|
 |
|||||
|
Søg på RadioUpdate - skriv et enkelt ord |
|
Fortællingen om Novo Nordisk - De renfærdige KLIK PÅ PILEN HVIS LYDEN IKKE STARTER AF SIG SELV:
Ordene kom fra Kurt Stenager, salgsdirektør i Nordisk til en kollega i firmaet. Stenager havde allerede tidligere drøftet mulige samarbejder med Novodirektør Sonnich Fryland, men meget, rigtigt meget, skulle falde på plads, før fusionen kunne blive virkelighed og meldes ud til alverdens børser. I en fælles pressemeddelelse til medierne og i en fælles udmelding tilledere og medarbejdere kunne administrerende direktør i Nordisk, Henry Brennum, og administrerende direktør i Novo,Mads Øvlisen, i hver deres auditorium meddele, at Novo Nordisk nu var en realitet – de to ærkerivaler havde fusioneret. Folk rejste sig og klappede – begge steder. Året var 1989. Hanne Sindbæks bog om Novo Nordisk er intet mindre end imponerende. Historien begynder i 1920, hvor Marie Krogh, læge og dr.med., bliver klar over, at hun har sukkersyge, diabetes, og den slutter 9. januar 2017, hvor Lars Rebien giver stafetten som administrerende direktør i Novo Nordisk videre til Lars Fruergaard. Historien strækker sig over knapt 100 år og Nordisk, Novo og Novo Nordisk har haft et forbløffende lavt antal administrerende direktører. Bogen er bygget op i 12 kapitler omkring 14 hovedpersoner, hvor de fire af dem er par (et ægtepar og to brødre). Samtidigt er fortællingen kronologisk fremadskridende fra 1920, hvor Marie Kroghs mand, August Krogh – ligesom hun læge og dr. med. - fik Nobelprisen for at opdage, hvordan kroppens allermindste blodkar fungerede. Hun blev behandlet af lægen H.C.Hagedorn, som samtidigt var en god ven af familien. Han blev i 1921 doktor på en afhandling om, hvordan menneskets blodsukker reguleres. I de præcist samme år havde en lille gruppe canadiske læger ved Toronto Universitet fundet frem til, at et udtræk fra dyrs bugspytkirtler kunne bringe blodsukkeret i mennesker ned, og i januar 1922 fik en 14-årig som den første nogensinde to gange injiceret en dosis af dette udtræk, som havde fået navnet ’insulin’ – og det virkede. I november samme år besøgte August Krogh så Toronto Universitet, der havde fået rettighederne til insulin, rettigheder, som de var mere end villige til at overlade til Krogh, der kunne vende hjem med opskriften i bagagen. Hagedorn var begejstret for opskriftenog sammen arbejdede de to med, hvordan man kunne oparbejde helt ren insulin – og hvordan man kunne fremstille tilstrækkelige mængder til at dække behovet. Navnlig det sidste var i denne fase et stort problem: Hagedorn tog på Kvægtorvet om morgenen, men det var svært at få oksernes bugspytkirtler kølet hurtigt nok ned. Men den danske svineproduktion var allerede dengang så omfattende og velorganiseret, at det kom til at udgøre et fint fungerende grundlag for produktionen af insulin – først hjemme i Hagedorns køkken og siden på Løvens Kemiske Fabrik, hvor der var oprettet en selvstændig afdeling til formålet: Nordisk Insulinlaboratorium. Krogh havde på det tidspunkt ansat en leder af sit værksted, som var genialt dygtig til at fremstille det udstyr, professoren havde brug for. Denne værkstedsleder hed Harald Pedersen, og da Hagedorn manglede en leder til Nordisk Insulin, ansatte han farmaceuten og kemikeren Thorvald Pedersen, bror til Harald.Som det senere kom til at vise sig gang på gang, var Hagedorn egenrådig og stædig som leder og i 1924 fyrede han Thorvald på gråt papir – og i solidaritet sagde Harald sin stilling hos August Krogh op. Brødrene Pedersenfortsatte arbejdet med insulin og spurgte så Nordisk, om de ville være interesseret i et samarbejde. Svaret kom