|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 26-05-2025 Frode Birk Nielsen: Landskabskunst i Sverige KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Men lykkeligvis, skriver forfatteren, blev planen ændret, så broen nu i stedet for i en ret linje strækker sig i en elegant og let bue hen over vandet og leder skibsfarten hen mod højbroen, der med sine pyloner visuelt udgør en port for sejladsen. Det syn er en stor nydelse. Øresundsbroen er i bogen et af eksemplerne på Infrastrukturlandskaber - de andre eksempler kommer på banen om lidt, men vi skal lige opleve Peberholmen - en helt igennem kunstig ø, der opstod, da der blev gravet ud til den tunnel, der udgør resten af Øresundsforbindelsen. Hele 9 millioner kubikmeter havbundsmateriale var der tale om, og tanken var nu simpelthen at se, hvad der skete, hvis man absolut ingen ting gjorde med bevoksning og dyr på den nye ø. Men i 2020 kunne biologerne simpelthen ikke nære sig - de ryddede et stort areal med henblik på at tiltrække visse bestemte fuglearter. Et enestående eksperiment er faldet til jorden, skriver Frode Birk Nielsen bedrøvet. Han har ret - det er ærgerligt, ja det er. Men videre over broen, hvor den kollektive trafik fik et ordentligt løft med indvielsen af en tunnel, Citytunneln, under det centrale Malmø - faktisk et fremskridt for hele Øresundsregionen. Det er i den grad landskabskunst med raffinerede lyseffekter af både kunstigt og naturligt lys hentet ned under jorden af elegante, kæmpestore glaskupler, samtidig med, at en række kunstnere har bidraget til udsmykning. Tilbage i 1937 besluttede den svenske rigsdag, at der i forbindelse med statsligt byggeri skulle afsættes én procent af byggeudgifterne til kunstnerisk udsmykning. Det har givet sig fantastiske og meget synlige udtryk i Tunnelbanen i Stockholm, hvor tunnellerne er sprængt i bjerget, og granittens naturlige grove struktur i overfladen er bevaret. Frode Birk Nielsen forklarer i detaljer, hvordan det er lykkedes. På stationerne har en lang række kunstnere fået frie hænder. Det kunne vi lære noget af her i landet, tænker nærværende anmelder. Det er blandt Kunstlandskaberne, vi finder de vildeste af de værker, bogen præsenterer for os: det måske allermest vilde finder vi i Ørebro kommune, hvor der i et område lidt syd for byen Ørebro og øst for byen Kumla ligger et område med olie-og uranholdige lag af skiffer. Under 2. Verdenskrig manglede Sverige olie, og de kunne nu udvinde olien (og diverse andet) ved at opvarme denne skiffer til (mindst) 500 grader. Efter endt udvinding af olie blev slaggerne lagt ovenpå hinanden og dannede en kunstig høj, Kvarntorpshøgen. Dette foregik helt frem til 1966! Bjerget var nu omkring 100 meter højt og rummer 40 millioner kubikmeter aske, fortæller Frode Birk Nielsen og fortsætter med at forklare, at der nu er gjort meget for at genoprette naturen på stedet, og i 1998 blev skulpturparken Kunst på Høg indviet på toppen af slaggebjerget. Det er fantastiske værker - passende til stedets dystre historie. Forfatteren er meget bevidst om stedets historie, for selvom alskens planter er begyndt at brede sig på bjerget, så ryger det stadig fra det ulmende bjerg derinde, og selvom kunsten trækker folk derop, så er det naturen, ’ der over tid skaber frodighed og nyt liv på højen’, lyder hans håb for skulpturparken. Vi bliver et øjeblik mere ved Kunstlandskaberne, for Frode Nielsen besøger også Kulturlandskabet Pilane på øen Tjørn lidt nord for Gøteborg. Her kan man allerede på lang afstand se skulpturen Anna skabt af den spanske kunstner Jaume Plensa: Skulpturen udgøres kun af hendes hoved, som til gengæld er 14 meter høj. Den er bygget af glasfiber og marmorpulver og skabt til Pilane, hvor der er mange andre værker udstillet, men det er kun Anna, der er permanent, de andre skiftes ud fra sæson til sæson. Det er Anna, der er afbilledet på bogens forside. Kontrasten mellem det kridhvide hoved og det barske klippelandskab med lyng er fantastisk og smuk. Der er masser af sten i Sverige, så et helt afsnit i bogen er viet til Stenlandskaber: her møder vi skibssætninger, helleristninger og såkaldte billedsten, hvor Frode Nielsen fremhæver stenene fra Gotland: i et kort afsnit fortæller han om stenene fra byen Ardre på Gotland, specielt en over to meter høj sten kaldet Vølundstenen - den og andre billedsten fra øen findes nu på Statens Historiske Museum i Stockholm - endda det