Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard - Radio Update
Foto af forsiden fra forlaget
">
Gilgamesh, oversat af Sophus Helle og Morten Søndergaard
KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
”Gilgamesh, hvor vil du hen?
Det evige liv, du søger, vil du aldrig finde”
Foto af forsiden fra forlaget
Nej, Gilgamesh fandt ikke det evige liv. Men han var tæt på – og mistede alligevel det halmstrå, han kortvarigt havde holdt i hånden. Det kommer vi tilbage til, men først – hvem var Gilgamesh, og hvad er hans historie?
Han var konge i byen Uruk, to tredjedele gud og en tredjedel menneske. Men han gik så utroligt meget igennem, ”læs om alle hans lidelser”, lyder den ukendte fortællers stemme i begyndelsen af det digt, et epos, som bærer Gilgameshs navn, og som har overlevet på lertavler gennem fire årtusinder. Han var stærk og modig, men også en tyran, der undertrykte sit folk og var voldelig. Der skete så det, at guderne greb ind – de havde lyttet til klagerne fra Uruks befolkning. Himmelguden Anu, der var specielt knyttet til Uruk, tilkaldte skabergudinden Aruru og opfordrede hende til at skabe et modstykke til Gilgamesh, som kunne holde ham i tømme – og folk kunne få fred. Aruru skabte så Enkidu – lige så stærk som Gilgamesh, som han udfordrede til en kamp, hvor de to viste sig jævnbyrdige og indstillede kampen, hvorpå ”de kyssede hinanden og blev venner”.
Gilgamesh kommer så med det forslag, at de to skal opsøge og dræbe uhyret Humbaba, der vogtede en skov af cedertræer. Enkidu er bekymret og Gilgamesh’ egne rådgivere advarer, men afsted kommer de. De vinder over Humbaba, men kampen er så voldsom, at landskabet ikke mere er det samme, da det hele er overstået. Der er bjerge, der er kløvet og Beqaadalen opstået – og den er 16 km bred!
Idet Humbaba er ved at bukke under, forbander han Enkidu og Gilgamesh og anråber solguden, med ordene:
”Må de to ikke blive gamle sammen!
Må Enkidu kun have Gilgamesh til at begrave sig”.
Guderne holder så råd og beslutter, at Enkidu skal dø, men ikke Gilgamesh. Og sådan gik det.
Gilgamesh er nu på én gang i dyb sorg over vennen og samtidig selv ramt af dødsangst. Han beslutter at opsøge guderne og får af deres vogtere lov til at passere porten ind til en passage gennem et bjergs indre og når frem til gudernes dejlige have. Men hans egentlige ærinde er at opsøge og udspørge Uta-napishti, et menneske, som guderne har gjort udødelig. Det er svært at møde ham, men det lykkes og Gilgamesh får forklaringen:
Guderne havde truffet en hemmelig beslutning om at udrydde menneskene ved en Flodbølge. Visdommens gud, Ea, havde så (på snedig vis) opfordret Uta-napishti til at bygge et skib og redde ”kimen til liv”. Det gjorde han og blev belønnet med udødelighed.
Det er en utrolig rejse at begive sig ud på, men Gilgamesh når frem til Uta-napishti, som opfordrer ham til at tage sig af de svage i sit rige, ligesom guderne tager sig af menneskene. Desuden får han som afskedsgave og som belønning for sit slid og sin ihærdighed hemmeligheden om en plante på Verdensdybets bund, der vil give evig ungdom. Han dykker ned efter planten, river den op, men snart efter stjæler en slange planten fra ham. Han giver op og rejser hjem til Uruk. Nu kan læseren så vende tilbage til de allerførste sætninger i digtet, hvor en af dem lyder ”..han nedfældede sine prøvelser på en stele”. Den ukendte fortællerstemme er altså Gilgamesh selv!
