- Vilde beretninger om virus og kampen mod dem, lyder bogens undertitel.
Foto af forsiden fra forlaget Lad os springe direkte ind i en vild beretning – en historie om en mand, der i november 2001 boede på et hotel i Hong Kong. Han blev syg af en alvorlig lungebetændelse, der udviklede sig kritisk – og han døde af SARS, skulle det vise sig. Flere mennesker på samme etage, som sygdommens første offer, blev smittet, fortæller Anders Fomsgaard. I løbet af kun tre måneder var omkring 1750 mennesker smittet i Hong Kong, og 300 af dem døde. Den nye, farlige lungebetændelse havde også spredt sig til mange andre lande med flere tusinde smittet og mange døde. Det er en del af den vilde historie om SARS, at den aggressive virus var af typen ’Coronavirus’, som indtil da kun havde været kendt fra ganske almindelig forkølelse. En dag efter udbruddet af SARS ankom en jumbojet fra Hong Kong til København, og om bord var en meget syg mand. Var han mon inficeret med coronavirus og syg af SARS? Man forstår let rædslen hos lufthavnspersonalet, der ringede Fomsgaard op for at få et godt råd. Den syge var naturligvis allerede ved at blive indlagt i isolation på Rigshospitalet, og i lufthavnen var man ved at indsamle kontaktdata på samtlige flere hundrede passagerer fra flyet. I sådan en situation kommer man jo ingen vegne uden en diagnose – og der eksisterede endnu ikke en test, der kunne etablere en sådan. I fascinerende detaljer fortæller forfatteren, hvordan han og hans laboratorium fik sat en SARS-coronadiagnostik op – de kunne ud fra den ringe til Rigshospitalet og fortælle dem, at manden ikke var smittet med SARS, men var ramt af en anden virus, der havde givet ham sæsonens første udbrud af influenza A i Danmark.
Her får læseren så en lidt forbløffende oplysning om Rigsrevisionens arbejdsfelt: de fører nemlig ikke bare økonomisk, men også etisk og troværdighedsmæssigt tilsyn med offentlige institutioner – herunder Anders Fomsgaards arbejdsplads, Staten Seruminstitut. Rigsrevisorerne troede slet og ret ikke på, at Seruminstituttet i Danmark var de første i Nordeuropa, der kunne diagnosticere SARS-coronavirus. En gennemgang af instituttets laboratoriebøger overbeviste dem dog. I øvrigt forsvandt SARS derpå lige så pludseligt, som den var opstået.
Anders Fomsgaard er overlæge og har i mange år arbejdet som virusforsker ved Statens Serum Institut. Det er en del af bogen, at vi hen gennem alle de vilde virushistorier lærer forfatteren at kende – først og fremmest hans vej gennem uddannelserne og forskningsophold flere steder i udlandet, men også hans mere private liv bliver vi vidner til, når det er relevant.
20 spørgsmål til professoren om virus hedder et indledende kapitel, som sagtens kunne have været en selvstændig artikel. To eksempler på spørgsmål: Er virus levende? Virker antibiotika på virus? De korte svar her er nej, virus er ikke levende, og nej, antibiotika virker kun på bakterier. Naturligvis er svarene i bogen meget mere uddybende – og nyttige som basis for at forstå alt det, der præsenteres i de følgende kapitler, hvor Fomsgaard i et af de første præsenterer de tidligste skræmmende udbrud af aids i begyndelsen af 1980’erne, som han oplevede på tæt hold. ”Kendte og elskede personer døde af den nye, mystiske sygdom”, skriver han. Mikrobiologer arbejdede på højtryk ud fra en teori om, at bakterier kunne være årsagen. Men så kom gennembruddet: franske forskere havde fundet nøglen til aids. ”Det er en virus”, fik Fomsgaard og kolleger på Rigshospitalets epidemiafdeling at vide på morgenmødet 20. maj 1983. Fortællingen her er højdramatisk, og gennemgangen af de franske forskeres metoder minutiøst detaljeret – og åndeløst spændende. Siden da er der i over 30 år forsket i hiv-vaccine, og det er svært, ”for hiv inficerer immunsystemet, som skal bruges til at bekæmpe hiv”, skriver Fomsgaard, som dog er forsigtig optimist på basis af de forskellige vacciner, der faktisk er udviklet mod hiv. En interessant slutning på dette kapitel er, at hiv-forskningen har fungeret som et lokomotiv inden for virologien i årtierne efter 1983.
Det følgende kapitel handler om de skræmmende blødningsfebervirus, først og fremmest ebolavirus, hvor den første epidemi brød ud i december 2013 i Guinea, men først blev erkendt og rapporteret omkring tre måneder senere. Her er den gode nyhed, at der på kun ni måneder blev udviklet en 100% virksom vaccine.
