|
 |
|||||
|
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord |
|
Seier – et roadtrip. En bog om Saxo bank. KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan siger Lars Seier i en af bogen første samtale, da han skal forklare, hvorfor han sætter pris på netop valutahandel i stedet for at investere i aktier, hvor man så er afhængig af, hvordan andre gør deres arbejde i en virksomhed. Det roadtrip, som bogens titel henviser til, starter 31. oktober 2019 efter en idé fra Seier om en opfølgning på Hanne Sindbæks bog fra 2010 om Saxo bank. I september 2019 tog hun idéen op og foreslog et roadtrip rundt til steder, hvor Lars Seier havde boet – lige fra sin barndom frem til 2020. Nu lyder det som en traditionel biografi, men det er bestemt noget helt andet. Hvert kapitel har en overskrift med det sted turen går til samt, hvilke år Seier boede på stedet. Kapitlerne er så igen inddelt i kortere afsnit – hele tiden kan man følge med i roadtrippets datoer, hvor Hanne Sindbæk omhyggeligt leder samtalerne hen på de spor, der vil give et billede af Lars Seier, som kommer hele vejen rundt. ”Hvad får læseren ud af at læse bogen?” det er jo et godt spørgsmål og et, som forlagschefen stillede til Hanne Sindbæk. Forfatteren gør det klart, at hun selv har lært meget under samtalerne – om mandens karriere i erhvervslivet specielt med Saxo bank, som han forlod i 2016 og senere solgte sine aktier i, om hans forhold til politik – her hans engagement i Liberal Alliance og sidst men ikke mindst om hans planer for nye projekter. Samtidigt lægger forfatteren ikke skjul på, at hun har hygget sig gevaldigt i selskabet med Seier, hvor hun udover de nævnte områder får plads til samtaler om både sport, mad og vin, hvor Seier virkelig har stemplet solidt ind gennem livet – og stadig gør – også i kraft af velvoksne investeringer. Det er en god læseoplevelse at være med på den rejse, de to foretager. Jeg selv læste den i ét hug, og beretningen starter muntert med, at Lars Seier på sin telefon introducerer Hanne Sindbæk til Saxo Traderen– den er så nem at handle på, at ”man lige skal lære at lade være”. Da han lige havde installeret den, kom han lynhurtigt ved en fejl til at foretage en dårlig handel – den kostede ham en halv million. Heldigvis har Seier en stor og velfungerende ”pyt-knap” til rådighed i sin psyke, forstår man, efterhånden som fortællingen skrider frem. Algoritmerne burde egentlig kunne klare handlerne selv – hvis man ellers kunne finde ud af at beskrive helt nøjagtigt, hvad man vil have dem til – og så skal man også lige have råd til at tabe 500.000 kr. Bogen leverer et eksempel på ’don’t tell them, show them’: i perioden 1981- 86 boede Seier i Torremolinos, så derhen skal de to så også. ”Det er et all-inclusive hotel”, fortæller Sindbæk ham, da de havde tjekket ind. ”Hvad er det”, spørger han forundret og lyser op, da han får at vide, at det blandt andet betyder fri bar.Seier var flyttet til Spanien lige fra gymnasiet i stedet for at begynde på at studere klassisk arkæologi, som han oprindeligt havde tænkt sig. Planen var sammen med en ven at købe et værtshus, men de havde næsten ingen penge. Det lykkedes alligevel for dem at åbne en bar, som dog havde lidt svært ved at lette, fordi den lå inde i et mørkt hjørne. Det problem løste de ved at introducere et helt nyt koncept: ’Happy hour’, to øl for en øls pris kl 18-19. Det blev ret populært. Hanne Sindbæk bemærker, at han altid har haft en makker med i sine projekter. Det er en god idé af mange grunde, forklarer Seier – ikke bare tænker to hjerner bedre end én, men man kan også supplere hinanden ved at have sine stærke sider på forskellige områder, det er bare vigtigt ikke at blive en ’fejlfinder’, der kun kan se den andens fejl og sine egne gode ting. Ved at starte noget sammen, som Kim Fournais og han gjorde med Saxo Bank, så udvikler man sig også side om side. Ved en fusion mellem to allerede etablerede