|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 01-04-2025 K. Antivakis, M. Brandt-Christensen, T. Wøbbe: Kriminelle kvinder KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Foto af forside fra forlaget Det kan ikke anbefales at falde for besværlige mænd, som kun tænker på sig selv, selvom de siger, at de elsker dig over alt på jorden”, sådan formulerer Trine sine erfaringer, som hun samler op på, mens hun afsoner de sidste ni måneder af to og et halvt års fængsel for narkokriminalitet og våbenbesiddelse. Trine er bestemt ikke den eneste af de syv kvinder, som kan se, at de har valgt den forkerte mand - måske endda mere end én gang - det kommer jeg tilbage til. Det er journalisten Kristina Antivakis, der har interviewet de syv kvinder. I bogens forord forklarer hun omhyggeligt, både hvordan kontakten til kvinderne kom i stand, og hvordan hun både sikrede hensyn til ofrene for de kriminelle handlinger, og hvordan hun så vidt det var muligt, faktatjekkede kvindernes kriminalitet. Bogen er bygget op sådan, at vi først læser kvindens egen beretning som hun husker den og som gengivet af Antivakis, derpå følger en samtale mellem retspsykiater Mette Brandt-Christensen og retspsykolog Tine Wøbbe. Der er desuden faktasider om ADHD, Bipolar lidelse, skizofreni og meget andet. Trines tidlige barndom var god for hende selv og hendes to søstre - hun gør bare opmærksom på, at hendes forældre tit havde travlt og kom sent hjem. Men da hun kom i skole, gik det ikke så godt, ’Jeg var langsom, ukoncentreret og mine tanker var meget flyvske’, fortæller hun selv. Da hun var 17, flyttede Trine hjemmefra og begyndte ret hurtigt at ryge hash - langt sjovere end at drikke alkohol, forklarer hun. Så fik hun en kæreste, ’ han var høj og trænet og havde det bad boy-look, som jeg altid har været vild med’, forklarer hun. Fyren solgte hash og brugte det selv, så Trine røg mere og mere. Efter et par år fik hun en ny kæreste, som hun havde mødt på Facebook. Han havde været kriminel hele sit liv og lagde ikke skjul på det, men han havde også det eftertragtede bad boy-look, og de flyttede sammen. Kæresten etablerede et helt narkotika værksted i deres hus, og en dag kom så politiet, og både kæresten og Trine blev anholdt og siden dømt. Trine kom sidst i sin afsoning til at bo i et udslusningsfængsel langt ude på landet og fortæller om Kriminalforsorgens gode hjælp til planlægning af tiden efter løsladelsen. Hun fik diagnosen bipolar lidelse. Joy har afsonet 11 års fængsel for drab og har fået diagnosen ADHD, som er en såkaldt opmærksomhedsforstyrrelse, som giver besvær med at koncentrere sig, giver hyperaktivitet og impulsivitet. ADHD kan også give tankemylder og indre uro. Det er tydeligt at impulsivitet har været et problem for Joy - der skulle ikke meget til, før hun kastede sig ud i slåskampe i skolegården, når de andre børn mobbede hende - f.eks. fordi hun kom i skole i slidt tøj - her skal det bemærkes, at hendes mor ikke sparede på noget, når det gjaldt hendes eget, altså moderens tøj, mens hun ikke kunne se nogen grund til at købe nyt til datteren. Egoistiske forældre dukker op i mange af beretningerne. Allerede i de helt tidlige teenageår begyndte Joy at ryge hash - og gik hurtigt i gang med stesolid - ’ Det var fedt’, erindrer hun. Der kom turbulente år med graviditeter afbrudt af provokerede aborter, men også et gennemført svangerskab og en lille søn - det er vigtigt for hende at fortælle, at hun ikke røg, mens hun var gravid. Som 42-årig blev Joy forelsket: han var en rigtig bad boy, og jeg havde hørt, at han slog sine kærester. Det afskrækkede mig ikke.’ Fortæller hun. Det burde det nu nok have gjort, for han slog hende mange gange, og en dag blev det for meget og hun hentede en kniv i køkkenet, stak ham én gang - han døde fire dage senere. Retspsykiateren gør opmærksom på, at Joy ikke var psykotisk i gerningsøjeblikket og dommen derfor endte med, at hun skulle afsone i fængsel - hvor det viste sig, at hun klarede sig godt. Mette gør desuden opmærksom på, at kvinder meget sjældent begår fjerndrab, og når de dræber en, der er fysisk stærkere end dem selv, er det et gennemgående træk, at de bruger et våben - og at de ofte inden drabet har følt sig selv eller deres børn truet på livet. Det er syv meget forskellige kvinder, der fortæller deres egen historie - og det er svært ikke at få sympati for dem - hør f.eks. Sus: ’ Ingen af mine børn er kriminelle, de klarer sig godt og jeg er stolt af dem. Så noget har jeg da gjort godt. ….Jeg gider ikke have et misbrug mere. Jeg skylder simpelthen mine børn at lade være. Jeg synes heller ikke, det er så fedt, at jeg er 62 år gammel og misbruger’ Jeg skal for fanden snart blive voksen’. Det kunne de andre seks kvinder vist også skrive under på! Hvorfor gik det så galt for de kvinder, vi her har mødt? Manglende omsorg fra deres egne forældre er næsten i alle tilfælde en faktor. Mobning fra skolekammerater er en chokerende stærk faktor og til stede næsten i alle fortællingerne. Det samme gælder i den grad narkotika - den har fanden skabt! Og så betagelsen af the bad boy - den er svær at komme uden om! Med hensyn til narkotika, så er det typisk hash, der åbner døren til misbruget. Her er det vigtigt, at retspsykiateren Mette citerer undersøgelser, der tyder på, at hashrygning i alderen 10 - 13 år kan medføre øget risiko for senere udvikling af skizofreni. Rygning af hash ser nemlig ud til at påvirke den neurobiologiske udvikling af hjernen i denne helt unge alder. Retspsykologen Tine peger tilsvarende på risiko for psykoser ved denne tidlige introduktion til hash. Hvad er positivt i beretningerne? Først kvinderne selv, der (i varierende omfang) står ved og er kede af det, de har gjort - de vil ikke fremstå som ofre. Så er der civilsamfundet, behandlere, fængselspersonale, præster, psykologer - der er mange, mange mennesker, der samler op og tager sig af de kriminelle kvinder, som stort set alle sammen gerne vil starte på en frisk og give deres børn (som de næsten alle har) et bedre liv, end de selv har haft. Et problem, der kun lige strejfes i bogen, er den gæld, som et fængselsophold slæber med sig. I en efterskrift udtrykker Mette håbet om, at bogen vil føre til forståelse og sympati for de portrætterede kvinder og Tine understreger, at der her selv for dem som klinikere er unikke indblik i, hvad der driver kvinder ud i kriminalitet. Er der forskel på den kriminalitet, som mænd henholdsvis kvinder udøver? Her er det korte svar: Ja! Med Direktoratet for Kriminalforsorgen som kilde fortæller Kristina Antivakis, at i 2023 blev kun 261 kvinder overfor hele 4.133 mænd idømt en tidsbestemt fængselsstraf. Tilsvarende oplyser Danmarks Statistik, at 144 kvinder mod 511 mænd samme år blev idømt en behandlingsdom i retspsykiatrien. Bogen er meget omhyggeligt tilrettelagt med kombinationen af kvindernes fortællinger til journalisten og fagfolkenes diskussioner af dem. Det har krævet stor tillid hele vejen rundt. Det er en bog, der i høj grad giver stof til eftertænksom overvejelse af, hvordan det kan gå helt galt for børn og unge under de forkerte omstændigheder. Og det er sundt at gøre sig klart, hvor stort og vigtigt stykke arbejde, der gøres af relevante fagpersoner. Bogen, 304 sider, er udgivet af Politikens Forlag 25. marts 2025. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
