|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 28-09-2026 Andrea Marcolongo: Det geniale sprog KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Men i første kapitel understreger forfatteren, at det slet ikke er nødvendigt at kunne oldgræsk for at læse bogen, til gengæld stiller hun i udsigt, at fordi hun selv er så begejstret for oldgræsk, så vil hun give denne begejstring videre til læseren, som vil komme til at forstå det særlige ved dette gamle sprog, som har lagt alfabet og grammatik til så mange mesterværker. Det lykkes fint - også selvom hun bestemt ikke begynder det letteste sted i det oldgræske sprog. Hun tager nemlig fat i verbernes bøjning og vælger her den kategori i oldgræsk, der kaldes ’aspektet’ , som betegner ikke tid, men snarest proces (s 30). Som et eksempel får vi en hel lille novelle om en træt kroejer et par vindrikkende gæster på en knejpe i Piræus i året 487 f.Kr. Men først en lille note: aorist betegner en handling, der på et givet tidspunkt i fortid eller fremtid er (vil blive) gennemført. Nutidsaspektet, De er vist ved at stikke af fra regningen, tænker kroejeren. Aoristaspektet, Ja, de stak af, sukker han. Perfektumaspektet, De er faktisk stukket af og er væk. - regningen er ikke betalt, øv, tænker kroejeren og afskriver beløbet som nu tabt Hver gang udgør kroejerens tanker et enkelt ord på græsk, men en hel del ord på dansk, hvis indholdet skal forstås. ’ Aspektet betegner en handlings egenskab, måden den foregår på. Og hvordan den talende føler sig i forhold til den’, skriver Marcolongo og indrømmer, at det er kompliceret at forklare det oldgræske aspekts betydning. Hun mener faktisk, at vi efter et par årtusinder har mistet vores fornemmelse for sprog. . og hvordan er det så gået til? Det græske sprog forandrede sig, da det med Alexander d. Store og hans efterkommere bredte sig hen over det kolossale område fra Grækenland til Indien og blev til et fælles sprog, koiné, der med dette græske navn signalerer et fælles sprog, og som havde sine rødder i den oldgræske dialekt, der blev talt i Attika. I forhold til græsk indtil det tidspunkt, var koiné nu meget forenklet. Dette forenklede græsk udviklede sig i løbet af århundreder til det græsk, der skrives og tales i dag. Marcolongo er bedrøvet over den udvikling, kan man tydeligt læse sig til, hvor det er gået fra ’tingenes udvikling til tingenes tid….fra hvordan er man gået til hvornår. Og nu ved vi så ikke engang, hvordan oldgræsk lød - det er blevet stumt. Men er det så underligt og unaturligt, kunne man spørge, og forfatteren kan så her pege på, at inderne med sanskrit havde fonetikere, der med præcision kunne analysere og beskrive udtalen i deres tekster. Der er en del problemer ved at læse oldgræske tekster, for indtil 3. århundrede f.Kr. var det almindeligt at bruge ’fortløbende skrift’ d.v.s. ingen ordmellemrum og kun store bogstaver - teksten bliver nærmest et langt, langt ord. Det gælder f.eks. alle indskrifter. Men i dag er alle de udgivne oldgræske tekster forsynet med ordmellemrum og inddeling i afsnit, som vi er vant til. På oldgræsk er ordstillingen fri: den enkelte kan sætte ordene præcist, som det giver bedst mening for den talende/skrivende, fordi substantivernes kasus med stor præcision angiver dets funktion som f.eks. subjekt eller objekt: altså ingen bestemt ordstilling, men kasus (som afsløres af ordets endelse) er betydningsbærende. Der er fem kasus nominativ, genitiv, akkusativ, dativ og vokativ. Ordstillingen er ganske vist fri, men (naturligvis) ikke tilfældig. På dansk er det jo lige omvendt: ordstillingen er her betydningsbærende - f.eks.: Dommeren dømte tyven! Hvis der så kun var bogstaver, kasus, og ordstilling med mere, men grækerne brugte også adskillige små tegn: der er