På forsiden af bogen står der under titlen ’i ret høj grad sandfærdige erindringer’ og det er en fin beskrivelse af en fantastisk bog!
”Fransklæreren havde stået på tæer for at sætte huen på mit hoved: tillykke, Lundquist, sagde han og fortsatte:
’Det var nu morsomt med Deres ekstemporaltekst’.
Morsomt, mand? Syg idé med en tekst man aldrig havde set før…..
Papiret lå foran mig på bordet. ”Chemin de fer”, var overskriften.
Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad det betød. Jeg sendte censor et charmerende smil. Hjernen kørte som en blender.
Bumbum… Chemin de fer..Chemin de fer…
’Nåh, jo’, sagde jeg, ’kakkelovn, selvfølgelig’.
Hvordan i alverden slutter De Dem til det?’ spurgte censor.
’Ferro betyder jern på latin og chemin kunne være en kamin. Altså en kakkelovn’, sagde jeg.
Det morede de sig over. Jeg bestod.”
Den citerede scene er fra Lisbet Lundquists sidste eksamination efter et to-årigt studenterkursus – det havde været hårdt – HÅRDT! Den slags kursus betyder nemlig fuldt pensum i alle fag – og eksamen i samtlige fag. Men Lisbet er ikke bare en fighter og flittig med eksamenslæsningen – hun er også kvik i replikken.
Fra første til sidste side fortæller hun, hvad hun husker, og det er fascinerende: hun formår at få læseren til at følge sig igennem hele processen med at udvikle sig fra lille barn til skolepige og derpå voksen - man føler næsten man selv er igennem den proces igen. Umærkeligt udvikler stil og sprog sig fra det helt lille barn til den voksne kvinde med højtelsket, egen lille pige, Marie, og som omsorgsfuld reservemor for en del andre børn.
Bogen er opbygget nogenlunde kronologisk: start i 1943 unge Ida med sin nyfødte Lisbeth – slut i 1983 med Idas død. Man flyver gennem de velskrevne afsnit: hvert af dem med en overskrift, der som en elegant pil peger lige ned i afsnittets pointe eller med et årstal, som typisk markerer, at her kommer et flashforward (nogle gange helt frem til for få år siden) – et litterært greb, som siden Homer har været noget af det mest effektive til at holde læseren fanget – og det lykkes i den grad og bliver aldrig forvirrende.
Lundquists hukommelse er formidabel (eller også er det her, der er taget et lille forbehold i omslagets ’i ret høj grad sandfærdige erindringer’?). Vi får både for-og efternavne på (tror jeg) hundredevis af mennesker – og det forbløffende er, at man bliver interesseret i disse mennesker, som lige skitseres med en skarp blyant.
Efter den veloverståede studentereksamen – hvad så? Lisbet starter først på danskstudiet: hvad handler det egentlig om? Faktisk et ret godt spørgsmål, som hun stiller til en god ven og også selv har nogle gode idéer til. Efter en kort omvej gennem medicinstudiet vendte hun så retur til dansk. Men det hun havde allermest lyst til var at blive skuespiller. En lille rolle som statist medfører en opringning fra et modelbureau: ”det gør du bare ikke”, sagde både en god ven og hendes bror: ”Fotomodel! De har jord i hovedet”. ”Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det,”svarede hun – og begyndte at forberede sig på opgaven. Derpå fulgte en lang række modeljobs, nogle få egentlige skuespillerjobs og lidt senere en fantastisk chance som dansepige i Cirkusrevyen, da en udenlandsk dansetrup havde meldt fra. Nu var dans ikke hverken Lisbet Lundquists eller de andre utrænede hastetilkaldte pigers spidskompetence, men det fungerede dog – og midt i dette månedlange engagement kom så tilbuddet om at spille med i filmen ’Stille dage i Clichy’ – det var umuligt at sige nej, så Lisbet tog til Paris. Bogens forside er et foto fra den film – Lisbet i løb ned ad Montmartre i nederdel og bare bryster.
