, hvad hun selv har oplevet og følt ved sin mands død, men også som neurobiolog og journalist. Efter bogens prolog skal vi mere end 250 sider hen, før der igen er et brud i form af en kapiteloverskrift: det er når læseren er fremme ved epilogen og dermed bogens sidste kapitel. Det kommer jeg tilbage til, men inden da kommer vi rundt i alle tænkelige aspekter af, hvad kærlighed overhovedet er – og der kan man kun komme rundt ved at gribe til ikke bare neurobiologi, som er forfatterens eget fag, men også neurokemi, filosofi, antropologi, psykologi og sociologi. Hun går systematisk til værks startende med definitionen på kærlighed i Den Store Danske Encyklopædi, hvor hun dog kun citerer et ganske kort uddrag af artiklen, som er på over 5000 ord (omkring fire gange så mange som i denne anmeldelse). Hun er nu klar over, at det er et ’filtret krat’, hun er på vej ind i. Hendes plan er nu at følge sine undersøgelser langs tre spor, hvor det første er hendes egne subjektive erindringer, erfaringer og overvejelser ’fra sammenstød med kærligheden’, som hun selv siger det – egentlig en tankevækkende formulering – det andet spor er så den objektive, professionelle analyse af det første spor i kraft af samtaler med en psykolog,og endelig er der det tredje spor, som er det videnskabelige – den mangefingrede forskning, skriver hun, nu klar til at begive sig ind i det filtrede krat, som kommer til at udgøre hele bogen bortset fra den korte prolog og tilsvarende epilog. De tre spor snor sig smidigt mellem hinanden startende med første besøg hos psykologen Asger Neumann, som følger med hele vejen gennem skriftet. Det er umuligt for mig ikke at citere psykologen for en oplevelse, han selv betegner som lidt pinlig. Han havde for nylig været til en fødselsdag, hvor en kvinde og han havde haft en ’udmærket og dyb diskussion, men samtidig……altså hun var virkelig nedringet’, citat slut. Psykologen selv var naturligvis helt klar over, hvad der foregik og sammenholdt det med hunden, som stak af fra ham på en tur, men var en velopdragen hund, der på den ene side hørte efter, hvad der blev sagt, på den anden side blev hevet i af sin natur. Udover natur og opdragelse har vi mennesker så et ekstra lag i form af den selvrefleksion, der gør, at vi kan se, hvad der foregår – og indretter vores opførsel derefter. For det meste og forhåbentlig. Nu er vi i gang. Lone Frank fortæller om sin barndom. Den begyndte lykkeligt, men så blev hun ramt af en kaskade af ulykker – først en syv år yngre bror, som hun aldrig kom til at få et godt forhold til, så familiens flytning fra Aarhusforstaden Risskov, som hun elskede, langt ud på landet ud til et nedlagt husmandssted, som hun hadede. Så blev forældrene skilt – faderen havde fundet en anden. Derpå sidst og værst døde hendes mor af kræft. Hun bad senere en genetiker ved Københavns Universitet teste en række af hende gener, nemlig en gruppe gener, som findes i to varianter: en robust og en sårbar. Samtlige af de undersøgte gener viste sig hos hende at være af den sårbare type. Ikke en rar besked at få, men genetikeren trøstede hende med, at hun jo ikke havde klaret sig så dårligt endda og skulle kigge på forholdet til forældrene, fordi en ’god tilknytning …..har en beskyttende effekt i forhold til genetisk sårbarhed’. Den gode tilknytning og det modsatte spiller en helt dominerende rolle i Lone Franks fortsatte undersøgelser og kan næsten stå alene som en selvstændig del af bogen. Vi skal videre ind i kærlighedens biokemi og introduceres til præriespidsmusen, som undertegnede aldrig før havde hørt om. Men det er forunderlige væsener, der ser ud til at have et kærlighedsliv, der i mange detaljer ligner menneskers. Naturligvis er der foretaget undersøgelser af, hvad der foregår biokemisk i de små kræs hjerner, så det er forbløffende