Christian 2. var fyrste i Europas mest vidtstrakte rige – vi er tilbage i Kalmarunionens dage, og Christian satte alt ind på at bevare unionen både med våben og vold – og med ny lovgivning og nye regler og regulering for handel indenfor unionen
Politikens Forlag
Foto af forsiden fra forlaget
Det første skaffede ham i Sverige navnet Christian Tyran, det andet er til en vis grad gået i glemmebogen. Hvorfor er det så gået sådan? Ja, det giver den svenske historiker Erik Petersson en forklaring på i sin fascinerende og meget tankevækkende biografi om den danske konge, hvor han placerer Christian i hele den sammenhæng, som er nødvendig for at forstå de voldsomme begivenheder, som han var en aktiv del af – ikke alene i sin egen regeringstid, men også i mange år inden som sin far, kong Hans’, betroede repræsentant.
Det var kun 10 år (1513 – 23) Christian var ved magten, cirka det halve af gennemsnittet for danske konger, men han kom til at fylde meget.
I 1513 dør kong Hans, og hans søn Christian hyldes som konge af et dansk-norsk rigsråd efter at have skrevet under på en håndfæstning. Året efter bliver han kronet i både Oslo og København. Årene frem til 1520 domineres af bestandige kampe i Sverige, hvor Christian forsøger at holde sammen på unionen. Efter et kort, men voldsomt felttog indvilliger det svenske rigsråd omsider i at acceptere Christian som Sveriges konge. Indenfor få dage sker både hans kroning og det stockholmske blodbad. Oprøret fortsætter, Gustav Vasa tager magten i Stockholm, unionen brister, og kong Christian bliver forhadt også af den danske adel. I 1523 forlader han Danmark for at søge hjælp hos Kejser Karl (hans kones bror), men det mislykkes, og Christian ender sine dage som statsfange i Danmark i 1559.
Petersson gør opmærksom på, at Christian ’var massemorder, en – i følge nogle – skizoid neurotiker’. Han ønsker imidlertid i bogen at se sin hovedperson fra så mange forskellige sider som muligt. Det er ikke altid let, argumenterer han, fordi propagandaen har været massiv – dels fra dem, der direkte overtog magten efter Christian dels fra dem, der i nyere tid har ønsket at tegne nationalstaternes legitimitet overfor unionen efter dens sammenbrud.
Sådan som Petersson har opbygget sin bog om Christian, så både begynder og slutter hans historie i Stockholm, i november 1520, hvor Christian i Storkyrkan krones som Sveriges arvekonge, og dermed er hersker over hele unionen. Få dage efter lader han 82 mennesker henrette – det stockholmske blodbad!
Forfatteren fortæller hele Christians liv – ikke bare de ti år, hvor han var konge. Hvad er det så for en fremstilling, vi her kan læse? Det er ikke en traditionel historiebog, men en fortælling, der følger begivenhederne på en måde, så læseren bliver holdt grundigt fast. Petersson benytter sig af mange stilistiske virkemidler, som ellers kendes fra romaner: mange, korte kapitler (i alt 54), hvor en del af dem slutter med en regulær cliff-hanger. Der er både flash-backs og flash-forwards, som nærmest går i dialog med læseren: ”Jeg havde aldrig læst om Ditmarsken, før…” og ”som vi senere skal se” eller ”Noget af det, jeg tit tager fejl af, er..”.Det gør bogen virkelig spændende at læse, og når man er færdig, så har man afgjort lært meget om Christian 2. og om hans tid. Nu er det på den anden side en historisk biografi og ikke en roman, hvor forfatteren selv er totalt herre over handlingen, så jeg måtte mange gange bladre tilbage for at få fat i en tråd igen – f.eks. lige blive mindet om en dato eller årstal. Læseren ville være godt hjulpet, hvis der f.eks. havde været en overskrift på hvert kapitel, som kunne have hjulpet til at forstå, hvor man nu var i fortællingen, og hvis desuden de 54 overskrifter var blev samlet til en indholdsfortegnelse, ville det have været perfekt.
Der eksisterer ikke lige gode kilder til alle dele af historien og Erik Petersson skriver i noterne til hvert kapitel, hvor han har oplysningerne fra, og han er omhyggelig med at pege på, hvor det, han skriver, er formodninger (f.eks. hvad personerne tænker).
Det fremgår tydeligt i bogens indledende kapitel og implicit senere mange steder, at forfatteren har stor sympati for Christian, selvom han absolut ikke lægger skjul på, at han var brutal og i mange sammenhænge viste sig upålidelig og mistroisk også overfor mennesker, der var loyale rådgivere. Det gjaldt f.eks. Erik Valkendorf, der på Christians vegne var taget til hoffet i Nederlandene for at hente Isabella, den kommende dronning Elisabeth af Danmark. Isabella boede hos sin faster Margrete af Østrig i det nederlandske hof. Ægteskabet med Christian var ganske vist formelt blevet indgået året før mellem en stedfortræder for kongen og den helt unge Isabella, men nu skulle hun altså til Danmark. Det var ikke en let opgave for Valkendorf, blandt andet fordi Margrete havde hørt, at kongen havde en elskerinde, Dyveke, og mente det var uacceptabelt at hendes helt unge (13 år!) niece skulle giftes med en sådan mand, som helt klart ikke havde tænkt sig at afbryde forholdet til elskerinden. Valkendorf skrev så et brev fra Nederlandene til kongen i København med en række gode råd: han var nødt til at sige farvel til Dyveke, han burde barbere sit fuldskæg af og møde Isabella til hest – og han skulle sørg for en modtagelse, der fik den unge pige til at føle sig velkommen. Christian blev rasende - på Valkendorf-over rådene: han beholdt både Dyveke og fuldskægget, mødte ikke Isabella til hest, men en flot modtagelse fik hun. Forholdet til Valkendorf blev aldrig godt igen, men det var der nu flere grunde til, som Petersson forklarer i bogen. Beregnende var han også: efter sin dronning Elisabeths død skrev han til Luther, at hun døde påvirket af hans tanker og til den engelske konge, at hun var død som hengiven katolik.