Den store chance kom nu fra Preben Kaas, der spurgte Lisbet, om hun havde lyst til at blive elev på ABC-teatret – hun dansede af glæde. ”Hun kan sit kram,” kommenterede Dirch Passer, og fra Lily Broberg kom det: ”Husk, Lisbet, det drejer sig først og fremmest om disciplin”. Skuespillerne på ABC-teatret modtog den nye kollega ’kærligt og åbent, som kun skuespillere kan’, fortæller Lisbeth, men det var hårdt, da prøverne gik i gang på ’Solstik’, replikkerne faldt forkert ud af munden på hende, hun kunne ikke finde ud af at gå og stå naturligt på scenen og hun var lige ved at opgive projektet som håbløst – indtil premieren, hvor det hele faldt på plads. Derefter var der aldrig en pause i engagementerne.
Meget centralt i erindringerne står de (ret mange) mænd, som forfatteren har været forelsket i, været kæreste med – og gift med. Hun kan virkelig godt lide mænd – og har åbent øje for deres udseende – ikke noget med mest at være mest optaget af det indre….det gjaldt allerede tidligt for hende. Da hun f.eks. fortæller om weekend-hygge overnattende med sin tætte barndomsveninde Mette, de har været 10-11 år, skriver hun om venindens bror: ”I værelset ved siden af lå den sortbrynede, der siden blev et flot mandfolk af en professor i neurokirurgi.”
Hendes kærlighed til forældrene er man aldrig i tvivl om. Men det var ikke altid uproblematisk: som barn følte hun ikke, at hendes forældre så hende på samme opmærksomme måde, som f.eks. veninden Mettes mor, der ’altid var hjemme og i venligt humør’. Hendes egen mor ’kunne også være sød, men havde andre ting at se til’. Efterhånden som Lisbet voksede til – blev ung og voksen - fik forældrene mere og mere øje på deres datter, forholdet til dem begge blev langt bedre, og det allersidste kapitel er meget gribende.
Lisbet Lundquist skriver meget smukt om sin første store kærlighed, Mikkel. Et forhold, som dog ikke overlever hendes møde med syv år ældre Peter Steen – ”Alt ved ham var smukt…..Et blik så smukt og intenst, at han var ved at vælte mig med øjnene’’. Forholdet til Peter Steen var stormfuldt: blev brudt og genoptaget flere gange, men gift blev de ”Det var Peters ønske”, pointerer vildt forelskede Lisbet. Begge var lykkelige, da hun blev gravid, og da hun var i femte måned og på besøg hos sin moster Elin i Nordjylland, mærkede Lisbet første gang liv og ville fuld af glæde ringe til Peter og fortælle det – men han tog ikke telefonen - det gjorde han faktisk ikke i hele tre dage. Men da Lisbet kom hjem, stod han klar i Kastrup:
”Hvor er din mave vokset”, smilede han med åbne arme.
”Jeg har mærket liv”, sagde jeg grådkvalt og kastede mig ind til ham og vidste, han havde været mig utro.
Lisbet fødte alt, alt for tidligt et dødfødt lille barn. Kort efter forlod hun Peter og endnu lidt senere, blev parret skilt, men da havde hun allerede forelsket sig i Eddie Skoller, som hun var sammen med i 12 år og fik elskede Marie med.
Søren Østergaard, som er Lisbet Lundquists nuværende ægtemand, får vi kun et par korte glimt af, men der kan jo komme flere erindringer fremover, og det kan man i den grad håbe på.
At skrive sine egne erindringer er en svær genre, men for Lisbet Lundquist er det virkelig lykkedes.
Omslaget: Simon Lilholt og Harvey Macauley, Imperiet med foto af Teit Jørgensen fra Stille dage i Clichy på forsiden og af Les Kaner på bagsiden.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
