”Kroppen faldt og faldt”, det er et mareridt, der udspiller sig i Rinas hoved, mens hun prøver at koncentrere sig om klatringen på en træningsvæg.
Det er den første sætning i Elsebeth Egholms nye bog – nr. 2 i serien med Rina som hovedperson – street artist og imponerende klatrer af høje bygninger.
Denne første sætning i den nye bog udgør et effektivt spændingshængsel sammen med en af de allersidste sætninger i første bog i serien, hvor politiet må konstatere ”…vi står og mangler en drabsmand”. Den manglende drabsmand er ham, der myrdede en ung mand, Henrik, ved at sparke ham ned fra den husmur, han klatrede på.
Der er kun gået få uger fra slutningen i den første bog, til vi i Frit fald møder Rina på klatrevæggen. Tankerne om den unge mands død plager hende, fordi hun på hans dødsnat selv klatrede på et hus lige i nærheden uden at opdage noget. Det er som en film, der bliver ved at spille inde i hovedet på hende. Hun kan ikke slippe fri af den film, fordi hun føler et ansvar for ikke at have opdaget noget, og fordi hun har grund til at tro, at Henrik ledte efter Private Eye, ledte efter hende.
Rina lever nemlig en sælsom tilværelse: hendes identitet er i høj grad at være den legendariske klatrer Private Eye, der behersker byens højeste huse, når de ligger natlige hen. Kunstner er hun også: i et hemmeligt atelier tegner og maler hun de kunstværker, som hun sætter højt oppe på bygningerne som en slags signatur. Og så den tredje og sidste identitet: som Katarina Svane-Dissing er hun praktiserende læge. Der er lidt (eller meget) batman eller superman over denne dobbelte identitet, har Elsebeth Egholm selv fortalt.
Det er som læge, hun møder døren ind til en omfattende kriminalitet. En ganske almindelig konsultation med en ung, gravid kvinde afslører overraskende, at patienten har gonorré i fuldt udbrud. Så ruller snebolden, for den slags får man jo kun i helt præcise sammenhænge, og som læge er Rina faktisk forpligtet til at følge op den sag, selvom det ikke just gør hende populær hos den gravide og slet ikke hos dennes mand. Lynhurtigt bliver snebolden så til en lavine med først ét lig og så flere.
Det er egentlig ikke sådan, at politiet forsømmer at følge op på sagerne, men Rina kan simpelthen ikke stave til ’tålmodighed’ og føler hele tiden pligt til at prøve at drive sagen fremad. Hun kan simpelthen ikke lade være. Politimanden Stanek, som vi kender fra foregående bog, er en meget kompetent og øvet efterforsker. Så er der Eva, indtil for få dage siden Staneks kontorfælle, nære kollega og on/off elsker, men nu netop udnævnt til vicepolitiinspektør. En af hendes allerførste embedshandlinger er at erklære Stanek inhabil i sagen om Henriks død, fordi han er for tæt på Private Eye. Det er ikke helt forkert, mildt sagt. Han er dybt betaget af hende. Så Eva kan sagtens have andre motiver til at holde ham på afstand af sagen. Så hun sætter ham til at arbejde med de nye drab – indtil de viser sig at kunne knyttes til Henriks. Og hvad er det dog, der foregår i Aarhus?
Sideløbende prøver Rina selv at finde frem til personer i klatremiljøet, som kan fortælle noget om Henrik og hans færden op til den frygtelige nat. Vi kommer godt rundt i byen – Egholms Aarhus er altid en aktiv medspiller i hendes bøger – ikke bare en umælende kulisse –se her f.eks.: ”Asfalten duftede af efterår og løse blade, og byens bygninger var begyndt at se kuldslåede ud, da hun cyklede gennem gaderne. Hun svedte under trøjen,…..” her er de på samme niveau, Rina og Aarhus.
Forfatteren er en fremragende ordsmed – Østjyllands Politi i skikkelse af Stanek og hans kollega Miriam besøger en kvinde, hvis mand er forsvundet, og de vises ind i havestuen - situationen er akavet. Der er alt for varmt, Stanek sveder under glastaget og ”Udenfor i friheden….strøg en brise ind over haven og vendte sølvvrangen ud på bladene”. Nyt ord, men klart forståeligt – og meget præcist. Ordet klatre forekommer hele tiden i bogen – men ret usædvanligt optræder det transitivt: f.eks. ”Rina klatrer væggen” og ikke ”Rina klatrer op ad væggen” eller ”på husfacaden”. Denne brug af verbet klatre er supereffektivt og spændstigt, men jeg har ikke kunnet finde det andre steder (heller ikke på Ordnet.dk). Et sidste eksempel: dødtræt og alt for længe uden at have spist og drukket besvimer Rina i Føtex. Beskrivelsen fylder en genial side i bogen – men måske man kun kan se, hvor rammende det er skrevet, hvis man selv har prøvet at besvime!
Der er mange gode skitser af både mere og mindre betydningsfulde personer i bogen – Egholm er en skarpøjet iagttager. Kun en ting nager mig her: den måske allermest onde og brutale er også den eneste fysisk grimme. Hm.
Læsere af krimier vil forvente en stigning i tempo og spænding efterhånden, som de forskellige handlingstråde lægges ud og til sidst kan bindes sammen til en fast knude eller en smuk sløjfe. Og her bliver man ikke skuffet. Der er overraskelser lige til det allersidste.
Rina og Stanek passer fornemt sammen: deres helt forskellige personligheder supplerer hinanden, og der er masser af liv og energi i dem til mange flere bind i serien. Eva skal man heller ikke undervurdere og slet ikke glemme – hun er ikke den, der står stilfærdigt ud af historien.
Så, Elsebeth Egholm: Send flere bøger!
Jette Svane har stået for det stilsikre omslag og Politikens Forlag for udgivelsen.
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
