|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 03-11-2025 Katrine Marie Guldager: Først når jeg siger til KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Hun vil gøre alt for, at en fødsel skal blive så god som muligt, tænker Signe, og instruerer en kvinde der ligger på fødelejet om de sidste faser i fødslen, der er i gang, og hun giver en opfordring: ”…ikke presse, før jeg siger til.” Lyder det fra Signe, ”Jeg ved det godt”, siger kvinden, medens hendes mand sidder og dimser med sin telefon. Igennem bogen følger vi med Signe som jordemor - ikke to fødsler er ens, det bliver tydeligt. Langt de fleste gange går det godt, men ikke altid. Det kommer jeg tilbage til. Den anden tråd i historien om Signe handler om hendes vanskeligheder med kærlighed - eller er det snarere med at være i et fast forhold? ”Jeg nyder at bo alene”, fortæller hun, og tilføjer: ”Jeg elsker at gå i haven og vide, at det er min have”. Og så kommer det i næste linje: ”Jørgen har altid bare været gæst.” Det var han helt med på - i hvert fald i starten. De havde truffet hinanden på Tinder, og til en start foretrak han faktisk at sove i en bivuak i haven. Sådan kan man jo godt leve, så det kommer fuldstændig bag på Signe, at Jørgen forlader hende - det får læseren faktisk allerede at vide på første side i bogen. Engang var vi gift, fortæller Signe lidt senere om sit tidligere ægteskab med fødselslægen Søren. Gennem fem år prøvede de på alle mulige måder at blive gravide, men nej intet barn. Sørens reaktion: han forlader Signe, gifter sig med en sygeplejerske - og på tre år kommer tre børn dryppende, ja, sådan formulerer Signe det i en blanding af sorg og misundelse. Det nye par havde endda både en forhave med en sandkasse og lyserøde plastik løbehjul. Hun vil aldrig være forelsket igen. Er hun så alligevel blevet forelsket i Jørgen? Han fylder i hvert fald meget hos hende, mest efter at han uden et ord var forsvundet fra hende, men først havde han nærmest friet til hende: foreslået at ’ lukke aftalen’- hvad mener han? Og lidt efter ’ Flytte sammen, er det ikke på tide?’ Signe kan stadig ikke finde ud af at svare, og da hun vågner næste morgen, er han væk, men har efterladt en seddel om, at han er taget til Kiruna. Så han er altså over tusind kilometer væk, lige netop, da det en dag går så forfærdeligt ved en fødsel, selvom hun ved, at hun har gjort alt det rigtige under forløbet, alt det rigtige. Så kommer klagen fra familien til det lille barn, der døde under fødslen. Nu kan det simpelthen ikke blive værre - Signe sygemelder sig - og så afsted til Kiruna for at finde ham - dog først efter adskillige overvejelser og generindring af, hvordan det havde været at prøve at lære Jørgen at kende. Begge to havde de anstrengt sig - Jørgen havde sagt: Overblik er alt. Hun finder ham simpelthen ikke i Kiruna - og beslutter sig til at tage hjem. Så, pling, en besked i e-boks - nu er klagen nået officielt frem. (Her kan vi alle sammen lære at slå lyden fra på telefonen!). Så lige pludseligt og helt uventet dukker Jørgen op ved siden af hende i flyet. Men alt er ikke idyl derefter. Naturligvis ikke. Der er så mange tråde at samle op for Signe - ikke bare med, hvad hun vil og kan i sit forhold til Jørgen, men også hele hendes situation på fødeafdelingen, hvor der er slået et frygteligt hul i hendes selvtillid ved den ulyksalige fødsel. Det tager klart nok tid at reparere - inklusive samtaler med både psykolog og fagforeningens jurist. Med hensyn til Jørgen kommer der en afklaring hos dem begge to og ’happy ending’, ja, - næsten lige lovlig idyllisk, da de er ved at forberede en middag på en bålplads ude i Pinseskoven på Amager: Jørgen har tændt et bål og anbragt et par sten, og Signe kommer med maden i en gryde og gør klar til at sætte den ned på stenene. ”Vent”, siger Jørgen, ”Først, når jeg siger til.” Bogen er umiddelbart fængende: Guldager er en fin fortæller og forstår at sammensmelte den noget komplicerede eller direkte akavede kærlighedshistorie med en fødselsafdelings udfordringer for både jordemor og fødende. Undertegnede læste den i et hug: det var svært at lægge bogen fra mig, fordi jeg nærmest var i tvivl om hvor jeg var henne i historien - det er positivt ment! Undertegnede har læst bogen som fysisk bog, smukt indbundet og med smudsomslag, som Simon Lilholt, Imperiet, har stået for. Den ligger herligt åben på opslag. Bogen på 252 sider er udkommet 4. november 2025 hos Gyldendal Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. | Lyd: Copyright Radio Update |