klart og tydeligt: Nej! Først da besluttede de at starte en konkurrerende virksomhed: Novo. Allerede i samme år, 1925, havde de produceret Novosprøjten. Fra nu af fulgtes Nordisk og Novo i konkurrence og var i midten af 1930’erne omtrent lige store målt på omsætning – men hvor var de forskellige, skriver Sindbæk. Novo var langt mere åben overfor samarbejde med andre end Nordisk, som var ledet af den meget egenrådige Hagedorn frem til 1963. Novo havde mange medlemmer af familien Pedersen ansat og det lignede faktisk en familievirksomhed, da en ung kemiker ved navn Knud Hallas-Møller blev ansat i 1937. Han fik til opgave at opbygge en forskningsafdeling helt fra bunden – det var der de langsomtvirkende insuliner blev opdaget og udviklet.Men hvad med fremtiden i familiefirmaet? Hallas tog initiativ til, at Novos fond blev oprettet i 1951. Fonden var selvejende.Da Thorvald Pedersen så pludseligt døde i 1961, var det Hallas, der blev administrerende direktør – foran den ældste Pedersen-søn. Det lykkedes at undgå skader på virksomheden i den forbindelse, men det varede mange år, før sårene i familien var lægt, forklarer Hanne Sindbæk. I 1974 blev Novo børsnoteret – og alle udbudte aktier blev revet væk på under en time. Året før var Mads Øvlisenblevet ansat i Novo og var af Hallas blevet bedt om at formulere virksomhedens idégrundlag – netop til brug ved noteringen. Han blev hurtigt medlem af direktionen og blev i 1981 udnævnt til administrerende direktør efter Hallas-Møller. Dermed blev det Øvlisen, der sammen med sin ’modpart’ Brennum i 1989 stod for fusionen og Novo Nordisk blev en realitet med Mads Øvlisen som den fortsættende administrerende direktør, indtil han i 2000 blev afløst af Lars Rebien Sørensen. Umiddelbart inden fusionen i 1989 var Lise Kingo kommet ind i enzymdivisionens reklameafdeling, hvor hendes opgave blev at udarbejde brochurer om enzymerne. I begyndelsen af 1990’erne var der kommet meget mere fokus på miljø end tidligere, og tre år efter sin ansættelse fik Kingo tilbuddet om at opbygge en helt ny afdeling med fokus på systematisering af miljøarbejdet. Hun fandt frem til relevante målepunkter, som gav mulighed for år efter år at følge med i virksomhedens fremskridt. Det betød, at Novo Nordisk i 1994 kunne fremlægge sit første miljøregnskab – faktisk også Danmarks første af slagsen. I 2002 fik Lise Kingo så plads i koncerndirektionen. Det var på et tidspunkt, hvor der inden for to år havde været ikke mindre end tre kriser, og Lars Rebien gjorde sig overvejelser om eventuelle blinde vinkler i direktionen overfor de blødere områder af virksomheden. Hanne Sindbæk bemærker syrligt, at Kingos løn ’lå 30% under de lavest betalte af de andre koncerndirektører’. Det var dog et efterslæb, der blev indhentet henover det følgende par år. Lars Rebien sad i spidsen for den nu aldeles globale virksomhed frem til 2017, hvor Lars Fruergaard Jørgensen afløste ham – og så er vi fremme ved bogens afslutning. Hanne Sindbæk har med stor grundighed beskrevet udviklingen i først Nordisk og Novo og derpå i Novo Nordisk. Hun skriver selv, at hun har villet skrive en bog, som er ”en fortælling, der fanger de store linjer”. Det er lykkedes – og samtidig er der så meget andet mellem de store linjer. Det er medrivende interessant at læse, hvad enten man er mest interesseret i virksomhedshistorie eller i biokemi og de forskellige metoder til at producere insulin. Hvis man gik og troede, at insulin bare var insulin, så bliver man rigtigt meget klogere. Det er imponerende faglighed at læse her. Sindbæk får også de menneskelige historier med – både de dramatiske som begivenhederne omkring