|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 16-02-2026 Café Society KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
I en forbløffende kort periode under Napoleon 3. (1853-1869) lykkedes det for Georges Haussmann, embedsmand og byplanlægger, at bygge Paris fuldstændigt om blandt andet med de velkendte mægtige boulevarder. Det var på mange måder ikke en nem periode, men det var altså også en periode, hvor de berømte caféer fik mulighed for at sætte præg på byen. De mange malerier og andre kunstværker, der i disse år og årene både før og efter, dokumenterer det livlige caféliv er centrum for både udstillingen på Ordrupgaard og for bogen udgivet i samme anledning. De centrale år strækker sig faktisk over en lang periode - som har fået tilnavnet ’det lange århundrede’ - en rammende beskrivelse af årene efter revolutionen i 1789 til udbruddet af 1. verdenskrig i 1914. La belle epoque, som er aktuel her, er nok nærmest den sidste halvdel af dette lange århundrede. På mange dejlige malerier kan vi se cafégæsterne sidde og kigge nysgerrigt ud på omverdenen ud på Paris og en fransk kunstkritiker (Baudelaire) beskriver simpelthen kunstneren som en ’flanør’, der slentrer gennem gaderne og suger til sig af pariserlivet, som han så senere omsætter til kunst. Byen som skueplads, hedder et kapitel i bogen, hvor forfatteren Jeffrey H. Jackson simpelthen skriver, at ’ den moderne kunst blev født, da kunstnerne vendte sig bort fra bibelske og klassiske motiver og i stedet begyndte at skildre byen - især Paris. ’. Andre malerier viser folk, der sidder og småsnakker, mens de spiser - eller læser avis, og typisk aner man andre gæster i baggrunden - tit lidt løsere skitserede. Det var nu ikke alt, der var smukt i perioden - som det også dokumenteres i mange af cafébillederne - f.eks i et træsnit fra 1892 af den schweiziske kunstner Vallotton, Slagsmålet, Kat 35, hvor ellers nydeligt klædte cafégæster pludseligt er forvandlet nærmest til dyr og kaster sig ud i et vildt slagsmål - og ikke så få malerier af absintdrikkere taler deres tydelige sprog. Og så er der alle kvinderne - mange af dem ’ på arbejde’, altså prostituerede, som vi får at vide. Det gælder f.eks. et maleri af Henri Evenepol, som viser et livligt selskab På Café d’Harcourt Kat 44 med mange både mænd og kvinder med vinglas samt en enkelt tjener. Men fleste øjne trækkes ind mod midten af billedet, hvor en kvinde meget iøjnefaldende helt klædt i rødt - både kjole og hat - baner sig vej gennem gæsterne. Ingen bemærker hende tilsyneladende, skriver Jackson, og tilføjer, at hendes grund til at være så prangende klædt er, at hun rent faktisk er på arbejde. Men det gjaldt altså ikke alle kvinder. Julie Pierotti har skrevet et kapitel om netop kvinders tilstedeværelse på de parisiske caféer i det lange 19. århundrede, og hun har omhyggeligt undersøgt kunstværker, der afbilleder kvinder på café i denne periode og er kommet frem til, at der netop i caféernes offentlige rum var åbnet mulighed for, at kvinder kunne indgå i nye sociale, politiske og intellektuelle sammenhænge. Det er der eksempler på specielt under den blodige Pariserkommune, hvor det var helt respektabelt for kvinder at deltage i politiske diskussioner i caféerne. Men Pierotti skriver også om tabuet omkring bare det at sidde alene på en café. Det tabu gjaldt for både kunder og ansatte - ja, selv for indehaveren af caféen var det lidt suspekt. Man aner her en vemodig tone hos forfatteren, der fremhæver van Gogh som den mest medfølende af malerne i hans portræt af indehaveren af caféen, Le Tambourin Kat 25: en lidt udmattet kvinde, der med en cigaret i den ene hånd og et