Og så er der influenza! Fomsgaard laver et regnestykke på antallet af dødsofre på verdensplan for de årlige udbrud af såkaldt sæsoninfluenza og når frem til, at der de sidste 100 år er døde 65 millioner mennesker af influenza – og så er antallet af ofre ved de egentlige pandemier ikke engang regnet med. ”Jeg tror, vi har undervurderet betydningen af denne fjende”, skriver han i kapitlet, der kun handler om influenza, og hvor den mexicanske svineinfluenza, som brød ud i det tidlige forår 2009, spiller en særlig rolle, som det 21 århundredes første influenzapandemi. Denne svineinfluenza er af typen influenza A, som er den virkeligt farlige sammenlignet med influenza B og influenza C. Der er ikke færre end to hundrede forskellige virus, der kan give influenzalignende symptomer, men der er kun én af dem, der er den frygtede influenza A. Hvis man ikke har styr på de forskellige varianter som f.eks. H1N1 eller H7N9, så er chancen til at få det på plads i dette kapitel.
Koppevirus skabte de første og største epidemier i historien og har dræbt flere mennesker end nogen anden sygdom nogensinde har gjort, skriver Fomsgaard. I både Afrika og Asien har sygdommen været kendt i årtusinder – det bevidnes af koparede mumier fra både Kina og Ægypten. Også i Europa har kopperne hærget, og Fomsgaard nævner den grumme kendsgerning, at i det første årti efter Columbus kom til Amerika i 1492, døde 90 % af alle indfødte amerikanere af kopper, som ikke før havde hærget på det kontinent, men allerede havde dræbt millioner af europæere. Til gengæld var koppevaccinen den første vaccine overhovedet, der blev udviklet, og koppevirus var den første virus, der blev udryddet. S. 138. Sidste tilfælde af kopper her i landet var i august 1970, hvor en 22 år norsk studerende, som boede på Kampsax-kollegiet i København, var blevet smittet på en ferie i Afghanistan. Den unge mand blev indlagt i isolation på Blegdamshospitalet. For at mindske risikoen for smitte blev han i hele forløbet kun passet af tre personer. En læge og to sygeplejersker, som gjorde det frivilligt. De kommunikerede gennem samtaleanlæg med kolleger, og journalnotater skrevet på papir blev strøget med varmt strygejern – udendørs. Sørgeligt nok døde den unge mand, for der var ikke nogen effektiv behandling af kopper, når først de var i udbrud. Næsten 600 personer, der havde været i kontakt med nordmanden inden hans sygdomsudbrud, blev også interneret og isoleret, og de, der ikke var koppevaccineret, blev det, og fik forskellig forebyggende behandling og overlevede allesammen. Kun seks år efter i 1976 ophørte vaccination mod kopper med at være en del af det danske vaccinationsprogram. På verdensplan er det sidste registrerede koppetilfælde fra 1977, og i 1980 kunne WHO erklære sygdommen for udryddet. Hvorfor har det nu været muligt at udrydde netop kopper og ikke alle mulige andre grimme virusfremkaldte sygdomme? Svaret er ganske enkelt, forklarer Anders Fomsgaard: alle de andre sygdomme som ebola og aids skyldes virus, der også bæres af dyr, hvorfra de kan springe over og smitte mennesker. Der er dog en enkelt anden virus, der heller ikke kan ligge og gemme sig i en dyrevært, og det er poliovirus, så næste mål for WHO er at udrydde polio gennem store massevaccinationsprogrammer.
Vi er slet ikke ved vejs ende: Anders Fomsgaard skriver også om hundegalskab, mæslinger og flåtbåren hjernehindebetændelse og meget, meget mere. I det allersidste kapitel i bogen opsamler han alle de fascinerende detaljer om virus, som ikke har hørt hjemme et præcist sted i de foregående beretninger. Faktisk er virus det, der er mest af her på jorden! Forfatterens fascination af sit faglige område er meget tydelig - i 2014 blev der 30 meter nede i den dybfrosne sibiriske tundra fundet kæmpevirus med 30.000 år på bagen – kæmpevirus, der var større end vores egne almindelige celler. ”Jeg blev klar over, at vi faktisk ingenting ved om virus, når det kommer til stykket”, indrømmer Fomsgaard.
Det sidste er nu nok en overdrivelse – i hvert fald ved Anders Fomsgaard så utroligt meget om virus, at han i bogens allersidste sider giver sig selv lov til at ’prøve at forstå virus’. Han fortæller grundigt argumenterende, hvordan virus ’dengang i ursuppen’ blev inkorporeret i menneskets gener, og hvor vigtigt det er for vores liv. Virus bliver ved med at overraske, skriver han – og så kommer en kommentar til bogens titel: ’Det er aldrig bare en virus’, lyder den allersidste sætning.
Bogen er i særklasse indenfor popularisering af faglig viden og en stor fornøjelse at læse.
Hele vejen gennem bogen er forfatteren meget generøs med faglig ros til kolleger og med rundhåndede henvisninger til de tips og idéer, andre giver ham – og selv afsnittet ”TAK” bagerst i bogen fylder halvanden tætskreven side.
Der er naturligvis henvisninger til noter bag i bogen og til sidst en tavle med virus, deres familier og de sygdomme, de er ansvarlige for.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
