Katrine Marie Guldager: Bjørnen - Radio Update
Katrine Marie Guldager: Bjørnen
KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Redaktionen Radio Update.
KULTUR OG FORBRUG:
En mørk skygge mellem de sorte stammer. Måske en elg?
Det er vinter, og Vibse er højt oppe i Sverige på vej til ødegården væk fra jobbet (hun blev fyret mandag), fra datteren (hun flyttede hjemmefra torsdag) og fra manden (de havde et kæmpeskænderi fredag). Sådan åbner Katrine Marie Guldagers nyeste roman: Bjørnen.
Da Vibse ser den mørke skygge mellem træerne, tænker hun videre: ”Og hvad så, hvis jeg sidder fast i en snedrive? Så ringer jeg bare. Verden er fuld af telefoner”. Hun skulle blive klogere. Meget klogere.
Katrine Marie Guldager siger selv om denne bog, at hun gerne ville skrive om ’en kvinde, der sparker til’ og, at ’hun i litteraturen savner kvinder, der har lov til at være vrede og bruger vreden som en aktiv kraft. Jeg bliver nogle gange træt af meget passive hovedpersoner’, siger hun videre. Det synes jeg ikke, hun helt har ret i (Medea, lady Macbeth, en lang række kvindelige hovedpersoner hos Fay Weldon), men lad det nu ligge – og tilbage til Vibse: Hun kommer med besvær og snekæder op til huset, og de første tre dage går fint, primitivt, sådan lidt Robinson-agtigt. Men så går strømmen: ingen varme i panelerne, ingen blus på kogepladerne – og intet mobilsignal. Her begynder en egentlig spændingskurve at løfte sig mere og mere stejlt, efterhånden som hun bliver mere og mere udkørt og sulten. Et forsøg på at komme frem til hjælp er tæt på at ende i en katastrofe, men kommer også til at rumme en chance for Vibse til at vise ansvar overfor et andet menneske – et ansvar, som hun tager på sig, mens hun i øvrigt skælder og smælder.
For vred det er hun – hele tiden. Både over hvad der foregår her og nu oppe i Sverige og specielt over, hvad hun har lagt bag sig: hun er jo lige blevet fyret fra sit arbejde som gymnasielærer – naturligvis er hun rasende over det og forklarer, hvorfor det formodentlig er gået sådan, og hvorfor det er uretfærdigt. Hun er også vred på sin mand. Mest egentlig, fordi han er så irriterende, men så straffer hun ham ved at kalde ham Bent i stedet for Lars, som han faktisk hedder. Hovedpersonen selv hedder Vibeke, men altid (næsten) forkortet til Vibse. Der er noget med de navne.
Guldager har et langt og solidt forfatterskab bag sig, som omfatter både romaner (deriblandt det store værk Køgekrøniken), digtsamlinger og samlinger af korte, skarpe noveller. ”Bjørnen” er skrevet i kortfattet og præcist sprog og det er dejligt at læse en roman, der ikke er en mursten, som der udgives så mange af for øjeblikket. Og det ER en roman og ikke en lang novelle: der er et helt udfoldet forløb. Udmattet af sult, tørst og kulde udvikler Vibse sig og begynder nu selv at kunne svare på de spørgsmål, hun tidligere har stillet til Bent uden at få svar. Er jeg for krævende? Er jeg urimelig? Hun kommer også til at tænke på dengang, hun var meget syg, og han plejede og passede hende. Lige her er det, hun omtaler ham ved hans rigtige navn, Lars.”Bjørnen” minder om en skarp og præcis blyantstegning, der dog får det hele med, snarere end om et detaljeret maleri. Det er hele vejen igennem hovedpersonen, der er jeg-fortæller i nutid, men med mange flashbacks i datid flest til Bent og datteren, men også til hendes afdøde mor og en enkelt veninde. Begge de to har trukket sig tilbage fra hende for længe siden. Overvejede hun dengang alvorligt hvorfor? Måske, men det er nok først nu, hun aner et svar.
Men hvad er det med den bjørn? Er den der virkelig, eller er den en slags symbolsk hallucination/fantasi, som Vibse og læseren gradvist introduceres til efterhånden som den forvandles fra en skygge, der kan være så meget andet, til noget mere og mere truende, som dukker op, samtidig med at Vibse nærmer sig afslutningen på den dannelsesrejse, som hun gennemgår alene deroppe i det mørke og kolde hus. Hun siger hen mod slutningen i et af de mange flashbacks, at hun ville ønske, at hun havde følt sig mere hjemme i verden. Det er måske det ønske, der er ved at blive opfyldt.
Romanen udspiller sig over præcist 11 dage – og hvor sker der meget! Naturligvis vender strømmen tilbage (på dag 10) og (naturligvis) ringer hun straks til Bent, der allerede er langt oppe i Sverige på vej frem til hende. Og så er vi næsten ved vejs ende. Hvordan det hele så konkret ender? Læs selv!
Bogen er på 173 sider og det smukke omslag har Alette Bertelsen stået for.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