godt forstået – rent neurobiologisk. ’Mennesker er ikke mus’, skriver Frank dog beroligende, og peger på, at mennesket giver alle andre arter baghjul ved vores evige kommunikation mellem drift, følelse og højere tænkning. Men så er der jo algoritmerne bag de mange datingsites: hvis den type tilknytning, man har fået ind i sit system i barndommen, har en vis betydning for hvem man med succes kan danne par med, så vil disse algoritmer vel kunne matche de rigtige mennesker sammen? Tja, svaret blæser vist lidt i vinden, men det er åbenbart helt sikkert, at kontakt ansigt til ansigt stadig er det helt afgørende. Men hør – her er noget både lidt overraskende, interessant og nedslående: en undersøgelse af data fra ca. 200.000 brugere af en datingsite viste, at kvinders popularitet på sitetdaler jævnt fra 18 års alderen, mens mænds popularitet topper omkring de 50 år. Tja, måske vidste vi det godt i forvejen, overvejer Lone Frank, som samtidigt forsigtigt antyder en vis stenaldermæssig fornuft i galskaben, i hvert fald i flg. hardcore evolutionister, som hun citerer. Det er et rasende interessant kapitel! Et ret lille afsnit handler om ensomhed, som man er begyndt at tale om i medicinske termer. En social omstændighed er nu en fysisk sygdom, konstaterer Lone Frank efter at have gjort det aldeles klart, at hun ikke overhovedet har noget problem med at være alene – endsige føler sig syg. Og hvad mener man for resten med selve ordet ’ensomhed’? Just som jeg troede alle argumenter i de tre spor var blevet gennemgået starter et ny afsnit: ”Jeg fandt min mand på nettet. Og jeg endte bogstavelig talt med at være sammen med ham til døden skilte os”. To en halv side blændende fortælling. Da jeg læste de sider, tænkte jeg, at det var bogens helt centrale. Så til næstsidst et kapitel om, hvad sorg er inden epilogen, hvor Lone Frank står ved sin mands kiste. Hun har i bogen sat sig for at finde ud af, hvad kærlighed er – lykkes det? I hvert fald udfolder hun til sidst sit eget svar på spørgsmålet. Det er et helstøbt værk – godt, at hun forklarer så grundigt, hvordan hun har grebet det an, for undervejs hjælpes læseren ikke af forklarende kapiteloverskrifter. Først undrede det mig lidt, og jeg begyndte at prøve selv at skrive dem til for at kunne hitte rundt i bogen. Men så forstod jeg, hvorfor der ikke var den slags overskrifter: det var nemlig umuligt, sådan som bogen var tænkt. Jeg opdagede også, at det faktisk ikke var nødvendigt med den slags hjælp, for det hele hænger nærmest organisk sammen – den er meget velskrevet. Der er ualmindeligt meget stof til eftertanke i denne bog, som selv leverer den solide viden, der gør eftertanken brugbar. Så hører det også med, at bogen selvom grundlæggende melankolsk, så alligevel mange steder er virkelig morsom – f.eks. når Lone Frank tit med ironisk distance (også til sig selv) fortæller om sine ganske mange oplevelser med kærester – i mere eller navnlig mindre holdbare forhold. Lone Frank bruger sig selv i bogen – det er hendes bog på enhver måde. Hun har gjort det før i bogen Mit smukke genom, men går denne gang endnu tættere på sig selv. Det kræver altså mod. Ublufærdigt eller måske selvoptaget, vil nogen måske mene, men nej til begge dele, Lone Frank har selv både i bogen og desuden helt eksplicit (til Sciencereport.dk) forklaret, hvorfor det var vigtigt for hende at inddrage sine egne erfaringer og relatere dem til videnskaben. Sidst i bogen er en TAK fra forfatteren – til dem, der har støttet hende i arbejdet med bogen – både en række personer og en række store fonde. Der er en dejlig litteraturliste med både bøger, generelle artikler og videnskabelige artikler – altid en god krone på et flot værk! Bogen er udkommet på Politikens Forlag, 298 sider Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
