Der er fire evangelier i Det Nye Testamente
- men flere end dem er hentet op af det knastørre ægyptiske sand.
Et af de bedst bevarede er Thomasevangeliet, som Marianne Aagaard Skovmand har nyoversat. Og slet ikke nok med det: teksten er forsynet med grundig forklaring og historisk baggrund, som giver solid basis for at læse selve Thomasevangeliet. Forfatteren er præst – cand.theol. og ph.d., og hun har forsket i de tidligste kristne tekster på originalsprogene.
Thomasevangeliet dukkede op i 1945 – ægyptiske bønder i den i øvrigt ukendte landsby Nag Hammadi havde fundet nogle lerkrukker i en hule, men blev svært skuffede, da krukkerne kun indeholdt gamle skrifter. En skolelærer i omgangskredsen sørgede så for, at bøgerne blev solgt til en antikvitetshandler i Cairo. Fundet bestod af 52 håndskrifter, og et af dem er Thomasevangeliet – det er den titel, der står som afslutning på teksten.
Thomasevangeliet er skrevet på koptisk – i hvert fald i den udgave, der er fundet i Nag Hammadi, for den koptiske tekst er oversat fra en oprindelig græsk udgave. Denne græske original blev der nemlig allerede et halvt århundrede tidligere fundet fragmenter af ved den berømte Oxyrhynchusudgravning et par hundrede km nord for Nag Hammadi. Det koptiske alfabet er hentet fra det græske og indeholder samtlige græske bogstaver suppleret med syv andre, men sproget er altså ægyptisk.
Aagaard Skovmand fortæller den fantastiske historie om, hvordan den danske theolog Søren Giversen som den eneste forsker af alle fik lov til at studere skriftfundene fra Nag Hammadi. Og hvorfor var han nu så heldig? Ja, fundene blev frigivet til forskning i 1956 samtidig med Suezkrisen, og danske Søren Giversen var den eneste af forskerne, der kom fra et i den forbindelse neutralt land. Da han nåede til begyndelsen af Thomasevangeliet, turde han simpelthen ikke forlade stedet og sad i fire døgn uafbrudt og arbejdede med dette skrift. Giversen blev lærer for Aagaard Skovmand ved Teologisk Fakultet i Aarhus, og hun fortæller med personlig begejstring om hans engagerende undervisning. Men nu har hun altså selv fået muligheden for at nyoversætte Thomasevangeliet (sidste år kom Mariaevangeliet – også fra hendes hånd).
Men hvad er Thomasevangeliet så for et skrift? Det er meget anderledes end de fire evangelier fra Det Nye Testamente, fordi der slet ikke fortælles om Jesu fødsel, død og opstandelse – der fortælles faktisk ikke noget som helst. Hele skriftet er en samling af 114 ’udsagn’ eller ’ord’ (oversat fra græsk ’logion’) udtalt af Jesus. De er alle sammen ret korte, men der er spændvidde fra nogle ’udsagn’ på halvanden linje og andre væsentligt længere - op til næsten en side. Et enkelt eksempel(udsagn 54):Jesus sagde ”Salige er de fattige, for jeres er himlenes rige. Dette ligger jo meget tæt op ad en af lovprisningerne i Bjergprædikenen. Det gælder for omtrent to tredjedele af ’udsagnene’ i Thomasevangeliet, at de har paralleller i Det Nye Testamente, fortæller forfatteren. Så set med den vinkel er indholdet ikke så nyt. Aagaard Skovmand har ladet hvert udsagn, logion, følge af en kommentar, der sammenligner med andre tekster samt giver forklaringer og baggrund.
Dateringen af Thomasevangeliet i forhold til Det Nye Testamente er et kapitel for sig hos Aagaard Skovmand. De lærde er naturligvis som så ofte uenige, men nærværende forfatter konkluderer forsigtigt, at der nok i dag er enighed om, at Thomasevangeliet bygger på en selvstændig tradition. Her er det vigtigt at huske på, at det koptiske manuskript er en oversættelse fra græsk. Blandt andet på basis af Oxyrhynchusfundene kan man datere den græske tekst, som faktisk eksisterer i flere udgaver, til et tidspunkt, der strækker sig fra så tidligt som omkring år 50 og til helt op i slutningen af det andet århundrede. Den koptiske Nag Hammaditekst er til sammenligning dateret til omkring år 400.
