|
 |
|||||
| RADIO UPDATE - radio der giver mening |
Søg på RadioUpdate - kun et enkelt ord |
|
Sendt første gang den: 25-10-2019 Christian 2. En biografi af Lars Bisgaard KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Sådan lyder spørgsmålet tit fra besøgende på Sønderborg Slot. Men her venter en skuffelse, for bordet er der ikke og findes kun på et maleri af Carl Bloch dateret 1871. I sit fremragende værk om Christian 2. er historien om dette bord kun en af mange myter omkring kongen, som Lars Bisgaard afliver. Forfatteren er lektor ved Syddansk Universitet med speciale i dansk historie i den sene middelalder og reformationsårene. Han fortæller selv, at bogen henvender sig bredt til alle interesserede. Den kan nu bestemt læses med stort udbytte af ikke-fagfolk, selvom Bisgaards videnskabelige faglighed markant er tilstede hele vejen gennem bogen. I et indledende kapitel forklarer han, at han som princip har støttet sig på de originale kilder for ”på den måde at kigge tidligere historikere over skulderen”. Et godt og sundt princip navnlig, fordi han hele tiden gør opmærksom på, hvilke kilder han bruger til de enkelte begivenheder – og hvorfor andre historikere gennem tiderne er nået frem til andre konklusioner end han selv. Historien om det runde bord i Sønderborg finder man i et afsnit sidst i bogen med overskriften ’Myte og virkelighed’, hvor Bisgaard også afliver historien om kongens oprigtige kærlighed til Dyveke. ”Det interesserede ikke Christians samtid, om han elskede hende eller ikke”, skriver han (med begrundelse i skrift af den samtidige Poul Helgesen). Her henviser han så til de romantiske forestillinger om ægte kærlighed i 1800-tallet. Når Bisgaard så tilføjer, at de to historier er dem, de fleste forbinder med Christian, så kan hver læser jo gøre op med sig selv, om hun/han føler sig ramt. Kan man så kassere hundrede år gamle historikere? Nej, skriver Bisgaard, for dels har de jo mange gange citeret originale kilder, dels giver de hver især indblik i deres egen samtid. På den måde kan man hele tiden få fornyet indsigt. Hvordan mon kommende århundreders historieskrivere vil behandle vores egen tid – hvor problemet næppe vil være mangel på kildemateriale, men snarere det omvendte? Men nu til Lars Bisgaards skildring af Kong Christian: den er opbygget i en række kronologisk fremadskridende kapitler med klare underafsnit hver især. Selve kapitlet indledes så med en kort opsummering af begivenhederne i den omhandlede periode. Da Kong Hans døde 20 februar 1513, var hans 32-årige søn Christian parat til at tage over: Hans havde allerede mange år tidligere 16. maj 1487 på et møde i det danske rigsråd ønsket at få sin dengang seksårige søn hyldet som efterfølger. Rådet omfattede både højtstående gejstlige og verdslige stormænd – og de nikkede ja til kongens ønske. Nogle måneder senere drog kongen og hans søn rundt til landsting i Danmark for også at få folkets hyldest – det skete, og umiddelbart derefter blev rigsrådet samlet og udstedte et lovformeligt brev om disse begivenheder. Det er tydeligt, at Lars Bisgaard glæder sig over, at brevet eksisterer og helt præcist anfører rådets medlemmer. Det fremgår, at der var en klar verdslig overvægt, og her var der kun stormænd. De var alle kongeligt udnævnte, og der var ingen borgere for slet ikke at tale om bønder. To år senere blev Christian tilsvarende uden problemer hyldet i Norge. Det samme kan til gengæld på ingen måde siges om Sverige, hvor Christian dog endte med at blive hyldet i Stockholm kort inden sin 18 års fødselsdag i 1499. Christian (nu udnævnt til hertug) blev i Sverige, rejste rundt og lærte landet og mange indflydelsesrige mennesker at kende, mens hans far tog tilbage til Danmark. Bisgaard fremhæver, at Kong Hans egentlig gjorde sit bedste i Sverige. Ved et møde i Stockholm i sommeren 1501 mellem kongen og det svenske rigsråd fremkom rådet med mange klager. Der blev indgået et forlig – som lynhurtigt slet ikke blev overholdt fra svensk side, og kongen måtte skynde sig tilbage igen til den svenske hovedstad. ”Den største ulempe ved Hans var, at han var dansk og ikke svensk”, kommenterer forfatteren knastørt. Så var der uro i Norge, hvor hertug Christian