I et par centrale, meget vigtige kapitler gennemgår Erik Petersson Christians idéer og planer for det rige, han var herre over: det havde hidtil været adelsmænd, der fik tildelt et len, opkrævede skatter, trak deres egen løn og sendte resten til kongen. Christian regnede ud, at der ville blive flere penge til kronen, hvis han overtog administrationen af lenene. Han kunne også slå flere len sammen og på den måde centralisere administrationen – igen en besparelse! Så var der i øvrigt den fordel, at adelens magt samtidigt blev indskrænket, hans egen magt blev udvidet, og han sørgede for på daglig basis at have indsigt i både ind-og udgående korrespondance i kancelliet, hvor han havde indskrænket antallet af adelige. Desuden havde Christian store planer for handel, eksport og møntvæsen, og han havde en vision om et nordisk handelsforbund, en slags kopi af Hansaen. Desuden var der jo kirken – den var helt fritaget for skat også når det drejede sig om indtægter ved verdslig handel. Også det forsøgte Christian at ændre på. Et meget stort projekt gik ud på at tage alle landets love og skrive dem forfra. En del af dette lovarbejde kender vi, fordi det blev trykt i tusindvis af eksemplarer, men det gjaldt langt fra det hele. Et centralt punkt handlede om bønderne, som i kraft af det såkaldte vornedskab kunne købes og sælges af jordejerne og dermed ikke var frie. Med Christians nye lov for landområderne ville vornedskabet være afskaffet og bønderne blive frie. Men det blev ikke til noget: Adelen fik nemlig til opgave at sørge for, at de nye love blev gennemført – det måtte jo gå galt, og i januar 1523 på rigsrådets møde i Viborg underskrev medlemmerne et såkaldt opsigelsesbrev til kongen: de ville ikke mere adlyde ham eller betragte ham som deres konge – og så smed de i øvrigt hans lovbøger på bålet.
Bogen er stærk på skildringer fra det virkelige liv f.eks. dets brutalitet under et felttog, hvor efterårsregnen sætter ind i en sumpet egn og heste og mænd synker ned i iskoldt mudder.
En vigtig del af Peterssons fortælling handler om, hvor tæt Christian var på mange af de personer, der tegnede det intellektuelle miljø i Europa i den første halvdel af 1500-tallet. Han havde gode kontakter til både Luther og Erasmus af Rotterdam og til malere som Lucas Cranach og Michel Sittow.Erik Petersson kaster også lys på indsatsen fra en række betydningsfulde kvinder ikke mindst Christians kone, Elisabeth – hende får man stor respekt og sympati for.
Der er ingen illustrationer – heller ikke den mindste lille oversigt, stamtavle eller kronologisk tabel. Og det sidste savner man! Det er en lang og omfattende bog, hvor selve teksten er på næsten 500 sider, så man kan godt løbe lidt vild i begivenhederne indimellem og føle trang til lige at få fastslået et årstal eller hvem, der nu er i familie hvordan med hvem. Erik Petersson forstår udmærket problemet og skriver selv ”…. jeg risikerer hurtigt at blive forvirret i dette virvar af slægtsforbindelser, men jeg lover at gøre mit bedst for ikke at fare vild….”. Han farer absolut ikke vild – det er en udmærket tekst, men et lille stamtræ havde været rart at have – også et over de danske konger. Politikens egen ’Danmarkshistoriens hvornår skete det’ fås nu kun antikvarisk (100 kr…), men mon ikke forlaget stadig har denne tavle liggende og kunne have sat den som bilag? Og så er der portrætterne af Christian: Michel Sittows og et billede af en ukendt kunstner, der nu hænger i London. Petersson beskriver nøje begge billeder, fordi de har betydning for historien. Kunne der ikke have været råd til at gengive dem i bogen?
Hvis man gerne vil læse en levende og engagerende skildring af Christian 2., hvor fokus ikke (kun) er på blodbadet i Stockholm, men nok så meget på hele kongens liv og på hans arbejde med ny lovgivning, nye initiativer og fremsynede visioner på et væld af områder, så er bogen et godt bud med vinkler, der mange gange har været overset.Nu er jeg ikke faghistoriker, men jeg kan forestille mig, at en historiker kunne have ønsket sig mere præcision i kildehenvisningerne, men de er der! Desuden er der en omfattende litteraturliste og et udmærket personregister.
Oversættelse: Hans Larsen
Grafisk tilrettelægning: Tine Christoffersen
Omslagsdesign: Harvey Macauley
Omslagsillustration: Udsnit af maleri
RADIO UPDATE - radio der giver mening Blandede interviews og korte nyheder Klik på nyheder og interviews og hør dem enkeltvis - Brug søgefeltet med et ord for at finde et bestemt interview eller emne.
