”Drømmen lever: Selvom hvert andet ægteskab dør, tror tre ud af fire stadig på den eneste ene”
Det er forsidehistorien på Dagbladet Politiken en dag i juli 2019 baseret på en Megafon måling og udgør et tema hen over to fulde sider i avisens første sektion.
Den drøm har sandelig også altid været temaet i en solid del af verdenslitteraturen, for hvor er det interessant at læse om det, der er en drøm, selvom den kuldsejler, som man må sige den gør – og det i den grad - i Geir Gulliksens nye roman.
Fortællingens hovedperson, Hans, tænker tilbage på sit første møde med Harriet, den kvinde han snart skulle blive totalt besat af. De havde fået plads ved siden af hinanden til et stort bryllupsselskab. Hans selv var blevet gift og skilt og var på det tidspunkt gift igen. Det var gået ganske godt alt sammen i hans liv, tænker han og tilføjer for sig selv ”i hvert fald indtil nu”. Umiddelbart brød han sig ikke om Harriet – hun irriterede ham. Ikke desto mindre ender de to senere under festen sammen på et handicaptoilet – det handler (næsten) ikke om sex - og lige så bizart kommer de sammen ud fra toilettet præcist i det øjeblik, hvor hele selskabet er på vej forbi toiletdøren - på vej fra bordet ud i haven for at høre bruden holde sin tale der. Pinligt – ”Hans, hvad sker der?”, spørger hans kone, Ingunn, ikke så underligt.
Forholdet mellem Hans og Harriet begynder med slet ikke at være et forhold, men det bliver hurtigt anderledes, kommenterer den alvidende fortæller. De ser snart hinanden ustandseligt, og når de ikke mødes, udveksler de glohede SMS’er. De aftaler at være sammen en weekend, hvor Harriets mand er bortrejst. Hjemme fortæller Hans Ingunn, at han skal til et seminar. ”Hun mistænkte ikke noget”, sagde Hans til sig selv om Ingunn, da han tog afsted. Han tog fejl.
Weekenden blev slet ikke så dejlig, som Hans havde forventet, og Harriet forklarede, at hendes mand, Pål, havde et forhold til en anden kvinde og ”..jeg ville også være utro, præcis ligesom ham, når Pål var utro mod mig, ville jeg også være utro mod ham…”
Hans fik så en invitation til en filmfestival i Berlin og ville gerne med, ”det kunne være vigtigt for hans karriere, mente han”. Ingunn sagde, at han bare skulle rejse – selvom han havde forklaret, det var sammen med Harriet.
Ligesom weekenden et stykke tid før, blev berlinturen med Harriet ingen succes – og det på en sådan måde, at det simpelthen ikke kan refereres. Jeg har sjældent, (nej aldrig) læst afslutningen på et trekantsdrama, der var på en gang så intenst pinagtigt og så grotesk komisk at læse. Den slags kræver mod og en mesterlig pen at udføre.
Hvad så med Ingunn og alle de andre personer? De indgår i et tætvævet mønster af nære og fjerne relationer, hvor noget lykkes for nogle af dem, men mere mislykkes. Dramaet om Hans, Harriet og Ingunn sker naturligvis ikke i et vacuum: Hans er ansat i et kommunikationsbureau, hvor hans chef, Olof, forklarer, at han jo lever af ”at hjælpe folk med at fremstå på en sympatisk og lidt mere indbringende måde”. Det går bare ikke altid helt efter planen, som det f.eks. ses i vejledningen af klienten Salomon Olsen. Han leder det norske Arbeiderparti, og Hans har kendt ham fra de helt unge dage.
Bogen kan på mange måder læses som en parodi, men den er også spændende, ikke mindst i den sidste tredjedel, hvor der bliver givet bedre plads til andre end Hans. Mon forfatteren kan lide sin egen hovedperson? Han hænger ham i hvert fald grundigt ud med al hans manglende indfølelse i kone, datter og stedsøn.
I 2017 udkom herhjemme Gulliksens første roman ”Historie om et ægteskab” – den blev meget fortjent nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Nærværende roman er langt mere kompleks og næsten dobbelt så lang. Den alvidende fortæller kommer kun nogle få steder med direkte kommentarer, men han sidder hele tiden på skuldrene af Hans sådan, at vi ved alt om hvad han tænker - og føler, ikke mindst. Forfatteren er også tilskuer til alle sexscenerne i bogen – og dem er der mange af. Gulliksen lader heller ikke sin hovedperson slippe for lidt tåkrummende tanker om sin situation, efter han var blevet alene og flyttet til en mindre lejlighed, som lå et mindre attraktivt sted: ”Han følte, at han var trådt et trin nedad rent socialt” og det gjorde ham utilpas nu, at Ingunn tjente mere end ham. Næsten (men også kun næsten) den samme tætte følgen med i tanker og følelser gælder i de afsnit, hvor der er fokus på Ingunn.
Er det en kærlighedsroman? Det handler i hvert fald om fascination og forelskelse. Hans selv er klart fascineret af sin egen fascination i Harriet.
Bogen er meget elegant bygget op, så læseren snor sig næsten umærkeligt fra den ene episode til den næste – og pludselig opdager, at hun er et helt andet sted end to sider før. Det er velskrevet og spændende.
Bogen er oversat flot fra norsk af Rolf Stavnem. Lotta Kühlhorn har skabt omslaget, som smukt fanger essensen af bogen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