meste af tiden i et aflåst magasin. De burde have bedre rammer, skriver Nielsen og slår kraftigt til lyd for, at de tilbageføres til Gotland og får plads i et forhåbentligt kommende Museum for Billedsten. I det sydøstlige Skåne ved Kåseberga finder man Ales Stenar, som er Sveriges bedst bevarede skibssætning. Den er består af 59 sten, og arkæologer vurderer, at skibet stammer fra yngre jernalder (400 - 1050 e Kr.). I 1916 blev ’skibet’ restaureret, men forfatteren ærgrer sig over, at væltede og fjernede sten (og dem var der mange af) blev sat op uden rigtig omsorg for, om det virkelig var den korrekte placering. Til gengæld peger han på, hvordan de storslåede omgivelser på fineste vis bærer skibssætningen. Blandt Borg - og slotslandskaber finder vi også Uranienborg, Ven. I 1576 skænkede Frederik 2 øen til Tycho Brahe - det var det helt rigtige sted at se de lysende stjerner, for bælgmørkt blev der uden oplyste byer i nærheden. Astronomen byggede Uranienborg, som blev det første renæssanceanlæg i Norden - måske med inspiration fra den dejlige botaniske have i Padova. Men nogle uoverensstemmelser med Christian 4 betød, at Brahe i 1597 måtte forlade Hven - og Uranienborg blev revet ned - det er lidt uklart præcist hvorfor. Men der findes heldigvis detaljerede tegninger, træsnit og kobberstik fra samtiden, så i 1989 besluttedes det med basis også i arkæologiske udgravninger at rekonstruere haveanlægget, og arbejdet er nu kommet ganske langt. Gravlandskaber, omfatter også kirkegårde, hvor Skovkirkegården, Stockholm, daterer sig tilbage til en arkitektkonkurrence i 1914 om en begravelsesplads i et 80 hektar stort skovomkranset område: landskabet skulle spille en afgørende rolle og gravfelterne skulle placeres i skovbunden. Det vindende forslag blev i de følgende årtier videreudviklet med skiftende arkitektur- og natursyn, men tydeligt nok med en respektfuld holdning til den oprindelige plan. Kirkegården rummer omkring 100.000 grave, og blev i 1994 af UNESCO udpeget til verdensarv. Bylandskaberne indledes med to fortidsøgler i naturlig størrelse: fire meter i højde og syv meter lange. De er udført i farvestrålende keramik (der medgik 50 ton ler) og står i en vandfontæne på torvet i Bromølla i Skåne. De tilhører arten Plesiosaurus, og Svaneøgler kaldes de på grund af de lange halse, og da krabaten her for 60-80 millioner år siden levede i Skåne, så når vi frem til navnet Plesiosaurus Scanisaurus - Skåne-øglen! De to øgler er skabt af keramiker Gunnar Nylund, som i forbindelse med en anden opgave i Bromølla blev opmærksom på fund af rester af dette fossil fra kridttiden - og dermed blev inspireret til at skabe de to kæmpeøgler. På siderne og bunden af bassinet er anbragt i alt 45 stentøjsplader med relieffer af svømmende, flyvende og dykkende dyr fra samme periode som skåneøglerne. Frode Birk Nielsen skriver selv i sin introduktion til bogen, at det har været en stor glæde og oplevelse for ham at rejse rundt i Sverige til alle de dejlige og smukke steder. Den glæde lyser ud af hver eneste af bogens sider! Selv blev jeg så betaget af fortællingen om Skåneøglen, at jeg straks greb min telefon og fandt ud af, at der går tog direkte fra København H til Bromølla St. Forfatteren er selv landskabsarkitekt med en lang række store opgaver bag sig, og man mærker tydeligt hans hands-on erfaring med både arkitektur og landskab - et afgørende samspil. Det er forfriskende, at han rigtigt mange steder klart giver udtryk for sin egen mening med hensyn til prioriteringer og valg, som da han bemærker de smukke billedsten fra Gotlands skæbne i et magasin i Stockholm og hans kritik af biologernes indgreb i naturen på Peberholm. Jeg havde et lille problem med bogen - ikke med dens indhold, men med at finde rundt i dens to forskellige indholdsoversigter - en efter bogens titelblad og en før, hvor der på Sverigeskortet ikke var afsat andet end numre på værkerne og ikke bare fire - fem bynavne at orientere sig efter. Men det er en lille ting i dette pragtfulde værk, der viser os hvilke smukke oplevelser, der venter på den anden side af sundet. Fotografierne i bogen er i topklasse, og forfatteren har selv taget de fleste af dem. Bogen på 219 sider er trykt på papir af høj kvalitet, i smuk indbinding, som ligger fint åben på opslag. Udgivelsen i marts 2025 på Muusmanns Forlag er støttet af Statens Kunstfond og af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
