Vejene til vands var i vikingetiden og den tidlige middelalder langt mere farbare end landevejene gennem Skandinaviens dybe skove.
Øresund lå midt i det danske rige og bandt landskaberne på begge sider sammen og muliggjorde livlig færdsel og handelsaktivitet. Men det var slut i 1660, da Danmark efter svenskekrigene mistede alt fastland på østsiden af sundet.
I afsnittet Øresundsområdet før 1850, som udgør bogens første kapitel, ridser Henning Bro situationen op, da Øresund gik fra at ligge centralt i det danske rige til at blive en grænse og barriere mellem to nationer. Danmark forsøgte i den skånske krig, 1676 – 79, at få Skåne tilbage. Det mislykkedes – og ikke nok med det. En voldsom forsvenskning blev indledt, som betød, at de tidligere danske områder på østsiden af Øresund blev trukket tættere til det øvrige Sverige. Det skete bl.a. ved hjælp af krav om, at svensk skulle erstatte dansk sprog i kirkerne, og flere skånske oprør blev slået ned ved brutale metoder, som bogen dog ikke kommer ind på. Desuden etableredes høje toldmure mod Danmark. Til gengæld vendte København nu fokus mod vest og mod det øvrige Danmark, og hovedstaden fik voksende betydning i riget. Hele den proces skildres indgående i bogen: København/Frederiksberg var nu kernen i ’den danske hovedstadsmetropol’, som gennemgik en intens industrialisering og urbanisering i perioden 1850 – 1970. Samtidig var den omtalte forsvenskning på den anden side af sundet nu slået igennem, hvor også et mere og mere udbygget vejnet bragte Skåne tættere på det øvrige Sverige.
I det 20. århundrede betød svensk neutralitet under 2.verdenskrig, at der ingen krigsskader var, og Sverige og ikke mindst Skåne havde fine eksportmuligheder for sin betydelige industriproduktion.
Nu kom så i efterkrigstiden en periode, hvor man i begge lande for alvor begyndte at kigge på hinanden hen over sundet, og hvor selve begrebet ’Øresundsregion’ får betydning. Fra svensk side var der stor interesse for en fast forbindelse over Øresund. Det var naturligvis transittrafikken gennem Danmark, som svenskerne ønskede at prioritere – og her var det en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør (H-H løsningen!), der gerne sås på tegnebrættet. Men det var ikke tanken i Danmark, hvor trafikministeren i 1962 pointerede, at Storebæltsforbindelsen skulle have første prioritet – og sådan gik det som bekendt også. Men alligevel var tankerne sået, og mange visioner blomstrede op – om ikke bare en H – H forbindelse, men også en K – M løsning mellem København og Malmø. Denne løsning ville nemlig facilitere en egentlig Øresundsmetropol, en Ørestad, som integrerede de to sider af sundet. Det er fascinerende, at Henning Bro henviser til en svensk TV-udsendelse allerede i 1959 med den smukke titel ”Öresund – kanal i Nordens största stad”.
I juni 1973 blev der ganske vist indgået en regeringsaftale om en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige, da de to landes trafikministre (begge socialdemokrater) fik forhandlet de mange, mange detaljer på plads i en K –M løsning. Men så kom der bump på vejen, da de to landes parlamenter i efteråret og vinteren 1973 skulle ratificere aftalen: Den gik igennem den svenske Riksdag, men i Danmark var der valg til Folketinget 4. december, før forhandlingerne om aftalen var færdige. Det korte af det meget lange var, at det hele strandede. Der gik så næsten to årtier præget på mange måder af kriser omkring Øresund. Men i 1990 lykkedes det at få yderligere detaljer på plads under forhandlinger mellem de to regeringer, og det følgende år kunne henholdsvis Riksdag og Folketing ratificere aftalen, og der kunne vedtages nødvendig såkaldt følgelovgivning. Anlægsarbejdet begyndte i 1995 – og i året 2000 kunne den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige åbne for trafikken.
