|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 29-09-2021 Historien om de smukke danske spisestel KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Forfatteren indleder sin hyldest til de danske stel med et kort rids af porcelænets kulturhistorie – det begyndte i Kina helt tilbage i 700-tallet og kom til Venedig formodentlig allerede i 1400-tallet. Men en ting var at importere det dejlige materiale i form af tallerkener, fade og skåle fra Kina, noget helt andet var selv at sætte en produktion i gang her i Europa. Det var tyskerne, der som de første fandt ud, hvordan man skulle gribe det an, fortæller Hedebo Olsen: det var i 1710 i en fabrik i Meissen, at det lykkedes for Johann Friedrich Böttger at nå frem til, at hemmeligheden bag det hvide porcelæn lå i kaolin – en lerart, som kunne tåle at brændes ved høje temperaturer til et meget hårdt, hvidt produkt. Helt til midten af det 18. århundrede var det kun denne ene fabrik, der mestrede denne teknologi, men så kom den derpå rundt i hele Europa – og i 1775 ønskede det danske kongehus at producere eget porcelæn – og det blev virkelighed i kraft af Den Kongelige Porcelænsfabrik med enkedronning Juliane Marie (enke efter Frederik 5) som protektor, fortæller Hedebo Olsen. Nu var den danske porcelænshistorie sat i gang – eller skubbet er vist det helt rigtige ord, for det var ikke let: kvaliteten var ikke som den, der prægede både varerne importeret fra Kina og fra Meissen. Men ved hårdt arbejde lykkedes det til sidst for Den Kongelige Porcelænsfabrik at få det musselmalede stel til at se helt rigtigt ud. Hvad betyder forresten det navn? Hedebo Olsen omtaler forskellige bud på en forklaring, hvor jeg mest hælder til, at porcelænets rillede overflade kan minde om en muslingeskal. Alt, hvad fabrikken dengang og lige siden producerede af det musselmalede, er forsynet med et éttal i bunden – deres første stel! Variationen indenfor dette stel er helt utrolig – og alligevel ligner det altid sig selv: hvad enten der dukker variationer op som hel-og halvblonde, eller guldstriber langs kanten – eller den moderne Blå Mega Riflede. Udviklingen i mønstret vises tydeligt i bogen med et helt opslag med kun tre tallerkener med musselmalede mønstre én fra perioden 1775-85, en anden fra 1875-80 og så en tredje malet af Arnold Krog, der blev ansat som kunstnerisk leder i 1884. Lars Hedebo Olsen udtrykker stor respekt for Krog og vurderer, at hans indsats gav det musselmalede porcelæn med det fornemme ét-tal i bunden ’ det løft, som virksomheden siden har levet højt på’. Positionen som stel nr. 2 tilfaldt Blå Blomst, som blev lanceret allerede i 1779. Blomsterne er samlede i buketter, men de er ikke bundet sammen – og ikke to er ens. Men selvom Blå Blomst stellet udgik af produktion for mange år siden, så blev der produceret så meget, at det stadig hyppigt står på et dækket bord. Flora Danica fra 1790 er faktisk stadig i produktion, selvom det er så kostbart, at det slet ikke kan konkurrere med det musselmalede, der heller ikke er helt billigt. Det er spændende historier, som forfatteren kan fortælle om dette stel, der er produceret på baggrund af et videnskabeligt botanisk værk (med samme titel), og som historisk er tæt knyttet til det danske kongehus, selvom der bestemt også er en del ’private’ ejere af stellet rundt omkring i landet. Ikke to stykker af dette stel er ens, og over 1.500 dele er stadig bevaret fra den tidlige del af produktionen og bliver taget frem ved særlige lejligheder – som det f.eks. skete ved dronning Ingrids 80 års fødselsdag i 1990. Man kan nu sagtens komme til at se eksempler på stellet – de er udstillet på Rosenborg Slot og i Christian 7’s palæ på Amalienborg. Danske Stel er ikke bare historien om stellene, men også om de forskellige fabrikker, som Bing & Grøndahl, der blev etableret i 1853, og hvis ambition var at udfordre Den Kongelige Porcelænsfabrik. Det skete på flere felter, hvor et af dem var lanceringen i 1892 af Mågestellet, som lige spillede sig ind i skønvirkestilens bløde linjer og elementer fra naturen – og også her bemærk: ikke to måger er helt ens. Stellet har været meget populært – og optræder da også i Matador, men blev aldrig købt af Kunstindustrimuseet (nuværende Designmuseum Danmark), og det er