Det er jagten på coronapandemiens udspring, der skildres i bogen – eller rettere begyndelsen af jagten, for vi er ikke ved vejs ende endnu, slet, slet ikke, fremgår det, og bogens sidste sætning lyder ”..for hver dag bliver sporene efter den største globale sundhedskrise i nyere tid koldere.”
Thea Kølsen Fischer har tydeligt nok haft en ambition om at gøre det fagligt enormt komplicerede stof tilgængeligt for ikke-fagfolk – og det er i den grad lykkedes for hende at fortælle læserne, hvad opgaven gik ud på, hvordan der blev arbejdet med at forfølge SARS-coronavirus-2s spor baglæns mod oprindelsen – og hvad der så er fulgt bagefter.
Vi bliver mindet om, hvordan epidemien ramte i slutningen af 2019 og de første måneder af 2020 –Thea Kølsen Fischer citerer de manende ord fra en nobelprismodtager i medicin (Joshua Lederberg): ”Virus er den største trussel for menneskets fortsatte dominans på Jorden” , og i bogens første kapitel følger vi hende fra nytårsforberedelser 2019 og gennem de mere og mere desperate uger frem til 11 marts 2020, hvor hun og ægtefællen havde udfordringer med at få deres to ældste sønner hjem fra henholdsvis Uganda og Panama – det var dramatisk, men lykkedes. Sidst på sommeren 2020 aftalte WHO med Kina, at et internationalt forskerhold skulle komme til Wuhan og forsøge at finde frem til udspringet for dette virus, og da Thea Kølsen Fischers faglige profil med alle kompetencer indenfor virusforskning og–overvågning både i teori og praksis passede præcist til dette arbejde, kom hun ind i forskerholdet på i alt ti medlemmer.
Det var (og er) et centralt spørgsmål, hvordan virus krydsede artsbarrieren mellem dyr og mennesker, så WHO-gruppen omfattede også eksperter i dyrs sygdomme. Udover de ti faglige eksperter fra hele verden deltog syv medarbejdere fra WHO, deriblandt den danske leder af hele holdet, Peter Ben Embarek. Holdets opgave var et såkaldt Fase 1 studie, hvor de skulle prøve at finde svar på, om virus var sprunget direkte fra flagermus til mennesker eller via et andet dyr. Om virus kunne være sluppet ud fra et laboratorium – eller eventuelt være transporteret på frostvarer. Disse undersøgelser skulle så danne basis for et opfølgende Fase 2 studium, som skulle gå dybere.
I midten af december 2020 fik gruppen besked om, at de snart skulle afsted til Kina. De 17 deltagere fra hver deres verdenshjørne gik 12. januar 2021 om bord i hver deres fly med et 28 dages visum til Kina. Efter utallige kontroller af deltagernes helbredstilstand nåede de så frem til det hotel i Wuhan, hvor de i 14 dage – præcist halvdelen af deres tid i landet - skulle være i karantæne, før det egentlige arbejde kunne begynde, men de lå nu ikke på den lade side: der var rigeligt arbejde med gruppevis at tilrettelægge de kommende undersøgelser – men alt, ALT, foregik elektronisk over teams med kinesiske kolleger – eller beskedtjenesten Signal med egne kolleger, som simpelthen slet ikke så hinanden i de 14 dage. Al mad og drikke blev leveret på en bakke udenfor døren.
Endelig oprandt 29. januar, hvor karantænen var forbi, og gruppen blev kørt over til det Hilton –hotel, hvor de både skulle bo resten af tiden, og hvor møderne med de kinesiske kolleger fandt sted. Der var besøg på nøglelokationer: specielt på de hospitaler, hvor epidemiens tidligste ofre var blevet bragt ind. Der var også mange timers arbejde på relevante laboratorier med at få forståelsen af, hvordan epidemien var blevet undersøgt, da den var i sine helt tidlige stadier. Sideløbende dermed var der interviews af og drøftelser med de kinesiske værter. Det gik ikke altid helt godt i begyndelsen.Thea Kølsen Fischer var ked af og irriteret over, at det var vanskeligt, at få de kinesiske kolleger til at acceptere, at hendes spørgsmål ikke var en form for kritik, men simpelthen kunne være nødvendige for en forståelse af forløbet. Der havde været en del kritik fra vestlig side af, at ’Kina havde været for længe om at involvere det internationale samfund’, som det f.eks. kunne hedde i den blame game, som Kølsen Fischer peger på er i gang. Hvordan ville vi egentlig selv have det med, hvis kinesiske forskere kom på besøg her i landet ’for at kigge os i kortene?’, overvejer hun. Desuden var der jo de nok så bekendte GDPR –regler. Når man kom helt ned til rådata om patienterne, sådan som det kunne være vigtigt at komme i forsøget på at stille epidemiens ur så langt tilbage som muligt, så var der jo risiko for at røre ved persondata. Men en del gik fint – Thea Kølsen Fischer peger specielt på den læge, der grundigt og med alle detaljer fortæller om de skræmmende dage i december 2019, hvor der begyndte at komme patienter ind med en ny sygdom. WHO-gruppen mødte også en mand, som blev præsenteret som patient 0. Han havde haft sine første symptomer 8. december. Gang på gang prøvede Thea Kølsen Fischer og hendes kolleger at få besvaret spørgsmål om eventuelle tidligere smittede? Var han virkelig den første? Og hvor var han blevet smittet henne? Han havde nemlig ikke været på Huanan-markedet i modsætning til mange andre af de tidligt smittede.