ølglas tæt på den anden, ser ud på tilskueren med sine venlige brune øjne. Men så var der den årlige parisiske Salon med ferniseringen dagen inden. Her kunne alle kunstnerne komme, og her var en anledning til at de allesammen kunne have deres ægtefæller med. Det er skildret på Tissots værk med titlen: Kunstnernes hustruer fra 1885 Kat 20. Maleriet er stort: lige over en meter bredt og næsten halvanden meter højt. Alle kunstnerne er der, så deres hustruer kan trygt more sig og vide, at ingen betvivler deres stand og anseelse. Det er måske det allermest entydigt glade billede i hele udstillingen. Café de la Régence ligger helt centralt i Paris, og har haft en række særdeles velkendte gæster - der nævnes både Robespierre og Napoleon Bonaparte - og i 1844 afholdt Karl Marx og Friedrich Engels et møde samme sted. Stedet er også berømt som hjemsted for skakspillere - det fremgår af en del billeder - og så var caféen også kendt som ’de Danskes Kaffehus’, men der kom bestemt lige så mange andre skandinaver. Her var der både kvinder og mænd, men førstnævnte var sandelig grundigt sat i skyggen - et eksempel: den svenske maler Georg Pauli skrev i 1926 en bog om mange kunstnermøder på de parisiske caféer, og her lykkedes det ham ikke at nævne en eneste af gruppens kvindelige medlemmer - ikke en gang sin egen hustru, Hanna Hirsch-Paulli. Og det vides endda fra hendes breve, at hun var med på de møder. Marie Triepcke (senere Krøyer) havde sammen med andre skandinaver, deriblandt hendes senere mand P.S.Krøyer, dannet en klub, der en gang om ugen mødtes på Café de la Régence. Forfatteren til dette kapitel i bogen er Dorthe Vangsgaard Nielsen, og hun citerer fra Marie Triepckes dagbog om synet af en ung kokotte at ’ der var noget så forstenet fortvivlet køligt koldt isnende og stivnet over hende…..at jeg kunne have lyst til at male et billede….et mageløst billede’ Men det gjorde hun altså ikke, skriver kapitlets forfatter. Men når man læser hele afsnittet fra dagbogen, så siger for en gangs skyld ord mere end et billede ville kunne, tænker nærværende anmelder. Det er en vanvittigt smuk udstilling, hvor man kan gå fra det ene værk til det næste og blive godt hjulpet af de oplysende tekster, der er knyttet til de enkelte billeder samt de kort og oversigter, der også er på væggene. Undertegnede anmelder så først udstillingen ved pressefremvisningen - det var en stor glæde. Derpå læste jeg bogen, som er helt fantastisk med sit imponerende niveau i både gengivelse af farver og detaljer i værkerne og præcision i teksterne - alt sammen skabt i samarbejdet mellem kuratorer, historikere og grafikere. Jeg har bestemt tænkt mig at se udstillingen endnu en gang med den viden, jeg nu har med fra bogen, som udover at være katalog også i tekst og billeder diskuterer en lang række yderligere værker gengivet i samme høje kvalitet som de udstillede. Der er naturligvis et index, bibliografi og fotokrediteringer, men sandelig også nyttige ordforklaringer samt et kort over Paris, som jeg dog vil sige kræver en lup. Udstillingen er resultatet af et intenst samarbejde mellem tre muséer, som udover Ordrupgaard omfatter de to amerikanske samlinger Joslyn Art Museum i Nebraska, USA og Dixon Gallery and Gardens i Memphis, USA Hele forløbet med planlægning og gennemførelse af udstillingen er beskrevet i forordet af direktørerne for hver af de tre samlinger. Alle værker nævnt i denne anmeldelse indgår i både udstilling og katalog. Café Society kan ses på Ordrupgaard frem til 31. maj 2026 - derefter går den på tur til hver af de to museer i USA. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. | Lyd: Copyright Radio Update |