virksomheder vil der derimod tit være to managementteams, der er tilbøjelige til konkurrere med hinanden. ”Der kan være gode penge i at finde hullerne i lovgivningen – sådan noget er vel fristende?” spørger Sindbæk en dag. ”Nej”, lyder svaret, og Seier uddyber grundigt – blandt andet ved at forklare, at hvis man er meget optaget af at få skattefordele, så mister man perspektivet på, om det egentlig er en god forretning, man laver. Det ærgrer ham, at han blev beskyldt for skattetænkning, da han flyttede til Schweiz – det skatteår betalte han trods alt 84 millioner kr i skat i Danmark. Forfatteren har mange spørgsmål om derivater- optioner og futures. De spørgsmål besvares grundigt – Seiers pointe her er, at spekulanten tager den risiko, som virksomhederne ikke vil have selv – derfor er spekulanter vigtige for et samfund. Det var medens Seier sammen med partner Mark Hauschildt handlede futures i London, at de ved et pudsigt tilfælde blev opmærksom på mulighederne i valutahandler. Han har siden gjort sig mange tanker om, hvordan man kommer ind på sit livs løbebane – hvor ens kompetencer og interesser ligger, og da de to på roadtrippen dag sidder og ser på en running sushi bar (begge elsker sushi), siger Sindbæk, at hun synes, det er så morsomt – det med sushi på et transportbånd, mens Seier tænker, at der sparer de lige fem medarbejdere. ”Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan mon den forretning hænger sammen? Det er en erhvervsskade. Men faktum er, at valuta og finansmarkedet er min eneste reelt dybe ekspertise, selvom der også er meget der, jeg ikke ved nok om”, tilføjer han. Men så er der fremtiden – i et af bogens sidste kapitler tager samtalen fat i Seiers projekt Concordium. Det er tydeligt meget vigtig for ham at forklare, hvad både baggrund og indhold er i det projekt – og det er ikke let læsning, men det betaler sig at holde ørene stive, mens han redegør for valutaen bitcoin og teknologien blockchain, som han vil bruge til bl.a. at muliggøre aftaler eller informationer, som er låst, så der ikke senere kan ændres i dem – en form for garanteret tillid, kalder han det. Bogen er jo ikke en biografi, men læseren lærer bestemt Lars Seier at kende – langt mest om hans professionelle liv og hans interesser og venskaber, men også en del om hans familieliv. Det er f.eks. en rigtig god historie, hvordan han mødte sin kone, Yvonne. Det skete i London 14. februar 1991, hvor Seier var på pub med sin gode ven og partner, Mark Hauschildt. Sidstnævnte kom til at spilde øl i håret på en kvinde, der stod bøjet over sin taske og ledte efter noget. Hun blev rasende og skældte Mark huden fuld. Seier ville gyde olie på vandene, og det gjorde han så effektivt, at de kort efter flyttede sammen, lidt senere blev gift – har fem døtre og indtil videre ét barnebarn – en datterdatter! Bogens lange fortløbende fortælling, hvor vi bevæger os mellem roadtripoplevelserne i realtime og erindringer om begivenhederne gennem Lars Seiers liv, fungerer elegant, og mon ikke forlagschefen har fået svar på sit spørgsmål? Vi lærer Seier at kende – mestendels for det gode, men han har såmænd ikke noget imod også at gå ind i sager, der måske ikke helt passer ham, når Sindbæk prikker til ham. Det er bestemt ikke en ukritisk lovprisning, men efter læsning står man tilbage med et billede af en sympatisk mand, der har haft eminent succes, men stadig har empati for andre samt en veludviklet portion selvironi. Desuden har læseren fået større viden blandt meget andet også om undertiden meget indviklede aspekter af handler med derivater og valuta – herunder kryptovalutaer og sidst, men ikke mindst, så er man blevet godt underholdt ved at følge de to på deres roadtrip. Sidste dato i bogen er 20. februar 2020, men slutter med et efterord dateret juli 2020 og overskrift ’Postcorona’. Bogen er udgivet af Politikens Forlag, 294 sider Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