apostroffer, accenter og andre små tegn sat over, under eller mellem bogstaver - eller to forskellige over ét bogstav - det er de såkaldte diakritiske tegn. Det vrimler med dem hen over siderne i en oldgræsk tekst, og man skal bestemt ikke tro, de er ligegyldige: f.eks.: nómos betyder lov, medens nomós betyder græsgang. Hvordan det så er gået til, får vi grundigt at vide. Der fandtes mellem 5. og 2. årtusind f.Kr. et folk med et fælles, indoeuropæisk sprog (formodentlig i adskillige dialekter), der omkring år 2000 f.Kr. nåede frem til Grækenland. Det fælles sprog blev det tidlige urgræsk, hvorfra de oldgræske dialekter så udviklede sig omkring det 2. årtusinde f.Kr.. S 193-94. det er så igen begyndelsen på oldgræsk og dets dialekter. Men det er vigtigt at understrege, at alle grækere i alle tidsperioder på tværs af dialekter kunne forstå hinanden - kilden her er selveste Thukydid. I det antikke Grækenland blev et fællessprog aldrig fastsat ’hverken administrativt, litterært eller religiøst’ Det er en af bogens stærkeste sider, at Marcolongo hele vejen igennem forklarer og fortæller. Det er meget spændende stof, og forfatterens viden om det græske sprog helt tilbage til de tidligste tider er omfattende, og hendes glæde ved at viderebringe den er smittende, men nogle gange er der måske lidt for mange beretninger om hendes eget liv som skoleelev, senere studerende og nu underviser, selvom det nu er hyggeligt at læse om. Det er en rigtig god idé, at forfatteren har valgt nogle vinkler ud, som måske falder lidt udenfor emnet, men som hun mener, det vil være ærgerligt at undvære. Der er tale om en 13-14 små tekster, hvoraf der lige skal gives et par eksempler her: Grækernes farver, som tilsyneladende blev opfattet anderledes, end vi gør i dag. Homer omtaler i hele Iliaden og Odysseen kun fire farver, nemlig mælkehvidt, purpurrødt som blod, sortladent som havet og honningens og markernes gulgrønne. Der er al mulig grund til at tro, at grækerne simpelthen havde en anden farveopfattelse end vi har i dag, og der var endda i det 18. og 19. århundrede lærde folk, som mente, at grækerne simpelthen ikke så farver. Poesien er afledt af det verbum, der betyder at gøre eller fremstille helt håndværksmæssigt, skriver Marcolongo i en anden tekst og tilføjer, at det at skrive poesi ikke havde noget som helst poetisk over sig. Det var simpelthen et arbejde som f.eks. tømrerens. Bemærk, at Homer jo ikke skrev poesi, men episke digte, han fortalte altså historier. I afsnittet om Skriften bliver vi ført tilbage til mykensk tid i 15. århundrede f.Kr. og en række lertavler med en indgraveret skrift, som blev kaldt linear B. Tavlerne blev fundet i år 1900, men først i 1953 lykkedes det for en lingvist, John Chadwick, og en arkitekt Michael Ventris at tyde linear B. Efter mykensk tid forsvandt skriften fra Grækenland i adskillige hundrede år (de såkaldte dunkle århundreder) og dukkede først op igen i det 8. århundrede f.Kr., da det fønikiske alfabet blev indført. Andrea Marcolongo slutter med en personlig bibliografi og tak til en lang række mennesker. Bogen er oversat fra italiensk til dansk af Ditlev Tamm - det er flot arbejde, for der er jo ikke en hvilken som helst italiensk bog, men en bog, der bl.a. handler om oldtidens grammatik, og der er forskel på netop grammatiske begreber på italiensk og dansk - jeg ville have troet, den var skrevet på dansk og ikke oversat, hvis jeg ikke vidste bedre. Tamm har desuden skrevet et forord og en efterskrift til bogen. Til sidst er der en oversigt over citerede græske værker i dansk oversættelse - et par af dem oversat til denne bog af Marianne Pade og af Gorm Tortzen Bogen, 236 sider, er udgivet af Forlaget Grønningen 1 d.7. september 2026 Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