WHO-gruppen var også på besøg på markedet – det havde nu været lukket i lange tider, og det var ikke meningen, at der skulle tages prøver - så længe efter smittetilfældene ville der ikke være noget brugbart at finde. Men gruppen ville gerne se stedet for at danne sig et indtryk. Til Thea Kølsen Fischers store overraskelse var den del af markedet, de fik fremvist, helt overdækket. Ikke uvæsentligt for at en smitte kunne spredes. Markedschefen, der fulgte dem, bedyrede, at der aldrig havde været handlet med levende dyr der. Men ”Her lugter af stald” , kommenterede hun lavmælt til en kollega.
Da de et par dage senere besøgte et laboratorium, opdagede de, at markedet ved et pudsigt tilfælde lå lige bagved. Det satte nogle tanker i gang hos dem, så de gravede et ekstra par spadestik dybere netop dér, men fandt intet mystisk.
Det sidste laboratorium, som gruppen besøgte, var også det vigtigste, nemlig selveste Wuhan Institute of Virology. Det er et såkaldt BSL-4-laboratorium. Det står for ’biosafety level-4’, biosikkerhedsniveau 4 og er det højest mulige niveau. Der er alt i alt i verden kun 59 af slagsen – f.eks. slet ingen i Danmark. Det betyder, at sikkerheden er ekstrem – intet, absolut intet, må slippe ud fra sådan en bygning. Under flere intense timer spurgte Thea Kølsen Fischer og kolleger ind til alt, der kunne bringe epidemiens ur længere tilbage i efteråret eller kunne være relevant for at be-eller afkræfte hypotesen om, at smitten kunne stamme fra et laboratorium. Det sidste havde så slet ikke været deres opgave, understreges det. For at kunne gøre det havde nogle få timers besøg slet ikke været nok. Det er et fascinerende kapitel, hvor man får en masse at vide, om hvordan der forskes på denne type laboratorium. Derpå følger bogen det store arbejde, som blev udført af WHO-gruppen sammen med de kinesiske eksperter for at levere en gennemarbejdet rapport om de opnåede resultater – som skulle bruges i opfølgende undersøgelser i Fase 2.
Under hele besøget i Kina havde gruppen efter deres karantæne været nærmest belejret af journalister. Men da Thea Kølsen Fischer kom hjem og regnede med, det var overstået, ja, så blev det tværtimod en hel del værre:hun skildrer nærmest en mediestorm, hvor journalister kontaktede hendes kolleger og hende selv og drejede autentiske citater ind i helt andre sammenhænge, end der var givet udtryk for. Hun citerer konkret to ubehagelige oplevelser, først med en journalist fra New York Times og derpå med en fra Politiken. Hun forklarer detaljeret, hvordan sidstnævnte havde sendt hende et udkast til sin artikel med citater fra deres samtale, hvor citaterne var helt i orden. Men den artikel, der blev trykt, lignede slet ikke det udkast, hun havde set og lodret imod hendes udtrykkelige understregning af, at hun ikke ville udpege noget konkret sted som udspring fra smitten, lader han hende i artiklen netop udpege et navngivet marked i Thailand. Da han senere kontaktede hende igen, svarede hun ordret: ”Vores samarbejde er for længst slut, og du skal ikke nævne mit navn mere” . Ikke desto mindre genbrugte han så hendes gamle citater og navn i en ny artikel. ”Dette må være over alle grænser for ordentlighed”, skriver hun – og jeg må give hende ret og forstår hendes ærgrelse over, at hun måtte bruge ’lang tid på at slukke brande og rydde op efter den historie’.
Hvad så med de projekterede Fase-2-studier? Rapporten fra Fase-1 kom i marts 2021, men Fase-2 ligger stille, selvom de kinesiske kolleger i juni samme år skrev direkte til det internationale team, at de var klar til det fortsatte samarbejde – og de vedlagde en arbejdsplan. Men i samme måned opløste WHO det internationale team for at etablere et nyt til fremtidens pandemiopsporing. ”Men hvad er planen med opsporingen af SARS-CoV-2 i den pågående epidemi?” , spørger Thea Kølsen Fischer på bogens sidste side. Det er tilsyneladende uafklaret – og meget mærkeligt, tænker nærværende anmelder og undrer sig.
Bogen er i den grad værd at læse – det er elementært spændende at følge WHO-gruppen gennem hele deres projekt, og der er mange interessante aspekter, når man kommer dybere ind i, hvad gruppen fandt frem i arbejdet med opsporing af SARS-coronavirus-2 i tidligste stadier – og man følger dem i frustrationen over, hvad man ikke kan finde – og i efterspillet ved hjemkomsten. Thea Kølsen Fischer har fortalt sin historie til forfatter og journalist Lars Hvidberg, og det kunne have været interessant at høre lidt mere om samarbejdet, men hendes egen stemme kommer i mine ører klart frem gennem siderne.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