lidt underligt, mener Lars Hedebo Olsen, som bemærker, at det til gengæld optræder på Nationalmuseet i ’ samlingen af ting, som bliver brugt i den danske befolkning’. Han nævner i den forbindelse, at det var fabrikken selv, der forærede museet stellet. Så er der jo også fajance, som vi i bogen introduceres til i forbindelse med stellet Tranquebar, som blev sendt på markedet af fabrikken Aluminia i 1914 – igen et af de helt store danske stel med mange dele. Hvad er fajance, og hvordan opfører det sig i forhold til porcelæn? Ja, det kan brændes ved lavere temperatur end porcelæn – og hvad det giver af fordele og ulemper, får vi også at vide – det er spændende og man/jeg ville gerne have endnu mere at vide, men det er ikke denne bogs ærinde. Forfatterens fokus er først og fremmest på stellenes skønhed – og så også deres placering i den danske og europæiske kulturhistorie, hvor vi nu er rykket helt op i 1930’ernes bølger af funktionalisme og Bauhaus nede fra landene syd for os, når vi i bogen præsenteres for stellet Hjertegræs, lanceret i 1933 af Royal Copenhagen (som den Kongelige Porcelænsfabrik nu kalder sig). Tilbage igen til Aluminia og fajancestel fra 1950’erne som Confetti og Sonja – det sidstnævnte præsenterer forfatteren som ’ ..noget vi nok i dag ville kalde et sommerhusstel’ og ’ glasuren er let krakeleret’ – og jeg, som troede, at krakeleringen skyldtes opvaskemaskinen…. Vi er stadig i 1950’erne, da Porcelænsfabrikken Danmark kom med stellet Danild, som blev markedsført med sloganet: ’ Porcelæn direkte fra ild til bord’. Det er for første gang et stel, der virkelig tåler hverdagsbrug – kan sættes ind i en glohed ovn, derefter ind på bordet – og kan til sidst klare sig i opvaskemaskinen. I 1991 kom Ursula Munch-Petersens stel: Ursula-stellet med de karakteristiske kander – alle med stor tud eller næb. Og der var flade skåle, der også kunne fungere som låg og farverne sprudlede! Det var fint håndværk, solgte godt og var til at betale, men fik en omskiftelig tilværelse. I 2010 besluttede Royal Copenhagen ikke mere at producere det og overlod det til keramikvirksomheden Kähler, der ikke passede godt på det – f.eks. passede lågene ikke mere til skålene etc.. Så blev Kähler overtaget af Rosendahl, som relancerede det flot i 2020 – til glæde for mange, tilføjer denne anmelder for egen regning. Danske Stel er (også)en erhvervshistorie om dansk kunsthåndværk. En historie om virksomhedssalg, modgang, skuffelser – og stolte triumfer. Ursulastellet illustrerer det hele! Men det allerdejligste eksempel er det, som Hedebo Olsen kalder ’ porcelænsfabrikkens tilfældige redning’. Jeg ved nu ikke, om det var helt tilfældigt, når jeg tænker på, hvor veluddannet, vedholdende og visionær Karen Kjældgård-Larsen var, da hun magtede at nytænke Royal Copenhagens gamle musselmalede stel og skabe et helt nyt, der stadig peger tilbage på det gamle mønster og fint bruges sammen med ikke alene det musselmalede, men også en række andre. En fantastisk historie, som naturligvis fortælles i bogen. Det er et fint stykke arbejde, Lars Hedebo Olsen her har præsteret. Det er godt researchet, spændende fortalt – og med mange tankevækkende pointer. Han kommer hele vejen rundt om de danske stel, når han fortæller historierne om de virksomheder, der har produceret dem og den kulturhistoriske sammenhæng, stellene indgår i. Hvad med skønheden i stellene? Lige så stille, mens man læser bogen, vokser glæden ved dem frem – uden belærende, æstetiske domme fra forfatteren, men med hans gode kommentarer – solidt støttet på de mange billeder. Derfor: en dejlig bog, som jeg nød at læse, samtidigt med, at jeg også blev lidt frustreret over ikke at komme helt til bunds i de forskellige teknikker i lertyper, farver og brændinger. Fotograf Brian Buchard har stået for de fleste af bogens væld af billeder. Mange har deltaget i det redaktionelle arbejde og øvrige tilrettelæggelse – fint hele vejen – med én undtagelse: Hvis bogen står i en reol, kan man ikke læse ordet STEL i titlen på ryggen, fordi halvdelen af bogstaverne står på bogens bagside. Men man kan jo nok gætte det…. Bogen 236 sider er støttet af en række fonde og udgivet af Strandberg Publishing. Foto af forside fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