sættes ind – han klarer det udmærket og hyldes i København for så få år efter at komme tilbage denne gang som ’fuldmægtig herre over Norges rige’, og igen klarer han opgaven og går endda et stykke ind i Sverige, hvor der er voldsom uro. Alle var nu dødtrætte af krig, og i 1512 blev der indgået aftaler om fred mellem svenskerne og den danske konge, unionskonge, som Hans jo var, selvom Kalmarunionen nu sang på det allersidste vers. Men inden alle detaljer i freden var på plads, døde Kong Hans altså i 1513. Christian var på den ene side godt uddannet i årene 1499 – 1513, men på den anden side havde han jo kun oplevet krig og havde ingen erfaring med fred. Og så var der et andet problem: han havde ingen dronning. Men det kunne man jo gøre noget ved. Der var egentlig mange passende prinsesser at vælge mellem, men Bisgaard viser, hvordan enkedronning Christine, Christians mor, tog et initiativ, der i den grad fik succes: det bedste parti, der overhovedet kunne gøres var med Isabella (Elisabeth) et barnebarn af kejser Maximilian, som sammen med sine fem søskende blev opfostret af deres faster, Margrete. Bisgaard gennemgår omhyggeligt alle detaljerne i først de forsigtige sonderinger og derpå de håndfaste forhandlinger, som en forretningsaftale af denne art krævede. Både Christian selv og rigsrådet var tilfredse med muligheden for den fine forbindelse til det habsburgske hus, og en ægteskabskontrakt kunne underskrives i april 1514. 11 juni samme år blev Christian kronet til konge i København, og samme dag indgik han ægteskab i Bruxelles med Isabella, som fra nu af hed Elisabeth, – det sidste skete dog pr stedfortræder. Det rigtige bryllups skulle så stå det følgende år i København til sankthans, 1515. Men hvor var der dog mange ting, der ikke gik godt: det værste var en ung, gådefuld kvinde ved navn Dyveke. Historierne om hende og hendes mor, Sigbrit, er mange og en masse sikkert ren sladder. Men hvad der er helt sikkert er, at Elisabeths familie var endda voldsomt utilfredse med den danske konges elskerinde, og der blev ikke sparet på opfordringer til at sende hende væk. Kongen hørte absolut ikke efter; så han var måske alligevel forelsket eller bare enormt stædig? Brylluppet med Elisabeth skulle jo stå ved sankthans 1515, men tiden gik, og det var klart, at bruden var forsinket. Var det mon på grund af Dyveke, at Elisabeths familie trak tiden ud? Brylluppet blev i hvert fald udsat. Gæsterne begyndte at sive, og kongen var rasende. Senere blev skylden skudt på dårligt vejr med høj søgang, men endelig forlød det, at nu var hun på vej – det var hun også, men vejret var så elendigt, at hun bad om at gå i land i Helsingør og tage resten af turen til lands. Kongen red ud for at møde hende i øsregn og mudder. Det var så første gang, de to så hinanden. Da ægteskabsforhandlingerne blev indledt, var Elisabeth kun knapt 13 år og nu lige fyldt 14, og kombinationen af det dårlige vejr og de mange dages søsyge fik hende til knapt at kunne stå på benene, og under Roskildebispens lange tale (på latin!) tog hofmesterinden simpelthen den lille pige på skødet! Ægteskabet var sandelig ikke begyndt godt. Til gengæld tyder alt på, at det udviklede sig lykkeligt. Nu var Christian konge, hyldet, anerkendt af rigsrådene og omsider kronet og gift. Men, som vi ved, var der nu kun små otte år tilbage af hans regeringstid. Disse år blev præget af krig, skatter, told og alligevel evig pengemangel. Den store katastrofe indtraf i Sverige i 1520. Året var ellers begyndt godt for kongen med en militær sejr, og 7. september overgav Stockholm sig, og kong Christian lovede amnesti. Nu skulle han krones også der – det skete d. 4 september, og en fest fulgte naturligvis. Derpå to-tre dage med en besynderlig slags retssag – og henrettelsen af 70-80 dømte: Det stockholmske blodbad. Det var ganske gådefuldt, og Lars Bisgaard gør i et meget langt kapitel grundigt rede for, hvad der overhovedet er af kilder til denne sørgelige historie – og hvordan kilderne modsiger/støtter hinanden. Én enkelt oplysning synes jeg dog fortjener at komme med her: Bisgaard minder læserne om et andet blodbad samme år ved et slag langfredag, ”…da bønderne udenfor Uppsala døde i tusindvis. De