Hvis dateringen af Thomasevangeliet kan give anledning til uenighed blandt forskerne, så er tolkningen af tekstens indhold nok et endnu mere interessant diskussionspunkt. Aagaard Skovmand fortæller, at ærkebiskop Athanasios af Alexandria i 367 sendte et brev rundt til klostrene, hvor han opregner de 27 skrifter, der tilsammen udgør Det Nye Testamente, som vi kender i dag. Det er første gang denne liste er fundet nedskrevet, og de 27 skrifter er dem, man bør læse, skriver ærkebiskoppen. Det er så de skrifter, der er kendt under betegnelsen ’kanoniske’. Aagaard Skovmand argumenterer overbevisende for, at Thomasevangeliet har rødder lige så langt tilbage i tiden som de kanoniske skrifter og dermed er ligeså nær på kristendommens rødder som de tre evangelier Markus, Mathæus og Lukas. De ikke-kanoniske skrifter, som Thomasevangeliet er et eksempel på, kaldes tit ’apokryfe’ – det betyder ’gemte’ eller ’hemmelige’. Hvorfor gemmer man en bog bort? Ja, det kan der være mange grunde til og en af dem er selvfølgelig, at bogen anses for kættersk og skadelig. Men der kan jo også være andre grunden, og forfatteren anfører forskning, der tyder på, at Thomasevangeliet har indgået i gudstjenesten i de allerældste kirker. Desuden blev kanoniske evangelier i Oxyrhynchusudgravningen fundet side om side med apokryfe som Thomasevangeliet.
”Hvem var Thomas” er overskriften på et kapitel, hvor der ikke hersker tvivl om, at der er tale om den Thomas, der var en af Jesu 12 disciple. Der hersker bred enighed om, at evangeliet med hans navn er forfattet i Syrien, hvor vandreprædikanter i den allertidligste kristne tid netop levede efter de normer, som Thomasevangeliet foreskriver. De var bærere af de ældste Jesus-traditioner, som det formuleres af forfatteren.
Det er et meget, meget flot stykke arbejde Marianne Aagaard Skovmand her har udført med nyoversættelsen fra koptisk af Thomasevangeliet. Hendes eget sprog i de indledende kapitler er forbilledligt klart og en nydelse af læse, mens man bliver meget klogere på den tidlige kristendoms historie og får indblik i det svære arbejde med de tit mere eller mindre fragmentariske papyrus-skrifter. Hvert udsagn (’logion’) har hun kommenteret. Mange af dem er krævende at læse, og her er kommentarerne meget værdifulde. Andre er lettere tilgængelige, men også i de tilfælde giver kommentaren hver gang nyttig viden og stof til selv at tænke videre.
Birger Gregers har stået for grafisk tilrettelæggelse og kort (på indersiden af omslaget både for og bag). Billedet på forsiden er Portinari altertavlen af Hugo van der Goes ca. 1475, som er udstillet i Ufficierne i Firenze og Helle Harder, som har stået for omslaget, har fint undgået at skjule for meget af figurerne bag forfatternavn og titel – læg mærke til den ene lille drengs hånd mellem T’et i Thomas og N’et i evangeliet. Der er meget få illustrationer i bogen (credits bagerst), og med en enkelt undtagelse er de desværre så gnidret gengivet, at man ikke rigtigt kan se de detaljer, som forfatteren omtaler. Bogen er hæftet, og den bløde udgave er rar at holde i hænderne, til gengæld er den nærmest umulig at få til at ligge åben på opslag.
Bag enhver bog står også en forlagsredaktør – og forfatteren her takker sin, nemlig Anne Weinkouff og samtidigt også konsulenten Signe Skov Thomsen.
Det er Gyldendal, der har udgivet bogen. Det er imponerende og dejligt, at et forlag kan se idéen i at udgive en bog som den nærværende – den fortjener, at mange læser den!
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