Men hvordan nu med Øresundsmetropolen? Et vigtigt element her er ønsket om at få en region, som indenfor EU kunne stå stærkt overfor andre muskuløse regioner – og vi ser nu på årene 2000 - 2017. Det handler om både integration mellem befolkningerne på begge sider af broen, og samtidig om betingelser, der kan tiltrække store og vigtige virksomheder. Navnlig i Hovedstadsmetropolen (København/Frederiksberg – og båndene rundt om) har der været stor fremgang i befolkningstallene og i antal virksomheder, som har kunnet drage nytte af de tætte forbindelser hen over sundet. Men der har også været tilbageslag – det giver Henning Bro en række eksempler på og nævner bl.a. den skadelige effekt af den omfattende grænsekontrol, der fra svensk side blev indført i 2015 i forbindelse med flygtningestrømmen.
Bro har mange detaljer med og er omhyggelig med hele tiden at beskrive forudsætningerne for begivenhederne. Det kan undertiden gøre sætningerne lange og knudrede. Her er et eksempel s. 152): ”Med Øresundsregionens accelererende integrationsproces og for samtidig at give hovedstadsmetropolen og særligt selve hovedstaden en styrkeposition, der både kunne trække byregionen ud af den sidste efterkrigstids stagnation og stille den stærkere i forhold til den konkurrence mellem Europas regioner, der fulgte af den øgede europæiske integration og den nye økonomiske verdensorden, blev der i årtierne omkring årtusindeskiftet gennemført en række vidtgående vækststimulerende dispositioner”. Citat slut Det er 63 ord uden et eneste punktum – hvis man læser det en ekstra gang, er meningen krystalklar, men det er ikke sådan helt mundret – og der er en del eksempler af denne slags..
En praktisk ting ved gennemgangen af regionens historie er, at en lang række råd og organisationer bliver slået fast – bare et enkelt eksempel ud af mange: hvem ejer egentlig By og Havn? Ja, det er et interessentselskab (I/S) ejet af Københavns Kommune med 95% og staten med 5 %. By og Havn har til opgave at finansiere metroens udbygning ved at sælge de byomdannede områder - f.eks. de resterende dele af Nordhavnen.
Henning Bro argumenterer i bogen for, at den region, de to byer tilsammen udgør, nu har mulighed for at udvikle sig til en egentlig metropol: Øresundsmetropolen. Men at den udvikling ikke kommer af sig selv, advarer han om i et dybt personligt engageret afsnit. (s. 193)
Hvad er det for en slags bog og hvilke læsere er den tiltænkt? Jeg er sikker på, at bogen kan læses på to måder: den giver på den ene side en meget omfattende gennemgang af udviklingen i området omkring Øresund – en gennemgang, der bliver støttet af et stort materiale i form af tabeller, grafer og figurer samt noter og litteraturliste. Blandt bogens billedmateriale er f.eks. et væld af kort til at illustrere udvikling i infrastruktur og demografi. Der er, så vidt jeg kan se, virkelig noget at komme efter for specielt interesserede. Men læseren kan på den anden side også være interesseret i at få et hurtigt overblik over udviklingen omkring Øresund fra 1660 og frem til i dag. Her er det en god hjælp, at kapitelinddelingen er klar med gode overskrifter på underafsnit. Så kan man læse hurtigt, skimme figurer og tabeller – måske bladre lidt frem og tilbage. Når man så er færdig, garanterer jeg for, at man er blevet en del mere vidende. Eneste problem her er egentlig, at man så må savne et stikordsregister, hvis man gerne vil repetere noget af stoffet.
Alt i alt repræsenterer bogen dermed et imponerende stykke arbejde, der vil være meget nyttigt for både den specielt interesserede og den, der gerne vil danne sig et indtryk af, hvordan København og Malmø har udviklet sig sideløbende.
Henning Bro har siden 1995 være stadsarkivar på Frederiksberg Stadsarkiv (som også figurerer blandt de utrykte kilder i litteraturlisten).
Maija Hejgaard har stået for bogens grafiske tilrettelæggelse og for omslaget – hvortil Bjørn Forenius fra Getty Images har taget fotografiet.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