er blot navnløse….”, skriver han. Alt det kunne være (måske) være klaret, antyder Bisgaard, hvis der i 1521 havde været solidt sammenhold på hjemmefronten – og det var der på ingen måde: der var splittelse alle vegne både i rigsråd, landsdele og stænder. På den anden side skal det ikke glemmes, at Christian netop på det tidspunkt stod for en række reformer, der virkelig var nyskabende – Lars Bisgaard forklarer, at det f.eks. betød nye love, som var rigslove og altså ikke kun gjaldt for enkelte regioner. Han forklarer videre, hvordan noget af den nye lovgivning i 1521-22 betød, at magt og indflydelse blev flyttet fra rigsrådet og over til en ny embedsstand. Tidligt i 1523 begyndte et oprør mod kongen i Jylland, og en gruppe skrev i februar et ’opsigelsesbrev’ til kongen. Så følger to måneder, hvor der ikke er nogen viden om, hvad Christian foretager sig – og så vides det til gengæld, at han sammen med sin familie tog til Nederlandene og opsøgte regentinden Margrete, Elisabeths faster og fostermor. Christian havde tabt sine kongeriger. Han prøvede et par gange at vinde dem tilbage, men uden held og tilbragte de sidste 36 år af sit liv som en ulykkelig mand i fangenskab. Bogen gør også meget ud af en række andre, vigtige personer udover titelfiguren. Der er f.eks. meget grundige gennemgange af de kvinder, der har spillet så stor en rolle i periodens historie – og bestemt ikke bare i køkken og seng. Lige fra regenter som Margrete, statholder over Nederlandene, borgholdende fruer som Dronning Christine, og Sten Stures enke, Kristina Gyldenstierna til søde og trofaste Elisabeth, dejlige Dyveke og begavede Sigbrit. Det er et fremragende værk, der vil blive stående længe, som det i hvert fald nærværende anmelder vil gribe til for oplysninger om den sene middelalder med kig til reformation, enevælde og renæssance. Hvis læseren nu skulle have tid og overskud, så er der sidst i bogen meget fyldige noter samt kilder og anden litteratur. Der er både sted – og personregister samt tre tavler over familieforhold. Illustrationerne er helt i top – overalt både relevante og desuden meget, meget smukt gengivet. Jeg vil gerne fremhæve Michiel Sittows portræt af Christian 2 på forsiden af bogens indbinding. Når man er færdig med Bisgaards indgående skildring af manden og derpå ser på dette portræt – ja, så hænger det godt sammen. Grethe Jensen har været forlagsredaktør og Henrik Sebro har ledet projektet. Gads Forlag har udgivet bogen – med støtte fra hele 9 fonde. Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |  Lyd: Copyright Radio Update |
|
|
Troels W. Kjær: Træk stikket KULTUR & FORBRUG: Foto af forside fra forlaget Hjernen har brug for at blive presset, konkluderer forfatteren i bogens tredje og sidste del, som behandler Livets store pauser som orlov, sabbatår og pension.
 Antonio Manzini: Læs mere inde i bladet KULTUR & FORBRUG: Foto af forside fra forlaget Der var ikke blevet øvet retfærdighed. Det var det, han var der for, tænker Carlo Cappai. - flere interviews om emnet
 Hanna Hirsch Pauli - kunsten at være fri, KULTUR & FORBRUG: Særudstilling på Den Hirschsprungske Samling, 18. februar - 16. august 2026 Foto fra udstillingen - flere interviews om emnet |  Marianne Abrahamsen: Christian 9. og hans familie KULTUR & FORBRUG: Foto af forside fra forlaget - bag om Fredensborgbilledet. - flere interviews om emnet
Café Society KULTUR & FORBRUG: Kunst og fællesskaber i belle epoque Paris. Udstilling på Ordrupgaard og tilhørende katalog. - flere interviews om emnet  De skabte det Danmark vi lever af ERHVERV: I vores serie om de opfindsomme danskere, der har skabt det velfærdssamfund og erhvervsliv, som vi lever af, er vi denne gang nået til et andet af de helt store navne, der satte gang i udenrigshandelen og stiftede nogle af vore mest kendte virksomheder. - flere interviews om emnet  Sne og frost: Ansatte må selv betale, hvis de ikke kan komme frem ERHVERV: Når vejrudsigten byder på snevejr, frost eller spejlglatte veje, bliver folk ofte frarådet at bevæge sig ud i trafikken. Men må medarbejdere blot blive hjemme fra arbejde, hvis vejret volder problemer? - flere interviews om emnet |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