Sådan er historien om Gilgamesh og Enkidu i en helt ny oversættelse til dansk fra den originale, akkadiske tekst. Det er digteren Morten Søndergaard og assyriologen Sophus Helle, der har stået for arbejdet med teksten – og det er fremragende! Man læser digtet ubesværet, og det er forbløffende på en gang at fornemme, at det er ældgammelt og aldeles nutidigt. Man kan sommetider få en fornemmelse af, at man læser en moderne eksperimenterende digtsamling, lyder det fra Søndergaard i bogens forord, idet han begrunder det med de mange huller og gentagelser, der er i teksten. At den kommentar rammer skiven i plet, kan jeg kun give ham helt ret i.
Medens bogens forord er ganske kort, kun en enkelt side, er Sophus Helles efterord væsentligt længere. Hvor får man meget at vide både om den konkrete tekst, man lige har læst, og om hele den babylonske kultur. I det område, der stort set svarer til nutidens Irak, Syrien og Libanon, var der i oldtiden en lang række kulturer – med hver deres sprog. Men kileskriften var deres fælles skriftsprog. Det er det ældste skriftsprog, der kendes, og det må have været meget slidstærkt, for det blev brugt lige fra det fjerde årtusinde f.v.t. til det 1. århundrede e.v.t.. Kileskriften blev prentet ind på våde lertavler, der siden blev tørret i solen. Hvis lertavlen ikke gik i stykker, er dens tekst i dag lige så læselig, som for et par tusind år siden. Men mange tavler gik naturligvis i stykker, og derfor er der huller i teksten. Huller der giver den forbløffende effekt, som Morten Søndergaard omtaler. Der findes mange, virkeligt mange, lertavler med forskellige versioner af historien om Gilgamesh, og der dukker stadig nye fund af tavler op, som kan udfylde nogle af hullerne. Så sent som i 2018 blev der fundet en tavle, der rykkede rundt på nogle episoder lige i begyndelsen af værket, fortæller Sophus Helle og bemærker, at det ligesom tilføjer et helt nyt aspekt til oversættelsesarbejdet med teksten, at den ikke ligger stille, men sådan kan forandre sig. Sophus Helle gør også opmærksom på, at Gilgamesh ikke er det ældste værk, men bruger/genbruger historier fra tidligere episke digte. Dette gælder f.eks. historien om Flodbølgen, som formodentlig svarer til Syndfloden fra det Gamle Testamente.
De fleste tavler er anonyme, men der er også fundet store kataloger over forfatternavne, hvor det fremgår at Gilgamesh er skrevet af en mand ved navn Sin-leqi-unnenni. Om han har været en virkelig person, står ikke klart, skriver Helle og sammenligner med Homer. Det er selvfølgelig rigtigt, at der er en tilsvarende tvivl omkring Homer. Men der er én stor forskel, fordi de homeriske skrifter er den nedskrevne version af en mundtlig tradition baseret på rhapsoder, og som jeg læser efterordet til Gilgamesh, er der ikke her tale om en tilsvarende mundtlighed. Men det er nok svært at være helt sikker på, og der er i øvrigt ligheder mellem Gilgamesh og specielt Odysseen.
Sophus Helle slutter sit efterord med at redegøre for andre oversættelser og udgaver af Gilgamesh. Her nævner han, at efterordet er et kondensat af hans ’endnu uudgivne bog Reading Gilgamesh´ - den bog vil nærværende anmelder rigtigt gerne læse, når den udkommer!
Taget som helhed – oversættelsen, forord og efterord – er det et fantastisk værk. Som læser får man indblik i en hel oldtidskultur, som ikke er så kendt som den græsk-romerske, og desuden kan man glæde sig over at læse et fascinerende og meget smukt digt og samtidig en god historie. Det er der meget god grund til at takke de to forfattere for – deres samarbejde må have været fantastisk! Det hører med til billedet, at forfatterne er far (Morten Søndergaard) og søn (Sophus Helle).
Gyldendal har udgivet bogen med tak til Statens Kunstfond.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