Pedersen-brødrene og de mere stilfærdige som arbejdet med bugspytkirtler på køkkenbordet hjemme hos de tidligste i sagaen. Et andet fascinerende aspekt er at se, hvor hårdt de allerførste fædre til insulinen kæmpede for at undgå, at der blev tjent store penge på dette stof – ”en gave til menneskeheden”, som Krogh skrev i Ugeskrift for Læger i 1924. Men det kunne ikke undgås, at der blev tjent penge på insulinen. Dertil var behovet for stoffet for stort til at undgå en professionel masseproduktion. Men forfatteren understreger igen og igen, at indtjening ikke var tilstrækkelig drivkraft. Motivationen var også at yde noget væsentligt – der var jo netop tale om ’en gave til menneskeheden’. Forfatteren har formået at skildre udviklingen set ud fra mange perspektiver med fokus på de operative, som hun selv skriver, altså de mennesker, der har fået de skelsættende idéer, har stået i laboratorierne og rejst verden tynd for at forklare, hvad produkterne kunne – både de forskellige insuliner og de enzymer, der i løbet af årene blev en mere og mere vigtig del af produktionen. Følgende historie er et eksempel: i 1940’erne fik en ung farmaceut, Svend Frederiksen, en opgave i Novos laboratorium: der var på grund af krigen mangel på bugspytkirtler, som ikke bare blev brugt til insulinproduktion, men også af garverierne, som af de samme kirtler udvandt enzymet trypsin. Problemet var, at trypsin ødelagde insulin. Var det muligt at få både trypsin og insulin? Frederiksen gik i gang med opgaven. Det gik på en måde godt, men udbyttet af insulin var alt for lavt, når han først trak enzymet ud og derpå insulinet. Så prøvede han det modsatte: trak først insulin ud og derefter trypsinen. Ingen mente, det kunne lade sig gøre…det var nemlig prøvet før på den måde, og det duede ikke. Men Frederiksen prøvede alligevel – han fik insulinen, men trypsinen var ganske rigtigt ikke til at få vristet ud af det ’affald’, der så var tilbage. Ikke før han en dag glemte en kolbe på en varmerist, mens han gik til frokost. Så var der pludselig fine krystaller af trypsin i den glemte kolbe. Et dejligt eksempel ud af mange på, at gode opdagelser kan ske ved et tilfælde – for den, der har øjne og viden med sig, vel at mærke. Her startede Novos succes med enzymfremstilling. Er der så tale om en bog med rækker af gode bedrifter udført af helgener og kronet med held? Nej, på ingen måde. Læseren er også vidne til interne magtkampe,til fejltagelser og til voldsomme kontroverser med miljøbevægelser og til kritik fra amerikanske Food and Drug Administration, FDA. Det sidste kostede i 1993 Novo Nordisk deres penicillinproduktion. Lige netop magtkampene kunne måske have været mere detaljeret belyst – f.eks. i forbindelse med Kåre Schultz fratræden i 2015. Hanne Sindbæk dokumenterer meget omhyggeligt sit arbejde: hun har interviewet samtlige nulevende hovedpersoner og endda angivet tidspunkterne for disse samtaler, og hun har haft adgang til en lige så lang række øvrige relevante interviews foretaget af andre. Dertil kommer en lang og interessant litteraturliste. Der er også tidslinjer til at give oversigt over både ledelser i virksomhederne og de største opdagelser på både medicinal- og enzymsiden. På de allersidste sider ud af de i alt 461 bringer forfatteren sin tak til en lang række mennesker – og her får man også sammen med bogens forord et indblik i, hvor gigantisk en opgave hun påtog sig og gennemførte. Politikens Forlag har udgivet bogen, som har fået sit meget elegante forsidedesign af Harvey Macaulay Foto af forsiden fra forlaget Send en bekendt en mail med link til dette interview - klik her:. |   Lyd: Copyright Radio Update |
|
