Arkitektur er til forskel fra de såkaldte frie kunstarter en brugskunst med alle de bindinger, det medfører, skriver forfatteren.
Ja, man skal jo f.eks. kunne bo i et hus, som en arkitekt har tegnet – eller arbejde i et kontorhus eller vente på sit fly i en lufthavnsterminal. Det kan være til stor glæde, men er det bestemt ikke altid, fremgår det af Steen Estvad Petersens bog, hvor forfatteren i et afsluttende kapitel begræder den afgørende rolle, som bygherrer, entreprenører og byggeproducenter for øjeblikket har som drivende kraft i opførelse af byggerier, hvor arkitekter enten slet ikke eller kun i begrænset omfang har kunnet bruge deres faglighed.
Også i forordet giver forfatteren udtryk for tit at have ærgret sig over det, som han kalder ’arkitektonisk forfald’, idet han dog samtidig også har haft store glæder ved både ældre og helt moderne arkitektur.
Bogen er opbygget som fortællinger om en række bygninger med stor vægt på, hvordan de fungerer i det by- eller landskabsrum, de er lagt ind i. Derfor bærer bogen undertitlen ”Om stedets ånd” – et begreb forfatteren selv indrømmer ikke er let at definere. Men han bruger det konsekvent i sin diskussion af de valgte bygninger, så læseren undervejs klart forstår, hvad han mener. Et eksempel: Lad os se på Vadehavets katedral. Det er naturligvis Ribe Domkirke, hvis mægtige profil giver knivskarp kontrast til den omgivende flade marsk. Samtidig er Ribe en af landets ældste og bedst bevarede købstæder. Kirkepladsen er for nyligt blevet gennemgribende renoveret med i titusindvis af natursten i alle tænkelige nuancer og størrelser. Samtidigt er der blevet opført et såkaldt kannikehus, der rummer domkirkens forskellige administrative funktioner. Den gamle kirke, det nybyggede hus og kirkepladsen, der forbinder de to bygninger med hinanden og med den omgivende by vækker meget stor begejstring hos Steen Estvad Petersen, som udtrykkeligt med navns nævnelse roser den bygningsarkitekt og den landskabsarkitekt, der har stået for henholdsvis Kannikehuset og kirkepladsen – og nærværende anmelder følte under læsningen en stærk trang til øjeblikkeligt at foretage en rejse til Ribe. Så kunne man også samtidigt besøge det nye Vadehavscentret, som også roses for at udvise forståelse for stedets ånd - ligesom det er tilfældet i Ribe.
Til gengæld så er der mere end bare rynker i panden og knubbede ord til de formastelige, der har stået for Amaliehaven og Den nye Opera på Dokøen i København. Alene tanken om at udvide den eksisterende akse mellem Marmorkirken og Amalienborgs Slotsplads er en fejltagelse – ”en historie om, hvordan man ender med at misfortolke og vandalisere national kulturarv”, skriver Estvad Petersen. Særligt hårdt går det ud over Amaliehaven, hvor han sammenligner bronzeobeliskerne med ”udluftningskanaler til et underjordisk parkeringsanlæg” og mener, at udvalget af stauder og træer i haven ”..får hele anlægget til at ligne et planteskolekatalog”. Så galt synes jeg nu ikke det er (jeg har set det), men æstetik er vel heller ikke objektiv?
Som det fremgår af disse to eksempler giver forfatteren med bogen et stærkt personligt engageret bidrag til analyse, diskussion og evaluering af nyere dansk arkitektur. Umiddelbart står analysen af de roste værker, knivskarp. Det er sjældent at se æstetiske vurderinger være så velformulerede og stærkt begrundet, som det her er tilfældet. Til gengæld forekommer de tilsvarende elementer i kritikken af de værker, forfatteren ikke kan lide, mindre stærke – set med mine øjne. Måske fordi hans heftigt formulerede harme over de uheldige værker og deres skabere sluger opmærksomhed og gør det vanskeligere at vurdere detaljer.
Steen Estvad Petersen skriver i forordet om sine valg af nedslag i bygnings- og landskabsarkitektur, at læseren naturligvis kan pege på andre eksempler, der ”udtrykker stedets ånd. Eller mangel på samme.” Et sådant eksempel vil nærværende læser så pege på: BLOX på Københavns havnefront, der blandt andet rummer Dansk Arkitektur Center. Den ville det have været spændende at læse om i bogen, fordi det netop er en bygning, som i den grad har skabt debat – ikke mindst om dens samspil med omgivelserne.
Det er en styrke i bogen, at den udover at behandle bygninger set udefra i deres enten byrum eller landskabsrum også behandler eksempler på indendørs rum. Desuden er der et kort kapitel om Haverum – det omfatter både kirkegårde, private haver med hække og abildgårde (æblehaver).
Et spændende kapitel bærer titlen Himmelrum. Her skriver Estvad Petersen om de fire store broer over de danske bælter og Øresund, at de ’med deres æstetiske kvaliteter nok [er] et af de mest markante, arkitektoniske indslag i efterkrigstidens danske kulturlandskab’. Det er svært at være uenig! Folk elsker broerne, skriver han, og i samme kapitel undrer han sig over, at vindmøllerne (de moderne af slagsen, vel at mærke!) kritiseres så voldsomt. Han mener dog, at der er tale om ’en evig og aldrig afsluttet dialog mellem mennesker og de landskaber, der omgiver dem’, og at der med tiden vil ske en tilvænning til møllerne. Vi får se.
Der er i samme kapitel et kort, men meget smukt afsnit om samspillet mellem kunstlys og arkitektur – her er inspiration til en tur ud i den københavnske nat, når vintermørket kommer.
Tilbage igen til bogens sidste kapitel. For her giver Steen Estvad Petersen nogle interessante forslag til, hvordan kvaliteten i byggeriet herhjemme så kan højnes: arkitekterne burde være langt mere udfarende i salget af deres kompetencer. Det er i Danmark sjældent i dag, at en arkitekt (udover egen bolig) selv tager initiativ til en bygning – inklusiv totalt ansvar for hele forløbet fra idé til byggegrund, finansiering og færdiggørelse. Det har naturligvis sin forklaring i, hvor dyrt sådant et projekt er, hvor store aktører æder markedet, som det er nu. Men her kan Estvad Petersen fortælle om tyske såkaldte Baugrupper, der stifter en forening, som selv står for byggeriet og derved selv høster en klækkelig avance på projektet. I Holland har man et begreb, der hedder ’gør-det-selv-huse’, hvor staten reserverer og sælger byggegrunde til selvbyggergrupper til en lavere pris end til store ejendomsudviklere. Og der er mere endnu bl.a. fra Sverige. I en lidt mindre skala nævner forfatteren, at Haveselskabet tilbyder haveejere konsulenthjælp fra uddannede landskabsarkitekter – en fin idé, synes han og foreslår, at man fra bygningsarkitekters side kunne tilbyde tegnehjælp til almindelige mennesker, der så kunne få et mere personligt, men samtidigt professionelt præg på deres bolig.
Steen Estvad Petersen har skrevet en spændende bog - både engageret og engagerende – og naturligvis er teksten ledsaget af udsøgte billeder. Når man læser listen over illustrationerne, ser man, hvor mange, mange forskellige steder, de er hentet fra.
Joakim Werner har været forlagsredaktør, og Carl-H.K. Zakrisson har stået for grafisk tilrettelægning.
Gyldendal har udgivet bogen med støtte fra Realdania.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
